Venskabsklub i Tanzania

Venskabsklub Hornbæk IF – Barass Sports Centre

Foreningsarbejde og sportsklubber, som vi kender i Danmark, er ikke særligt udbredt i Tanzania og derfor er det heller ikke almindeligt, at børn spiller f.eks. fodbold i en klub. Imidlertid kom en tanzaniansk student og socialarbejder, Jamal Ally Barass, i 2014 til Danmark på et halvt års ophold på Den Internationale Højskole (IPC) i Helsingør.  Han kom igen i 2015, hvor han i næsten et år både var studerende og studenterlærer på IPC. Jamal blev optaget af den måde, vi organiserer os på i bl.a. det danske samfund. Samtidig meldte han sig ind i Snekkersten IF og spillede fodbold for klubben, mens han var i Helsingør. Inden Jamal rejste hjem til Tanzania igen, gennemgik han DBUs B1 UEFA-godkendte træneruddannelse. Straks Jamal var tilbage i Magu, begyndte etableringen af det sportscenter, der nu er en realitet med en stor flok aktive børn og unge i alderen 8-17 år. Barass Sports Centre (BSC) arbejder på at styrke børns og unges muligheder i Magu-distriktet gennem idræt og uddannelse – og der er lang vej i et fattigt land som Tanzania. Foreløbig står den på fodboldtræning alle hverdage og desuden praktiserer de engelskundervisning. Det kniber dog med både trænings- og læringsfaciliteter.

Vi har besøgt BSC i Tanzania og optimismen og engagementet hos Jamal og de øvrige trænere/ledere er stor og målet er, at Barass Sports Centre kan skabe en model, som andre klubber kan kopiere i Tanzania. Sportscenteret arbejder ud fra værdier som tolerance og inklusion og det er vigtigt, at den enkelte fodboldspiller lærer at tage ansvar for egen udvikling. Det handler om breddeidræt og holdånd, men talenter understøttes også og det er ikke uden stolthed, at BSC allerede nu har kunnet mønstre flere spillere til det tanzanianske ungdomslandshold i fodbold!

Hvorfor venskabsklub?

Forrige år vedtog Hornbæk Idrætsforening at etablere en venskabsklub med Barass Sports Centre i Tanzania. Venskabsklubben er forankret i Hornbæk IF, og vi arbejder på, at vi fra Hornbæk og omegn kan støtte Barass Sports Centre med udstyr og økonomi, men også at der kan inspireres begge veje og at besøg af forskellig slags i begge klubber kan give indsigt, oplevelser og måske venskaber for livet.

Vil du støtte økonomisk?
Se kontakt herunder.

Mere info?
Følg med på venskabsklubbens facebookside https://www.facebook.com/venskabsklubtanzania/

Kontakt
Kim Lykkegaard, formand, mobil 2163 21 88,
Stine Svenninggaard, næstformand, mobil 2561 5333

Line Sirich, kasserer, mobil 2192 0333

Jørgen Boberg, bestyrelsesmedlem, mobil 2467 8981

Barass Sports Centre, Tanzania

Hornbæk IF er venskabsklub med og støtter Barass SC i Tanzania.
Vi vil gensidigt styrke kendskabet til og forståelsen mellem de to klubber.

Fra Hornbæk IF’s besøg i venskabsklubben 2018