Nuværende Æresmedlemmer i Hornbæk Idrætsforening
  • Dan Lipczak - tidligere Hovedformand (Død juni 2014)
  • Ralf Nielsen - tidligere Hovedformand
  • Bent Bæk - tidligere Formand for Håndboldafdelingen ( Død august 2014 )   
  • Thomas Jørgensen - tidligere Formand for Fodboldens Venner
  • Henrik Vindahl Andersen - tidligere Næstformand i Hovedafdelingen
  • Henrik Behrend - tidligere PR ansvarlig i Hovedafdelingen
  • Peter Storminger - tidligere Hovedformand 
  • Henning Andersen - tidligere Formand for Fodboldafdelingen (Død maj 2014)
  • Elle Svendsen - tidligere ungsdomformand og bestyrelsesmedlem i Håndboldafdelingen
  • Randi Michaelsen - tidligere Hovedformand, tidligere formand for Håndbold og Tennis afdelingerne (Død den 31. marts 2018)
  • Flemming Vindahl Andersen - tidligere formand for fodboldafdelingen og bestyrelsesmedlem i Hornbæk Golfklub


    Det er alene Hovedbestyrelsen der kan udnævne æresmedlemmer, der gennem deres virke har gjort sig fortjent til denne udmærkelse.
    Et æresmedlem er livsvarigt medlem af foreningen og er kontingentfri i alle afdelinger under Hornbæk Idrætsforening.

    Ovennævnte er i henhold til § 2 stk. c i Hornbæk Idrætsforenings vedtægter - se nærmere her

Flemming Vindahl Andersen nyt Æresmedlem i Hornbæk Idrætsforening

Hornbæk Idrætsforening har her til aften i forbindelse med 1. holdets hjemmekamp i fodbold udnævnt Flemming Vindahl Andersen som Æresmedlem i Hornbæk Idrætsforening.
Nedenfor kan du læse talen i forbindelse med udnævnelsen af Flemming.

Personen som i dag bliver udnævnt til nyt Æresmedlem i Hornbæk Idrætsforening har gennem mere end en menneskealder været medlem af Hornbæk Idrætsforening.
Allerede som 17-årig blev han valgt som sekretær i 1957 for fodboldafdelingen. Og netop fodboldafdelingen har spillet en stor rolle i hans virke på såvel leder- som spillerplan. Således har vedkommende spillet over 250 kampe på Hornbæk IF’s førstehold, og allerede i 1964 blev han valgt til formand for fodboldafdelingen som afløser af navnkundige Carl Bødker Nielsen, der på vej til topposten som formand for DBU blev valgt til formand for SBU. En post han bestred helt frem til 1984 kun afbrudt af en periode, hvor husbyggeri på Rødtjørnevej beslaglagde fritiden. Det var samtidig en periode, hvor fodboldafdelingen gennemgik en kolossal udvikling. Således voksede ungdomsafdelingen støt samtidig med at seniorfodbolden havde succes. Således var førsteholdet i 70’erne tæt på oprykning på serie 1, som dengang var styrkemæssigt på niveau med nutidens Sjællandsserie og DS. Det var også en periode med udvidelse og renovering af banerne på Bøghsvej samt indvielse af det nye klubhus samme sted. Foruden posterne som formand og ungdomsformand har han også været ungdomstræner i en årrække ligesom han var med i ledergruppen omkring de legendariske USA-udvekslinger i 80’erne. Og i forbindelse med HIF’s 75 års jubilæum i 1983 fik han SBU’s sølvnål.
I de senere år har golf fyldt en del i den tidligere værkfører og elektrikers fritidsliv. Og således har han også her bidraget med sit lederskab, idet han i en årrække var medlem af bestyrelsen og ungdomsudvalget. Og siden 2007 har han helliget sig arbejdet med nybegyndere i Golfklubben. Et virke, der sluttede så sent som forrige år.
Han er fortsat aktiv på golfbanen og badmintonbanen. Og således har han spillet badminton i ikke færre end 65 år!!!
Det er derfor en overordentlig stor glæde for mig og alle i HIF, at vi i dag – her på Hornbæk Idrætsanlæg og af fodboldfolket også kaldet Pedella Park - udnævner Flemming Vindahl Andersen som ÆRESMEDLEM af Hornbæk Idrætsforening, en udnævnelse du så absolut har fortjent, for alt det du har gjort for og skabt i Hornbæk Idrætsforening – Til lykke med det, og jeg vil ønske dig og Sussi alt godt fremover.
Endnu engang hjertelig til lykke og husk det forpligtiger at være Æresmedlem i en forening som vores, men det er jeg helt sikker på at du også kan leve op til.

Hovedformand Peter Poulsen & Næstformand Michael Sørensen
4. maj 2018

Flemming Vindahl Andersen



Randi Michaelsen nyt Æresmedlem i Hornbæk Idrætsforening
Det var mig en stor glæde på foreningsdagen den 21. april 2012 at kunne udnævne Randi Michaelsen som nyt Æresmedlem i Hornbæk Idrætsforening – i øvrigt nummer 10 i rækken af nulevende Æresmedlemmer.

I midten af 60’erne flyttede hun og familien til Hornbæk, og ret hurtigt blev hun en vigtig del af det talentfulde håndboldhold, der i en årrække opnåede mange bemærkelsesværdige resultater. Og under inspiration af koryfæer som Bent Bæk, Niels Svan Olsen og Hans Henriksen blev hun allerede som 17-årig indvalgt i håndboldbestyrelsen. I 1986 blev hun valgt til formand for håndboldafdelingen. En post hun bestred i 6 år frem til den 1. marts 1987, hvor hun in absentia – på grund af influenza - blev valgt til Hornbæk Idrætsforenings 2. kvindelige Hovedformand.

Det blev til to spændende og hæsblæsende år med indvielse af hallen i slutningen af 1988 som et af de helt store højdepunkter i vores forenings nu over 100 årige historie.

I 2009 var det så tennisafdelingen, der i de følgende år skulle nyde godt af hendes indsats, da hun indvilligede i at træde til, da afdelingens formand trådte tilbage. Og først her for nylig overlod hun formands-tøjlerne til andre kræfter.

Værd at nævne er også hendes mangeårige virke som HIF’s repræsentant i Havnefestkomitéen og Halfonden. Dertil kommer en frivillig indsats i en lang række funktioner som er kommet Hornbæk IF til gavn i en lang årrække. Og senest har hun været en vigtig tovholder i foreningsdagen som vi afholdte sidste weekend, samt vores deltagelse i DM i foreningsudvikling. Og allerede den 11.- 12. maj kan vi opleve hende i årets Hornbæk Revy, hvor hun ikke bare er skuespiller, men også samler trådene. Hun medvirkede i øvrigt også i HIF’s jubilæums-revy tilbage i 2008.

Og at der er tale om en super aktiv kvinde ud over det sædvanlige, vidner en lang række af hendes andre frivillige gøremål i vores by om. Jeg behøver blot at nævne rollen Natteravn, medlem af Menighedsrådet og meget andet.

At hun så tilmed altid er imødekommende og positiv gør, at hun altid har været vellidt overalt, og i de mange år, jeg har arbejdet sammen med hende i forskellige sammenhæng i idrætsforeningen har det altid været en stor fornøjelse.

 

Endnu engang Til Lykke til Randi som nyt Æresmedlem af Hornbæk Idrætsforening.

Peter P.
Hovedrformand


             Æresmedlemmerne af Hornbæk Idrætsforening ved Foreningensdagen lørdag den 21. april 2012
Print | Tillbage | Top

Senest opdateret 7. maj 2018