Hornbæks årlige sommer og familiefest
𝐇𝐨𝐫𝐧𝐛æ𝐤 𝐇𝐚𝐯𝐧𝐞𝐟𝐞𝐬𝐭 2025 𝐛𝐥𝐞𝐯 𝐞𝐧 𝐤æ𝐦𝐩𝐞 𝐬𝐮𝐜𝐜𝐞𝐬 𝐭𝐚𝐤𝐤𝐞𝐭 𝐯æ𝐫𝐞 𝐟æ𝐥𝐥𝐞𝐬𝐬𝐤𝐚𝐛𝐞𝐭
Årets Havnefest blev en overvældende succes med godt 16.000 glade gæster og med en omsætning på lige omkring 4 mio. kr. og masser af god stemning og et program spækket med oplevelser for både store og små. Solen skinnede over havnen, musikken fyldte luften, og hele pladsen summede af liv, glæde og fællesskab.
Med det meget høje antal besøgende blev det tydeligt, at Hornbæk Havnefest er en af sommerens absolutte højdepunkter i Nordsjælland. Festpladsen var fyldt med livlige boder, lækker mad, kolde drikke og et væld af aktiviteter – lige fra koncerter, Plankedyst, Sliskeræs, Damefrokost, Fællessang, Tivoli og børneaktiviteter.
Men det store engagement og den gode stemning kommer ikke af sig selv. Bag succesen står en imponerende indsats fra de godt 570 frivillige, som i ugevis – og i mange tilfælde i flere måneder – har arbejdet utrætteligt for at skabe de perfekte rammer for festlighederne. Deres indsats fortjener den største respekt og tak. Uden dem var der ingen Havnefest.
En stor og hjertelig tak skal også lyde til de mange sponsorer, som har støttet op om Havnefesten – både økonomisk og praktisk. Deres opbakning er af største betydning for, at festen kan afvikles i så flot en skala og med så mange tilbud til både børn og voksne.
Hornbæk Havnefest er ikke blot en fest – det er et stærkt bevis på, hvad vi kan opnå, når frivillighed, lokalt engagement og fælles glæde går hånd i hånd. Jeg glæder mig allerede til næste år!
Tak til alle, der var med til at gøre Hornbæk Havnefest uforglemmelig – vi ses i 2026 – altid i uge 30!
Vi afholder Etterslet for alle de frivillige lørdag den 25. oktober 2025.
Se alle billederne fra Hornbæk Havnefest 2025 her
Super Brugsen i Hornbæk er Hovedsponsor for Hornbæk Havnefest 2025
Der vil igen i år blive solgt lodder på festpladsen alle 3 dage og Drømmerejser er igen hovedsponsor for en Thailandsrejse på 2 personer ✈️ 🏖️👍

Formand for Hornbæk Havnefest
Peter Poulsen
Formand for Havnefestkomiéen
Daniel Boalth Petersen
Musikansvarlig og musik-booker
Jens Hofman
Læs meget mere på Hornbæk Havnefests hjemmeside
————————————————————————————————————————————————————————————————————————————————
Hornbæk Havnefest 2024
Et brag af en Havnefest
En vellykket Havnefest satte ny rekord i omsætning
Hornbæk Idrætsforening og Hornbæk Bådeklub kan endnu engang se frem til et fornemt overskud efter tre succesfulde havnefest-dage. I år var vi begunstiget af meget bedre vejr end sidste år.
Mørke skyer truede ellers fredag aften, men det holdt nogenlunde tørt, og Havnefesten åbnede med Disco-Bingo med Milling & Molbech som fik sat gang i en stemning og på den store scene gav Birthe Kjær et brag af en koncert med sit fremragende band og korpiger. Så var man ligesom i gang.
Gasbox og Beverly Hills Orchestra med solist Erik Gadd fortsatte om lørdagen og skabte en fantastisk stemning på den tætpakkede havneplads, mens Sweet Charlie 5 sædvanligvis var ved at vælte Vise-Vers Teltet både fredag og lørdag aften og som noget nyt spillede DJ Jonathan V op til SC5 lørdag aften.
Lørdagens underholdning i havnebassinet var henlagt til plankesdysten, hvor Havneforeningens Niklas Rønn Andersen var bedst på planken og blev en suveræn vinder af årets dyst. Samme sted konkurrende de flotte både i slidskeræs om søndagen og her var båden Lynet McQueen hurtigst med ”skipperne” Oscar Biering og Kasper Schou Rosenkranas ved roret.
Havnefest i Børnehøjde blev også en stor succes med masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle herunder sildekasseræs og Junior Bagedyst og meget mere.
Damefrokosten lørdag satte også rekord med 160 glade og festklædte damer der festede med musikalsk underholdning af Festorkestret som også spillede i Hyttefadet fredag aften.
Havfruen på molen festede også igennem alle tre dage med god underholdning af Yasmin & Asger, DJ Gustav Hammer og Vokalgruppen Gamma.
Søndag eftermiddag og aften sluttede med herlige toner fra scenen med Karl Hermans Trio (John Mogensen show) og i Hyttefadet lukkede Yotak festen med manér.
Godt 14.000 gæster besøgte årets Havnefest og mon ikke både gæster og de mange frivillige vil tænke tilbage på aldeles pragtfuld og skøn weekend. Og apropos frivillige, så skal der lyde en kæmpestor tak til de godt 500 frivillige samt Havnefestkomitéen med Daniel Boalth Petersen i spidsen, der både før, under og efter Havnefesten, har ydet en formidsabel indsats. En indsats, der igen har været medvirkende til at generere en super flot omsætning der nok skal genere et pænt overskud til de arrangerende foreningers ungdomsarbejde i Hornbæk.


Tillykke til Line.
Læs mere om Hornbæk Havnefest 2024 her
Super Brugsen i Hornbæk er Hovedsponsor for Hornbæk Havnefest 2024

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________
Hornbæk Havnefest 2023
Årets Havnefest, som blev afholdt den 28. – 29. – 30. juli 2023, blev den største succes nogensinde med 15.400 betalende gæster på festpladsen og med et Havnefestvejr der til tider var regnfuldt.
Omsætningen på årets Havnefest blev på 3,4 mio. kr. – omsætningen i 2022 var på 2,9 mio. kr. og overskuddet var i år på 1.008.000 mio. kr. mod et overskud i 2022 på 976.000 kr. Et resultat som fortjener stor respekt ikke mindst hos de mange frivillige der igen i år hjalp til ved Havnefesten.
Som formand for Hornbæk Idrætsforening og Hornbæk Havnefest er jeg mere end tilfreds med årets Havnefest. God mad og hyggelig stemning i Havfruen, Kabyssen, Hyttefadet, Tapasbaren, Ølpølsen, Trossen, Udsigten, Vise Vers Teltet og Havnefest i børnehøjde gjorde det igen fremragende.
Fredag aften startede med et super åbningsshow med Milling & Molbech Quiz-Det er fredag efterfulgt af Shubidua-hygge med Mig og Bonden.
Fredag aften på store scene sluttede af med et forrygende rockshow med Sanne Salomonsen & Electric Guitars.
Aftenen sluttede med After Party i Vise Vers Teltet, hvor Sweet Charlie 5 atter en gang lagde teltet ned, og Festorkestret gav den fuld gas i Hyttefadet, og Lidt til og meget mere gjorde det samme i Havfruen på molen. Hele 7000 mennesker var på pladsen i løbet af fredag aften.
Underholdningen om lørdagen blev også en forrygende succes med 6000 besøgende på festpladsen for bl.a. at høre super koncerter med Beverly Hills Orchestra med Zindy Laursen som gæstesolist og Bryan Adams Tribute på den store scene.
At Your Service og Sweet Charlie 5 gav den gas lørdag aften i Vise Vers Teltet, og Yotak spillede forrygende i Hyttefadet, og Trypical Cumbia havde dansefest hos Havfruen på molen.
Og ikke at forglemme den efterhånden traditionsrige damefrokost lørdag eftermiddag i Vise Vers Teltet med 185 gæster hvor Festorkestret spillede.
Plankedysten, med Morten Stig Jørgensen som speaker, trak atter fulde huse på festpladsen lørdag eftermiddag og årets Plankemester og vinder af Plankedysten blev Casper Bech fra Havneforeningen.
Søndag trak 2400 mennesker til festpladsen startende med Sildespisning hvor 3 For U underholdt og senere det festlige Slidskeræs hvor båden Murerbaljen fra Gilleleje vandt en snæver men fortjent sejr og den flotteste båd blev båden Willys Jeep.
Finn Svendsen blev vinder af hovedgevinsten i Havnefestens lotteri, et rejsegavekort til en rejse for 2 til Thailand. Rejsen er sponseret af Drømmerejser og Qatar Airways. Tak til sponsorerne af rejsen og tak til øvrige sponsorer af flotte gaver til lotteriet: Anders Skytte Rasmussen, Fiskehuset Hornbæk og POWER.
Søndag sluttede af – på trods af megen regn – med en super koncert på store scene med alle tiders Gasbox og til sidst et brag af en rockfest i Hyttefadet, hvor Yotak gav den hele armen.
Havnefest i Børnehøjde med vores nye krabbe Mascot Holly, ansigtsmaling, krabberæs, skattejagt, sildekasseræs og koncert med Kaya Brüel & Ole Kibsgaard blev som alt det andet til årets Havnefest en kæmpe succes.
Som formand for Hornbæk Idrætsforening og Hornbæk Havnefest vil jeg sige stor tak til alle, der besøgte årets Havnefest og til Havnefestkomitéen for et fremragende arbejde samt tak til de næsten 400 hjælpere, der hjalp til før, under og efter Havnefesten – uden jeres indsats var der ingen Havnefest.
Havnefestkomitéen afholder evalueringsmøde den 6. september og hvis der er nogle af vores mange frivillige hjælpere der har ris eller ros eller bare gode forslag/nye ideer så send det endelig til jeres Bodholder som så giver det videre til Havnefestkomitéen.
Sidst men ikke mindst tak til de mange sponsorer som igen i år har støttet Havnefesten på uvurderlig vis – STOR TAK for det.
Vi ses til Hornbæk Havnefest 2024 – altid i uge 30 og sidste weekend i juli – 26.-27.-28. juli 2024.
Peter P.
Hovedformand
1. præmie i Havnefestens lotteri 2023 sponseret af Drømmerejser
________________________________________________________________________



































