- Hornbæk har et rigtigt godt ry blandt idrætten, og det ligger til grund for at Nordea-fonden støtter Hornbæk Idrætsskole med 20.000 kr. i år, oplyste Christian Jensen, repræsentant for Nordea-fonden og filialdirektør i Nordea Helsingør.
- Nordea-fondens bankråd for Helsingør og Fredensborg, lagde også vægt på det store frivillige arbejde der ligger bag Hornbæk Idrætsskole, forklarede Christian Jensen, og kunne dermed overrække checken til Idrætsskoleleder Ole Raslow fra Hornbæk IF og formand Per Frost Henriksen fra DGI Nordsjælland.
- Tak til Nordea-fonden, i år fik 70 unge deltagere glæde af støtten fra Nordea-fonden, som 2011 er den 12. idrætsskole vi afholder, og det er altid de tre første dage i efterårsferien, sagde Peter Poulsen, formand for Hornbæk IF, i sin takketale.
- Vi er utrolig glade for støtten til projektet, og et skulderklap som vil blive påskønnet og jeg er helt sikker på at det vil genere endnu mere aktivitet, sagde Per Frost Henriksen formand for DGI Nordsjælland.
- Vi havde en fantastisk tur til svømmehallen i Helsingør den ene aften, hvor der var musik og kanon stemning blandt alle de unge deltagere, oplyste Ole Raslow. – Samtidig kunne vi i år alle sammen få en hættetrøje i forskellig farve, alt efter hvilket hold deltageren var indplaceret på, takket være et sponsorat fra Super Brugsen i Hornbæk, forklarede Ole Raslow, som sammen med Karsten Bo Baden og Andreas Fritzen arrangerede hele DGI idrætsskolen.

Desværre har vi måtte aflyse idrætsskolen 2012 pga. for få tilmeldinger - ærgerligt men desværre nødvendigt og derfor blev den 13. idrætsskole i træk i Hornbæk ikke en realitet.
Hornbæk Idrætsskole 2012
Hornbæk Idrætsskole 2012 afholdes den 15. - 16. - 17. oktober på Hornbæk Idrætsanlæg.
Tilmelding til Hornbæk Idrætsskole 2012 her
Læs mere om årets idrætsskole i nedenstående klubblad på side 5 - klik på klubbladet.

Hornbæk Idrætsskole 2011 modtager 20.000 kr. fra Nordea-fonden
Stor sponsorering af Hornbæk Idrætsskole, Nordea-fonden kunne tirsdag 15. november 2011 overrække 20.000 til Hornbæk Idrætsskole, som DGI Nordsjælland og Hornbæk IF står bag.
Idrætsskolen 2011 – Gejst, energi og fuld fart på…
Idrætsskolen i Hornbæk var i år noget helt andet – ikke at der var blevet lavet så vildt og voldsomt meget om, i forhold til de sidste mange år, men der var færre børn og unge, hvilket gav os bedre mulighed for at fordybe og have lang mere tid til de enkelte aktiviteter. Idrætsskolen blev igen en succes for de 70 børn og unge fra 7 til 15 år, som havde valgt at bruge deres tre første dage i skolernes efterårsferie på at være med her og få en oplevelse, som de forhåbentlig vil ta’ med sig.
Det var tre dage med fokus på idræt, bevægelse og socialt samvær samt en række andre små og store aktiviteter, som det alsidige program havde lagt op til. Der blev budt på alt lige fra friluftsliv, karate, adventurerace,, fodbold, stomp, idrætslege /bevægelse, rope-skipping til slagspil, samt den obligatoriske tur til en festklædt svømmehal i Helsingør.
Igen blev der igennem de tre dag intenst prøvet kræfter, både med sig selv- og allervigtigst af alt - sammen med hinanden. Alle, hver og én fik prøvet forskellige udfordringer i aktiviteter, de måske ikke havde prøvet før, ligesom der var børn og unge, som fik brudt nogle af deres grænser i forhold til, hvad de troede, de kunne, og det de faktisk præsterede. Det gav nogle fantastiske smil og en super energi, når tingene lykkedes for dem - hver i sær og som gruppe.
Det var flot, dejligt og berigende at se den udstråling, når deltagerne deltog i de forskellige aktiviteter, men især også i de indlagte pauser, hvor de på fornem vis naturligt bakkede op omkring hinanden og hjalp til, der hvor det var nødvendigt.
Et af Idrætsskolen store forcer er, at der bliver skabt venskaber og relationer på tværs af aldersgrupper og køn, hvilket skete igen i år. Der blev kæmpet og grinet samt hygget i pauser både før, under og efter de mange aktiviteter.
Vejret var måske ikke lige med os i år, men hvad gør det, når børnene, de unge, instruktører og hjælpere går foran og ikke lade sig kue af det. Tvært imod oplevede vi en børne- og ungegruppe som tog det hele med et smil og stort gå-på-mod. Der var rent faktisk rigtig mange smil omkring munden, som igen var og er med til at give energi til hinanden, især da en del af aktiviteterne foregik udendørs, og transporten mellem hallen, skolen og skoven skete til fods eller på cykel.
I lighed med sidste år var vi i svømmehalen tirsdag aften. Det er en helt speciel oplevelse for os alle, både børnene, holdlederne og de mange frivillige forældre eller andre voksne, som valgte og give en hånd med på Idrætsskolen, at se de mange deltagere i vandet, lege, springe fra vipperne, være i varmvandbassin. Lidt unikt ved oplevelsen er at se, hvordan de store tog et ansvar ved at passe på de mindre og nye deltagere på Idrætsskolen, uden nogen form for intriger, drillerier mm.
I forlængelse af sidste års Idrætsskole, hvor vi valgte at planlægge et særligt initiativ over for de største, valgte vi igen at ”sende” de store ud hele tirsdagen. Adventure-day med en lang række af forskellige aktiviteter ude og inde, aktiviteter hvor de unges kompetencer blev sat i spil. Det var flot at se, hvordan de ”gamle” unge på Idrætsskolen kastede sig over opgaverne, og de udfordringer som var her.
Igen i år havde vi udvidet ”kampen om det runde trofæ” med lidt anderledes aktiviteter, som gav nogle store udfordringer til logisk tankegang og meget koncentreret teamarbejde. De afsluttende øvelser foregik onsdag formiddagen, og resultatet blev præsenteret i forbindelse med afslutningen af Idrætsskolen. Her foregik de traditionelle stafetlege mm. hvor forældrene havde mulighed for at heppe samt opleve den utrolige gejst, der stadigvæk var at finde hos alle både børnene og de unge.
Idrætsskolen vil gerne rette en stor tak til dette års sponsorer. Sponsorater som har været medvirkende til, at deltagerne har fået nogle gode oplevelser, samt en idrætsskoletrøje til minde om tre dage og de venner, man fik under dette års Idrætsskole.
Tak til Super Brugsen Hornbæk samt Hornbæk Bageren. Der skal videre siges tak til DGI-Nordsjælland for det tætte samarbejde omkring afviklingen af Idrætsskolen. Yderligere skal alle de forældre, som hjalp til med de mange forskellige opgaver i løbet af de tre dage, ha’ en stor tak for deres engagement og involvering. Uden deres hjælp og støtte havde instruktører og holdleder ikke kunnet koncentrere sig 100 % om arbejdet med børnene og de unge.
Tak til Kim og hans makker for et fantastisk disko-show i svømmehallen. I lighed med de sidste mange år skal Birthe, Jette, Stig og Joe havde en tak for det gode samarbejde, hvor alt gik gnidningsfrit. Tak til Hornbæk Skole for lån af deres idrætsfaciliteter. Til sidst vil vi sige tak til at instruktører, gruppeledere samt hjælpere som har givet børnene mange udfordringer, venskaber samt tre gode spændende dage med masser af spændende aktiviteter.
På idrætsskolens vegne
Ole Raslow
Klik på nedenstående klubblad fra august 2011 og læs mere om Hornbæk idrætsskole på side 6.

Idrætsskole 2010
For 11. gang afholdt Hornbæk Idrætsforening idrætsskole i efterårsferien for børn og unge i alderen 7 – 15 år. Idrætsskolen blev igen i år en stor succes, hvor 100 børn og 15 instruktører, trænere samt ledere fik en rigtig god, spændende og som sædvanlig en meget anderledes idrætsoplevelse.
Der skal lyde en stor tak til alle, der på én eller anden måde var involveret i årets idrætsskole, dog skal der lyde en særlig stor tak til Ole Raslow og Kirsten Grønlund for deres tilrettelæggelse og afvikling af årets idrætsskole i Hornbæk.
Klik på nedenstående klubblad fra august 2010 hvor du også kan læse om årets idrætsskole på side 3.

Hornbæk Idrætsskole 2009
For 10. gang afholdt Hornbæk Idrætsforening idrætsskole i efterårsferien for børn og unge i alderen 7 – 15 år. Idrætsskolen blev atter i år en succes, hvor 110 børn og 15 instruktører, trænere samt ledere fik en rigtig god, spændende og som sædvanlig en meget anderledes idrætsoplevelse.Der skal lyde en stor tak til alle, der på én eller anden måde var involveret i årets ”jubilæums” idrætsskole, dog skal der lyde en særlig stor tak til Kirsten Grønlund og Ole Raslow for deres tilrettelæggelse og afvikling af årets idrætsskole.
Læs mere om Hornbæk Idrætsskole 2009 - klik på nedenstående klubblad og se på side 4, 6 og 7.

Hornbæk Idrætsskole 2008
Siden 2000 har Hornbæk Idrætsforening afholdt idrætsskole i efterårsferien. Dermed var det 9. gang der blev afholdt idrætsskole for børn i alderen 7 – 15 år i regi af HIF.
Se mere om idrætsskolen 2008 i nedenstående udgave af klubbladet for november 2008 på side 8, 9 og 10.

Hornbæk Idrætsskole 2007
For 8. gang afholdt Hornbæk Idrætsforening i efterårsferien idrætsskole for børn i alderen 7 – 15 år.
Idrætsskolen blev sædvanen tror atter en kæmpe succes, hvor over 100 børn og 15 instruktører, trænere samt ledere fik en rigtig god, spændende og noget anderledes idrætsoplevelse.
Der skal lyde en stor tak til alle, der på én eller anden måde var involveret i idrætsskolen, dog skal der lyde en særlig stor tak til Kirsten Grønlund og Ole Raslow for deres tilrettelæggelse og afvikling af årets idrætsskole samt tak til DGI Nordsjælland.
Se mere om idrætsskolen 2007 i nedenstående udgave af klubbladet for november 2007 på side 4 og 5.

