HORNBÆK PETANQUE
28. ordinære generalforsamling
Lørdag den 16. marts 2019

Formandens beretning


Kære medlemmer

Så er vi samlet her igen til endnu en generalforsamling i Hornbæk Petanque.

Vi var kun lige begyndt sæsonen, da klubbens 1. hold fik tildelt en velfortjent cadeau ved Hovedgeneralforsamlingen i Hornbæk Idrætsforening, holdet fik nemlig overrakt Idræts- og Kulturprisen, som er en pris, der hvert år bliver uddelt til en person eller en gruppe af personer, der har gjort et særligt stort arbejde for idræts eller kulturlivet i HIF.

Peter Poulsen opfordrer hvert år underafdelingerne til at komme med forslag til kandidater, hvorefter Forretningsudvalget så bagefter tager den endelige beslutning, om hvem der skal have årets pris.

Jeg læste idrætsforeningens vilkår igennem og gik straks derefter i gang med at formulere en mail, hvori jeg argumenterede for, at klubbens 1. hold kunne være et godt bud til prisen, eftersom ingen andre sportsgrene under HIF kunne bryste sig af at være rykket op til 1. division.

Det forslag faldt tilsyneladende i så god jord, at Forretningsudvalget valgte, at holdet og Hornbæk Petanque skulle have prisen.

Der var blot lige en lille detalje. Jeg måtte ikke sige noget til nogen, da det skulle være en hemmelighed.

Det var svært, for hvordan får man 12 mennesker til at møde op til Hovedgeneralforsamlingen uden et hint, om hvorfor det.

Jeg ventede med at informere holdet til dagen før, da vi var samlet til 1. runde i SLT i Tappernøje. Desværre havde alt for mange af spillerne lagt andre planer for søndagen, så det var kun Lars Leo, Erik og mig selv, der var til stede ved prisoverrækkelsen.


DPF og SLT

Hornbæk Petanque var i 2018 repræsenteret med tre hold ved SLT. Et hold i 1. division, et hold i DK-serien og et hold i Regionalrækken. 31 spillere havde tegnet licens, og klubben købte desuden også en frilicens, som blev benyttet af forskellige reservespillere under alle fire spillerunder.

Alle resultater bliver løbende lagt på Petanque Portalen, så alle kan følge med. Som regel bliver det først rigtig spændende, når vi når til den sidste runde. Det blev det i særdeleshed i sidste sæson.

Klubbens 1. hold lagde ud med en meget flot 3. plads i 1. runde. Men til trods for holdets mange gode intentioner var det ikke i stand til at bevare placeringen, og efter tredje runde på Nordfalsters svære baner var holdet nu rykket så meget ned, at det lå på en faretruende nedrykningsplads. Holdet formåede heller ikke at rejse sig ved de afsluttende og afgørende kampe i Hedebo, men takket været nogle af vores modstandere og deres indbyrdes resultater, overlevede det kun lige med nød og næppe. Tak skæbne og gudskelov for det!

Klubbens hold i DK-serien var med ny holdleder og en del nye spillere, der for nogles vedkommende ikke havde erfaring med kampe på lidt højere niveau. Holdet endte på en 6. plads i puljen, men der var samlet set ikke den store forskel i holdets point i forhold til puljevinderens. Der var derimod et betydeligt større spring ned til de to nedrykningshold.

Regionalholdet var som sådan ikke et nyt hold, men holdlederen var. Grethe havde accepteret at overtage holdet, og hun gjorde alt, hvad der var muligt for at skabe et godt hold, men hendes spillere var desværre ikke lige loyale, så hun måtte gang på gang benytte frilicensen for at kunne stille hold. Det betød nogle gange, at frustrationerne stod i kø indtil løsningen lige så stille faldt på plads. Holdet endte på en flot 2. plads ved sidste spillerunde, et resultat der gav plads til en ekstra chance for at rykke op ved det sidste og endelige oprykningsspil i Roskilde. Holdet bestod, for den chance ville man ikke passere.

Det har altid været sådan, at man skal have en licens for at kunne spille turneringer under DPF herunder selvfølgelig også DM. Det skal man stadig, men nu er det blevet gratis for den enkelte spiller at få den. Forslaget, der har været undervejs i et par år, blev vedtaget på DPF’s Repræsentantskabsmøde i november sidste år. Formålet med dette er i direkte konkurrence med DGI at sidestille alle petanquespillere, ligesom DPF også har den klare forventning, at flere ønsker at deltage i SLT, til trods for man på forhånd ved, at man ikke kan være med hver gang. Jeg sagde lige før, at det er gratis, men det er det så alligevel ikke, for klubberne skal fremover betale et langt større holdgebyr helt afhængig af, hvor mange spillere der er på et hold i de enkelte rækker. Eliten og divisionerne spiller med ni spillere plus reserver, og fra i år skal der kun være syv spillere på DK-serie hold, hold i regionalrækkerne fortsætter uændret med syv spillere.

Hornbæk veteraner dvs. Toms Søndagsklub deltog i Dansk Veteran Cup. Turneringen var sidste år blevet ændret, således at holdene i puljen kun spillede mod hinanden en enkelt gang, enten ude eller hjemme. Der var denne gang mange stærke nordsjællandske hold i puljen, så resultatmæssigt blev det kun til en sejr til Hornbæk.


DGI

Hornbæk deltager hvert år med fem hold i DGI’s regionsturnering, fordelt med tre 6-mands hold og to 4-mands hold. Fire hold er placeret i bedste række A, og et hold spiller i række B.

Helt som traditionen byder sig, så var Hornbæk også denne gang repræsenteret med et hold ved DGI’s Landsmesterskab. Det var Ingrid og hendes 4-mands hold, der efter overbevisende at have vundet regionsturneringen i Ferslev Skibby, fik æren af at repræsentere Nordsjælland ved LM i Lem. Her spillede holdet sig til en flot bronzemedalje.

Klubbens bedste 6-mands hold med Rasmus og drengene i spidsen, spillede sig ligeledes til toppen af regionsturneringen ved at vinde deres pulje med otte sejre i otte kampe. Det er flot! Hornbæk havde fået værtskabet og lagde baner til finalespillene, der stod mellem Gribskov, Helsingør, Lynge og Hornbæk. Hornbæks hold endte desværre på en noget skuffende 2. plads efter at have misset blot en enkelt men vigtig delkamp. Det var Lyngeholdet, der vandt.


Vinterturnering

Hornbæk har deltaget med to hold i vinterturneringen ”Klør 5”, som er en indendørsturnering, der spilles over fire forløb med fem spillere på holdet og seks hold i en pulje. Der spilles i hver runde en triple og en double. Alle hold spiller mod alle hver gang.

Turneringen er ”opfundet” af Jørgen Slot, og er i dag blevet en del af DPF’s vintertilbud til spillere øst for Storebælt.

Fordelen ved denne turnering er først og fremmest, at man spiller indendørs i en opvarmet petanquehal i Københavnsområdet, men den største fordel er nok, at alle kampe spilles på tid. Hver kamp varer præcis 50 minutter. Starttidspunktet er kl. 10.30 og alle ved, at kl. 16 er det hele afsluttet.


Interne turneringer og arrangementer

Seniorpetanque onsdag formiddag fortsætter med at være en spiller magnet for klubbens ældre medlemmer, der bare ønsker at spille hyggepetanque en gang om ugen. Deltagerantallet i den gennemgående turnering, der spilles fra start april til slut oktober, var det største i mange år, eftersom der samlet deltog 52 spillere.

Årets senior vindere blev hyldet ved evalueringsmødet i klubhuset med uddeling af præmier til sejrherren Bubandt, nr. 2 blev Jesper Haase og nr. 3 Else.

Selv i vinterhalvåret er der mange seniorspillere, der trodser vejr og vind og møder op til kampe og social hygge hver onsdag formiddag. Det er sejt!

Rødvinsturneringerne om lørdagen er også meget populære, her er deltagerantallet knap så højt, men med et gennemsnit på 24 spillere per turnering og med et samlet deltagerantal på 46 vil jeg mene, at det i høj grad er en turneringsform, der er attraktiv for klubbens medlemmer.

Rasmus blev en suveræn All-over vinder med en samlet score på 35 point. Det er der aldrig nogen før ham, der har præsteret. Og så deltog han for øvrigt ikke i dem alle.

Klubmesterskaberne har ikke helt den samme tiltrækningskraft, og så alligevel ligger deltagerantallet på et nogenlunde konstant niveau i de forskellige mesterskaber dog med undtagelse af mix-doublen. Hertil var interessen for at deltage desværre for nedadgående. Det har så fået den konsekvens, at vi har sat mix-doublen på hold, i hvert fald indtil videre.

De øvrige mesterskaber havde i 2018 følgende deltagerantal:

Single: 25 spillere
Double: 12 hold dvs. 24 spillere
Triple: 10 hold dvs. 30 spillere

Vindere af single blev:
1. Rasmus
2. Morten
3. Mads

Vindere af double blev:
1. Mads og Morten
2. Daniel og Rasmus
3. Brødrene Serup, Henning og Niels

Vindere af triple blev:
1. Else, Grethe og Morten
2. Henning J, Jens-Åge og Peter
3. Mads, Morten og Rasmus

Stort tillykke til alle vinderne - og bid så mærke i, at guld- og sølv i triple ikke blev vundet af nogle af ”drengene”.


Åbne turneringer


Den første turnering jeg vil nævne, er Nordkyst Cup. Den bliver altid spillet ca. to uger før SLT går i gang og bruges primært som en testturnering for de nordsjællandske klubbers 1. hold. Hornbæk havde igen værtskabet, men på grund af den meget lange og ekstrem våde vinter, var vores baner absolut ikke anvendelige. Vi flyttede så i stedet turneringen indendørs til hallen i Gilleleje.

Vinder af Nordkyst Cup blev Hornbæks 1. hold efterfulgt af Lynge på 2. pladsen. Begge hold spillede sidste år i 1. division. Hornbæks 2. hold i DK-serien kom med som erstatning for det tidligere Tributor hold, det fik en fornem 3. plads foran Gribskovs 2. divisions hold.

Strandpetanque blev afviklet på ”lillestranden” i det mest fantastiske sommervejr. 14 hold á 6 spillere deltog i turneringen heriblandt to hold fra Helsingborg og et enkelt hold fra en lille lokal petanqueklub i Helsingør.

Vindere blev:
1. ”Bjørnebanden” fra Hornbæk
2. ”De sex blå” fra HPK2003
3. “The Bitch Boys” fra Hornbæk

Hornbæk Open, som er klubbens største turnering, havde sidste år deltagelse af 44 hold fra 17 forskellige klubber. Hornbæk var repræsenteret med 12 hold.

Vindere blev:
Kenneth og Peter, Hvidovre/Gribskov

Bedste Hornbæk hold blev Mads og Rasmus, de vandt meget overbevisende B cuppen.

Kommunemesterskabet blev for anden gang afviklet på Hornbæks baner denne gang med deltagelse af 13 hold, de kom fra klubberne Brohuset i Helsingør, HPK2003 og så selvfølgelig Hornbæk.

Vindere blev (alle fra Hornbæk):
1. Jonatan og Morten
2. Else og Jesper
3. Joe og Peter


DIF og DGI’s Foreningspulje

Sidste år blev der åbent op for en helt ny mulighed for at søge om støtte og tilskud til aktivitetsprojekter rundt om i landets mange idrætsforeninger.

DIF og DGI havde nemlig indgået et samarbejde omkring en fælles vision, der hedder ”Bevæg dig for livet”, og som går ud på at få flere danskere til at dyrke idræt i en forening.

Formålet med DIF og DGI’s Foreningspulje er at støtte og hjælpe foreningerne med målrettede udviklingsprojekter, hvor bl.a. indkøb af idrætsmaterialer eksisterer som en af de mange muligheder.

Hornbæk Petanque ansøgte om midler til indkøb af 15 sæt godkendte petanquekugler, som skulle bruges i forbindelse med et idrætsprojekt for elever fra Hornbæk Skole. Klubbens ansøgning blev godkendt, og vi fik bevilget et beløb på 9800 kr.


Skolernes motionsdag

Alle folkeskoler rundt om i landet afholder en idræts/ motionsdag hvert år i uge 41 på den sidste skoledag før efterårsferien.

Hornbæk Petanque var en af HIF’s fem underafdelinger, der deltog i motionsdagen, hvor vi havde hyret elitespilleren Daniel Presuti til at introducere sporten til skolens 6.-8. klasses elever.

Vi havde fået oplyst, at ca. 70 elever ville deltage i løbet af dagen. Der kom dog knap så mange, men de der mødte op, fik helt sikkert en fornøjelig dag med mange udfordringer og gode oplevelser.

Selvom mange af eleverne syntes, det var sjovt at spille petanque, så havde vi desværre ikke held med at rekruttere nogle af de unge mennesker til sporten. Et års gratis medlemskab var alligevel ikke så attraktivt.

Hornbæk Petanque regner med at være med igen til efteråret.


Baneanlægget

Mads og hans mange hjælpere sørger for, at vores baner altid er præsentable og i tiptop stand. Det sætter vi stor pris på, så mange tak for det.

Klubben råder nu over baner med tre forskellige typer underlag, idet der sidste år blev lagt sort stenmel på fem af de nye baner samt en ny bande, der adskiller de to banetyper.

For at lette arbejdet med at vedligeholde banerne og holde dem fri for ukrudt har klubben investeret i en gårdharve, der let kan kobles til vores havetraktor. Harven er i stand til at bortskære ukrudt og rive banerne i samme arbejdsgang.

Helsingør Kommune afslog sidste år at give os materialetilskud, så harven har vi selv betalt for.


Bestyrelsen

Bestyrelsen har siden sidste ordinære generalforsamling været samlet fem gange for at tilrettelægge og evaluere sæsonens mange arrangementer, men vi har også brugt tid på at brainstorme omkring nye ideer og projekter i fremtiden, herunder tænkelige muligheder for faciliteter til indendørs petanque.

Gitte har som den eneste ønsket at forlade bestyrelsen, som hun har været en del af siden 2006. Gitte er desværre ikke til stede i dag, da hun er på ferie, men vi fik da sagt pænt farvel til hende ved sidste bestyrelsesmøde, hvor hun også blev takket for sin indsats.


Dødsfald

I den forgangne sæson har vi desværre også måttet sige farvel til to dejlige mennesker. Arne Boel havde trods sin sygdom glædet sig til at blive en del af Hornbæk Petanque, men den glæde blev sørgeligt nok alt for kort for både ham og os, idet han gik bort efter blot fem måneders medlemskab.

Den anden person, vi har mistet, er Bob Emmonds. Bob elskede at spille petanque, og var der ikke andre på banerne, så trænede Bob også gerne alene for at optimere sit spil. Bob var et utrolig vellidt medlem af klubben og en altid behagelig makker at spille med. Bob har i årenes løb vundet indtil flere klubmesterskaber, og i 2008 blev han hædret med prisen som Årets Spiller.

Arne og Bob vil blive savnet. Æret være deres minde.


Afslutning

Jeg er ved at nå til vejs ende og vil som altid slutte min beretning med at takke alle medlemmer for deres vedholdende engagement på banerne og i klubben og især takke alle jer, der altid stiller sig til rådighed, uanset hvilke store eller små arbejdsopgaver det drejer sig om. Klubben ville aldrig være den samme uden jeres værdifulde hjælp.

Lars Leo, som er klubbens største sponsor, skal have stor tak for at stille sine dyre maskiner til rådighed, hver gang behovet er der. Lars Leo skal også have en ekstraordinær stor tak for den flotte donation af 25 sæt professionelle petanquekugler til klubben i forbindelse med skolernes motionsdag.

Jeg vil yderligere takke:

Alle holdlederne, der hver gang gør deres bedste for at sætte det mest optimale hold.

Jørgen, der har været træner for DK-serieholdet og regionalholdet.

Festudvalget, der igen igen leverede en sjov og uforglemmelig fest.

Tak til min bestyrelse for et godt og til tider også underholdende samarbejde. Tak til Hornbæk Idrætsforening med Peter Poulsen i spidsen for god sparring, - tak til Stig, der altid er til at få fat i og tak til Susanne Holst i klubhuset.

Til allersidst vil jeg blot nævne, at Hornbæk Petanque i 2018 havde registreret 85 medlemmer, det er 2 medlemmer mere i forhold til året før.

Det var ordene, tak skal I have.


Kirsten Madsen
Formand

Print | Tilbage | Top

Sidst opdateret 16. marts 2019