26. november 2017
"ALL-OVER" mester
Rasmus blev en suveræn vinder af årets ti rødvinsturneringer med sammenlagt 27 point. Stort tillykke til Rasmus.
Kirsten

Her får Rasmus overrakt præmien af Irene, mens den råkolde tåge er på vej ind over banerne efter en meget flot solskinsdag
1. november 2017
Afslutningsmøde den 25. oktober for 31 fremmødte seniorpetanquespillere
Dagen startede med, at 21 spillere spillede 3 kamp omgange. Vejret var ikke med os, regn og blæst. Derefter gik vi i samlet trop op i klubhuset for at holde evalueringsmøde med spillere og trænere for sæsonen 2017.
Vi havde alle medbragt mad. Stemningen var god og der blev drøftet ivrigt især efter lidt eau-de-vie.
Sæsonvinder blev følgende: 1. Niels Serup, 2. Jannie Sørensen og 3. Janne Bubandt. De blev hver belønnet med henholdsvis guld, sølv og bronze.
Irene fik overrakt blomster og gavekort til Ilse.
Der blev givet chokolade til ”stedfortræderne”, Lis Frederiksen og Janne Bubandt.
Vi håber alle, at sæson 2018 bliver lige så god som 2017.
Vi starter onsdag den 4. april 2018.
God vinter
Irene
|
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
1. oktober 2017
Hornbæk lagde baner til Kommunemesterskabet
Kommunemesterskabet blev spillet i går i flot efterårsvejr med deltagelse af 17 hold, der repræsenterede klubberne Espergærde, Helsingør og Hornbæk.
På grund af det oprindelige deltagerantal på 18 hold havde jeg fravalgt at bruge pulje/cup systemet, og havde så i stedet taget den beslutning at afprøve Schweizer systemet. Jeg er bestemt ikke vild med den turneringsform, men jeg synes egentlig, det kørte over al forventning, og ikke mindst fordi alle hold skulle spille seks kampe, før vinderne kunne kåres.
Ud over præmier og medaljer til de tre første hold, fik flere hold et par flasker vin med hjem helt afhængig af antal af kampsejre og score.
Resultaterne af Kommunemesterskabet finder du her
Stort tillykke til samtlige vindere, og stor tak til Sisse for hendes vidunderlige æblekage.
Billeder finder du i undermenuen
Kirsten
18. september 2017
BREAKING NEWS - HORNBÆK FIK GULD OG RYKKER OP I 1. DIVISION
| AL Bank Sommerlandsturneringen fandt sin afslutning i går. Hornbæks 1. hold opnåede allerede ved turneringens 1. runde i april at spille sig til maksimum point, hvilket den gang gav holdet en delt 1. plads i 2. divisions puljen. Holdet har gudskelov som det eneste været i stand til at bevare den eftertragtede topplacering hele vejen igennem turneringen. I weekenden skulle så sidste runde spilles og allerede efter lørdagens tre kampe, vidste vi, at oprykningen var sikret, uanset hvilke resultater vi måtte få i søndagens to tilbageværende kampe. Det var en dejlig rar følelse at kunne spille med, hvilket også gav holdleder Rasmus mulighed for at ”lege” lidt med nogle andre konstellationer end de sædvanlige. Regionalholdet, under ledelse af Steffen, gjorde det så godt i lørdagens tre kampe, at en puljesejr kom inden for rækkevidde. Det endelige resultat var dog betinget af søndagens to resterende kampe, og holdets spillere havde heldigvis is nok i maven til at gå hele vejen. Holdet blev så sandelig puljevindere og dermed også oprykkere til Danmarksserien. En så stor præstation af Hornbæks petanquespillere er aldrig set tidligere. Det er STORT! Kirsten |
![]() Regionalholdet i "søndagsudgaven" |

1. holdets "gyldne" vinderpokal
10. september 2017
Ingrids kvartethold fik i dag en flot bronzemedalje i DGIs regionsturnering i Huseby
Stort tillykke til holdet
Kirsten
Billeder finder du i undermenuen
31. august 2017
DGI HOLD 3 - TRIBUTOR, DE SEJRENDE, BLEV BESEJRET
Igår onsdag skulle vi møde Tributor i sæsonens sidste kamp. I de foregående kampe har de kunnet trække sig ud som sejrherrer, som oftest kun med et enkelt point mere end os. Så budskabet til holdet var, at vi skulle slutte sæsonen af med maner og denne gang skulle det vist være vores tur til at vinde.
Man må sige, at det budskab gik rent ind og blev taget meget bogstaveligt.
Vi har snakket meget om, hvor vigtigt det er at vinde ihvertfald en af triplerne, så man ikke bliver sat for meget bagud fra starten, Det er gået rigtig godt i de seneste matcher, således også igår, hvor vi kunne notere en sejr til os i begge tripler. Else, Janne og min triple var rigtig sjov, især til sidst, hvor vi førte 8-5 og så lavede 5 points på en gang. Det var en god fornemmelse at runde en kamp af på den måde. Det gik ligeså fint i doublerne, som vi vandt to af, og så lå vi jo ret så komfortabelt med en føring på 6-1, inden vi skulle igang med singlerne. Det blev til 4 vundne kampe dermed en sejr til os på 10-3.
Efter en tiltrængt tankning af kaffe og Ingeborgs fine kage, som selv en bager ikke kunne have gjort bedre, kunne vi lukke og slukke kl 20.45 efter en herlig afslutning på en god sæson
En stor tak til Else, Grethe, Janne, Aksel og Erling for jeres entusiasme, dedikation og gode humør, uden jer kunne det slet ikke have ladet sig gøre.
Steffen
27. august 2017
BREAKING NEWS - Hornbæks sekstete hold med Rasmus i spidsen har i dag vundet DGI's regionsmesterskab
Holdet skal den 23. og 24. september repræsentere Nordsjælland ved Landsmesterskaberne i SdU petanque.
Stort stort tillykke til holdet.
Lynge blev nr. 2, Gribskov nr. 3 og Helsingør nr. 4
Kirsten

Glade vindere: Jonatan, Lars Leo, Joe, Morten, Mads og Rasmus
21. august 2017
BREAKING NEWS - DGI har valgt Hornbæk som værtsklub for Landsmesterskaberne i kvartet 2018. LM spilles 6.-7. oktober 2018
Vi glæder os
Kirsten
21. august 2017
Hornbæk fortsætter med at have succes i DPF's Sommerlandsturnering
I lørdags var 2. divisionsholdet i Læborg i Sønderjylland, hvor 3. runde af Sommerlandsturneringen skulle spilles. Holdleder Rasmus havde en forventning om, at vi skulle have mindst 4 point med hjem, men sådan gik ikke helt. Det gik derimod meget bedre, vi opnåede af få alle dagens 6 point med hjem. Hornbæk vandt første kamp mod værterne Læborg 7-1, dernæst 5-3 over Føvling og til sidst 7-1 over Hvirring.
Ingen af kampene var så nemme, at vi bare skøjtede igennem. Der var kamp til stregen i rigtig mange af dem med resultater, der endte på 13-12 eller 13-11. Det kunne lige så godt være gået den anden vej, men Hornbæks spillere er efterhånden blevet så gode til at holde fokus og bevare troen på sejr, at det også denne gang lykkedes.
Hornbæk fortsætter med at føre puljen, og fastholder vi vores spil ved turneringens sidste runde i september, er en oprykning til 1. division inden for rækkevidde.
Regionalholdet spillede i Hedebo og klarede sig også fint. Det blev til en uafgjort kamp mod bornholmerne Viking og til en sejr på 4-2 over FIF. Regionalholdet ligger pt. på en 3. plads i puljen, men med en kamp mindre end de to førende hold.
Kirsten
15. august 2017
DGI HOLD 3 – SØNDERBY SØNDERSKUDT
I går (14. august) skulle vi møde Sønderby. Hvis Hornbæk med rette kan kalde stranden for Danmarks smukkeste petanquebane, må Sønderby så klart komme ind på andenpladsen med deres fine baner beliggende omkranset af det romantiske gadekær. Med den orange solnedgang som baggrund var det en udsøgt fornøjelse at spille igår.
Vi lagde ud med triplerne, som vi vandt. Så blev det doublernes tur, og vi fortsatte de gode takter og snuppede dem alle tre, og så var den kamp for så vidt forbi, idet vi på det tidspunkt førte 7-0. Men selvfølgelig spillede vi også singlerne, og det rettede lidt op på slutresultatet, idet Sønderby vandt de 4, således at vi, efter beværtning med kaffe, hjemmegjorte cup-cakes og hyggeligt selskab, kunne sætte kursen mod Hornbæk med en sejr på 9-4 i kufferten.
Det blev en herlig petanqueaften for undertegnede og det gæve og motiverede hold, Grethe, Janne, Else, Erling og Aksel, en stor tak til jer for jeres entusiasme.
Næste og sidste kamp bliver mod Tributor på hjemmebane, en kamp som efter ønske fra Tributor er blevet flyttet fra den 23. august til den 30. august, kampstart kl. 19.00
Steffen
7. august 2017
Super flot petanquespil ved Hornbæk Open
Voldsom og heftig regn i dagene op til Hornbæk Open havde gjort banerne ualmindelig tunge at spille på. Lørdag morgen lå enkelte baner stadig under så meget vand, at de ikke kunne benyttes.
Det småregnede, da spillerne ankom om morgenen, men det holdt heldigvis tørt fra det øjeblik turneringen startede og stort set resten af dagen. Solen så vi bestemt også i lange perioder. Vinden, derimod, var til tider strid især på de gamle baner.
Det var en meget blandet skare af petanquespillere, der havde tilmeldt sig turneringen, 40 hold som udgjorde spillere fra i alt 13 klubber. Hornbæk var naturligt nok repræsenteret med flest hold, men flere elitespillere og ikke mindst et enkelt svensk hold gjorde deres til, at mange af kampene fik så meget ekstra kant, at turneringens spillemæssige niveau blev højnet betydeligt. Meget mere end vi ellers er vant til at se på vores baner.
Der blev spillet meget præcist og et taktisk flot petanquespil i semifinalekampene, især i A-cuppen, hvor fire hold spillede om 1. pladsen. Det var Kenneth og Peter, Jens og Michael, Dennis og Jimmy og vores egne Mads og Rasmus. De tre førstnævnte hold havde alle tidligere vundet Hornbæk Open, og selvfølgelig var de alle tændte på at få endnu en sejr.
Finalekampen mellem Jens og Michael og Dennis og Jimmy blev en kæmpemæssig oplevelse at overvære og en flot flot opvisning i, hvordan petanque kan spilles, når man mestrer kunsten i både indlæg og skud. Efter mere end en times spil vandt Jens og Michael kampen 13-11.
Det er ikke første gang, at Jens og Michael vinder Hornbæk Open, det gjorde de også i 2009, hvor de deltog for første gang. Siden da har de stort set deltaget hvert eneste år bortset fra årene 2011 og 2014. Gode placeringer opnåede de også i 2012 og i 2016.
Hornbæk fik kun et hold med i A-cuppen, det var Mads og Rasmus, der desværre tabte semifinalen, men opnåede en flot 3. plads ved at vinde 13-5 over Kenneth og Peter.
Fire Hornbæk hold spillede sig til B-cuppen, her opnåede Henning og Peter en flot 3. plads.
Tre Hornbæk hold var med i C-cuppen, her blev Grethe og Morten bedst placeret, men fik ingen præmie med hjem.
Fire Hornbæk hold deltog i D-cuppen, her fik Else og Jesper den bedste placering, men heller ingen præmie til dem.
Stort tillykke til alle vinderne. Alle, der medvirker til at gøre Hornbæk Open til en hel særlig turnering, skal have stor tak. Det gælder først og fremmest spillerne. Derudover skal klubbens mange frivillige have en stor tak for alt det fantastiske arbejde, der blev udført inden og under selve turneringen. Uden jer ville det aldrig kunne lade sig gøre.
Turneringens resultater kan du finde her eller via link under menupunktet ”Hornbæk Open”, billeder af vinderne er også at finde der.
Kirsten
3. august 2017
DGI HOLD 3 - FINSNIT TIL FERSLEV
Efter en pause på ca. 1 måned skulle vi igår spille den første af sæsonens sidste 3 kampe og fik besøg af de glade og hyggelige spillere fra Ferslev. Eftermiddagens regn var stoppet, vejret var perfekt til aftenens udfoldelser, og banerne så, efter en omgang med riven, meget indbydende og flotte ud og var rigtig gode at spille på, i det mindste for os.
Vi deltes om triplerne, endda med de samme cifre 13-3 og gik videre med doublerne, som vi vandt alle tre. Så det så pænt ud, inden vi skulle igang med singlerne, 5-2 til os var et godt udgangspunkt. Vi nappede 4 singler, 3 af dem ret overbevisende med 13-0, 13-2 og 13-3, min egen måtte der kæmpes lidt mere for, efter at have været bagud 8-0 lykkedes det at hive en sejr hjem på 13-12, så slutresultatet blev 9-4 til Hornbæk.
Efter kampen blev der tid til en tiltrængt kop kaffe, garneret af Elses velsmagende kagekreation, som alle nød med stort velbehag. Kl. 22.15 kunne vi lukke og slukke efter en herlig petanque aften.
En stor tak til velspillende og entusiastiske Grethe, Else, Aksel, Morten Larsen og Erling, I var bare så gode.
Næste opgave bliver et besøg i landsbyen ved gadekæret, når vi den 14. august skal møde Sønderby.
Steffen
10. juli 2017
Hornbæk spiller vinder bronze ved DM i Høng
Robert er foruden at være medlem af Hornbæk Petanque også medlem af Gribskov Petanque med tilhørende licens. Robert var sammen med Rene tilmeldt doubleturneringen for veteraner, som blev spillet i går. De to skønne herrer gjorde det så godt, at de fik en bronze medalje med hjem.
Jeg ønsker dem begge stort tillykke.
Robert var også i ilden i fredags, hvor jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med ham i mix-double turneringen for veteraner. I det indledende puljespil spillede vi os til en pæn 2. plads. Vi var videre i turneringen, men den næste kamp, som var en indspilskamp til ottendedelsfinalerne, klarede vi desværre ikke. Ærgerligt ja, men sådan er det, DM er bare noget helt specielt!
Kirsten
8. juli 2017
Simonsens billeder fra Strandpetanque er lagt på hjemmesiden, du finder dem under "Strandpetanque".
4. juli 2017
DGI HOLD 3 – FERSLEV OG FREDERIKSSUND, FLERE FORTRÆFFELIGE FREMSKRIDT
Den 29. juni skulle vi møde Ferslev, som er en lille landsby beliggende ca 10 km fra Frederikssund. Et hyggeligt sted, domineret af en stor kirke, den uden tvivl overfor beliggende kro fik vi dog ikke øje på.. Anlægget består af 4 brede baner, som deles op, når der skal spilles double. Banerne er trillebaner og meget hårde, undtagen et par stykker, som ikke benyttes så ofte, de var til gengæld bløde med grus i midten. Det stillede krav til de af vore spillere, som ikke havde været der før.
Om det var årsagen til, at begge tripler blev vundet af Ferslev, skal jeg lade være usagt, men det satte os jo lettere bagud, før doublerne skulle spilles. Dem vandt vi 2 af, men var stadig bagud 2-5, så det var lidt op ad bakke, før singlerne skulle spilles. Vi delte pænt i porten, og Ferslev kunne notere en sejr på 8-5. Efter en beværtning og forplejning på fineste vis kunne vi sætte kursen mod Hornbæk, som vi ankom til kl 23.30.
Den 3. juli kunne vi næsten køre i vores egne hjulspor, da vi skulle samme vej for at møde vore gode venner og argeste fjender Frederikssund. Dem ville vi meget gerne vinde over. De steder, vi kommer, er det altid hyggeligt at spille mod de lokale hold, men mod Frederikssund er der måske en ganske særlig stemning, og vi spiller altid nogle drabelige indbyrdes kampe. Grundet gårsdagens regn måtte vi spille på nogle baner, som sjældent benyttes og som lige havde fået ny belægning i form af knust granit. Det betød, at kuglen ofte “strandede” i belægningen, hvis den ikke havde fået nok fart på. Spændende og udfordrende. Min egen single blev til gengæld spillet på en bane, hvor man kun kunne trille, det var lidt kedeligt, men så fik man da prøvet det.
Denne gang gik det bedre, vi delte triplerne og tog os pænt af 2 af doublerne. Grundet den forventede regn, som da også kom i stride strømme, da vi var færdige, spillede vi alle kampe ud i et, og vi kunne med glæde høste 4 af de 6 singler, således at resultatet blev 8-5 til os. Vi fik hjemmebag og en tiltrængt kop kaffe, inden vi kunne forlade Frederikssund og ankomme til Hornbæk 22.30.
Tak til mit gæve hold, I har gjort det så godt, Else, Grethe, Aksel, Erling, Bubandt (Ferslev) og Morten (Frederikssund)
Næste opgave bliver netop Ferslev, som vi får besøg af den 2. august kl 19.00
Steffen
2. juli 2017
Strandpetanque blev afviklet i blandet vejr med enkelte regndryp og til tider stærk blæst
Hornbæks ”lille strand” var i går lørdag kulisse for klubbens årlige event, strandpetanque, hvor 14 hold dystede om at vinde en af de mange hovedpræmier, som var på højkant i den noget anderledes form for petanque, hvor sandet meget ofte optræder som både med og modspiller.
Trods det noget kedelige vejr var alle sejl sat til for at gøre dagen så hyggelig som muligt med alskens former for medbragt mad samt diverse sunde og ”usunde” drikkevarer.
Mere end halvdelen af holdene var indlysende nok sammensat af spillere fra Hornbæk og nærmeste omegn. Det blev også et glædeligt gensyn, at vi for andet år i træk kunne sige velkommen til nogle svenske spillere og ikke at forglemme til to helt nye hold, hvoraf det ene kom fra Ældresagen i Gilleleje og det andet fra den københavnske storklub FIF.
Turneringen blev for første gang spillet på tid med plads til fælles frokostpause. Vi kunne derfor overrække præmier til de vindende hold, inden eftermiddagen var helt til ende.
Placeringer og billeder finder du i undermenuen
Kirsten
21. juni 2017
Knud, Peter og Stig fik i dag ved seniorpetanque overrakt et gavekort til Fiskehuset for deres store og frivillige arbejde med at udbygge og forlænge halvtaget ved vores "gamle" petanquebane.
Stor stor tak for jeres meget flotte arbejde.
På bestyrelsens vegne, Kirsten

21. juni 2017
Tætte og spændende kampe ved klubmesterskabet i single
I lørdags på en varm og solrig sommerdag var 20 motiverede spillere mødt op for at kæmpe om titlen som klubmester i single. For langt de fleste spilleres vedkommende blev det til i alt seks kampe, inden medaljetagerne og de øvrige vindere var fundet.
Efter puljespillene gik otte spillere videre, de var: Mads, Jørgen, Peter, Rasmus, Runa, Frank, Robert og Jeppe.
Kvartfinalekampene var nok de kampe, der tog længst tid. De var også de mest spændende at overvære som tilskuer, for det var tydeligt at se, at ingen af de ovennævnte spillere havde tænkt sig at tabe netop den vigtige kamp, der gav direkte adgang til finalespillene. Bortset fra i den ene af kampene, så var der i de tre andre tocifrede point til samtlige spillere, hvilket betød at udfaldet kunne blive hvad som helst. I sidste ende vil det imidlertid altid være den enkelte spillers ro og koncentration, der bliver den afgørende faktor. Og her trak Rasmus altså det længste strå.
Rasmus havde det svært i kvartfinalen, som han vandt på et hængende hår over Peter med cifrene 13-11. Det gik derimod bedre for ham i semifinalen, da han vandt 13-8 over Jørgen, og ikke mindst da han i selve finalekampen vandt stort over Jeppe med cifrene 13-3.
Stort tillykke til Rasmus, som vandt klubmesterskabet i single for fjerde gang.
Også stor tillykke til de øvrige vindere. Tak til alle for en god dag.
Kirsten
Billeder for dagen finder du i undermenuen. Billeder fra Simonsen er føjet til
16. juni 2017
DGI HOLD 3 - BADEBYEN MÅTTE BØJE SIG FOR VIKINGERNE
I onsdags tog vi imod Frederikssund, som stillede med et hold med mange kendte ansigter. Vejret var perfekt, en smuk sommeraften, og banerne var, trods den seneste tids megen regn og en omgang pleje med riven før matchen, hårde og lettere uberegnelige. Det kom der megen uforudsigelig petanque og mange øv’er ud af.
Vi lagde ud med triplerne, og med de 2 points, der gives for en vunden kamp blev vi sat lidt bagud, da Frederikssund løb af med sejren i begge kampe, iøvrigt med de samme cifre. Det gik noget bedre med doublerne, vi vandt to af dem, og så skulle vi bare vinde fem singler. Efter en pause med indtagelse af forfriskninger, suppleret på fineste vis af Grethes hjemmegjorte kage, gik vi i gang med singlerne. Vi delte pænt i porten, og det hele sluttede med en sejr til Frederikssund på 8-5.
Stor tak til de gæve spillere, Grethe, Bubandt, Erling, Aksel og Morten Larsen.
Næste opgave bliver den 29. juni, hvor vi skal en tur ud i sommerlandet til Ferslev.
Steffen
12. juni 2017
Hornbæk ligger nu på en suveræn 1. plads i SLT
Hornbæks baner dannede i lørdags rammen for den ene halvdel af 2. divisions puljen i sommerlandsturneringens 2. runde.
Det fine vejr og udfaldet af en for Hornbæk temmelig god lodtrækning om baner var bestemt medvirkende til, at Hornbæk fik to flotte sejre i de to første kampe på henholdsvis 6-2 og 7-1. Derimod gik det holdet knap så godt i den tredje og sidste kamp, hvor vi efter baneskift havde mere end svært ved at gøre os gældende. Kampen endte desværre med en gevaldig afklapsning til Hornbæk på 1-7. Det gjorde så meget ondt på holdleder Rasmus, at han fyrede hele holdet!
Men efterhånden som alle dagens øvrige kampresultater blev indberettet og dette til trods, så ender Hornbæk alligevel på en meget flot 1. plads af 2. divisions puljen. Mon ikke fyringen bliver trukket tilbage, men der er på den anden side heller ingen tvivl om, at der skal arbejdes hårdt i de næste to runder, hvis målet skal være en oprykning til 1. division.
Regionalholdet var i Slangerup og spillede blot to kampe. Det blev til en uafgjort og en vunden kamp. Regionalholdet ligger pt. på en 3. plads i puljen med fem spillede kampe.
Næste runde i SLT spilles den 19. august, hvor 2. divisions holdet skal på tur til Læborg i Sønderjylland og regional holdet til Hedebo.
Kirsten
28. maj 2017
Helsingør Open og Slangerup Open
Mads og Rasmus har i dag vundet Helsingør Open, en double turnering med 26 hold deriblandt en del svenske hold. Jeg ønsker jer et stort tillykke med sejren.
I går deltog Jørgen og jeg i Slangerup Open, vi fik en flot 2. plads kun overgået af Sidsel og Mikkel fra Lynge, der som de eneste vandt alle 5 kampe. Her deltog 21 hold, som kom fra flere forskellige sjællandske klubber.
Kirsten

Rasmus og Mads med præmier og vandrepokal (foto: Jørgen T)
28. maj 2017
KM i mix blev spillet på en flot og solrig Kr. Himmelfarts dag
Deltagerantallet i klubmesterskabet i mix-double var på denne helligdag knap så stort, som det plejer at være, idet kun ni hold havde tilmeldt sig. Så for at undgå at have mere end et oversidderhold spillede vi de fire indledende kampe i en stor pulje efter et på forhånd fastlagt skema. Der var kun en enkelt ukendt faktor, og det var de respektive holds spillernummer. Det blev afklaret ved lodtrækning lige før turneringens start.
Det var tydeligt, at alle hold gjorde deres absolut bedste for at vinde så mange af de indledende kampe som muligt. Der var dog kun et hold, der vandt alle fire kampe, og det var Jannie og Joe. De resterende tre hold, der skulle videre til medaljespillet, blev Suzette og Jesper, der havde samme score som Bubandt og Erling. Sidste hold, der kom med, var Janne og Jørgen.
Første semifinale stod mellem Jannie og Joe mod Janne og Jørgen. Det blev en utrolig spændende kamp at overvære. Resultatet kunne blive hvad som helst, for begge hold fulgtes pænt ad hele kampen igennem. Det blev dog Janne og Jørgen, der kunne lukke kampen med resultatet 13-11.
Den anden semifinale var mellem Suzette og Jesper mod Bubandt og Erling. Den kamp blev forholdsvis hurtigt afgjort med Suzette og Jesper som vindere med cifrene 13-7.
Kampen om guldet stod mellem Janne og Jørgen mod Suzette og Jesper, som for øvrigt er regerende kommunemestre. Suzette og Jesper kom egentlig aldrig rigtig i gang med deres spil i denne kamp, som Janne og Jørgen vandt overbevisende med cifrene 13-5. For Jannes vedkommende blev det tilmed hendes første store sejr som petanquespiller. Super godt gået!
Kampen om bronze medaljen tog lang tid, og den blev også dagens sidste kamp. Jannie og Joe vandt kampen 13-12, men det var på et absolut hængende hår, at de fik sejren hentet hjem over deres stærkt spillende modstandere Bubandt og Erling, som var ligeså forhippede på at vinde.
Førstepladsen i rødvinsturneringen gik overbevisende til Irene og Henning. Andenpladsen gik til Lis og Tage, der også fik to sejre men knap så høj score.
Tak for en dejlig dag og stort tillykke til alle vinderne.
Kirsten
Billeder finder du i undermenuen
19. maj 2017
DGI HOLD 3 - TÆT KAMP MELLEM TRIBUTOR OG HORNBÆK
I går torsdag skulle vi i sæsonens anden kamp møde Tributor på deres baner. De baner vi spillede på, var hårde som beton og det stillede meget specielle krav til hvordan kuglen skulle spilles.
Vi lagde ud med triplerne, som vi delte. 2 af doublerne gik til Tributor, i Else, Jannes og min gik det rigtig godt til at starte med, vi kom foran 7-3 på et fuldt hus, men så gik vi helt i stå og måtte se os slået 13-7. Ved pausen, hvor vi blev trakteret med kaffe og hjemmebagt kringle i fineste stil, var vi i samme udgangsposition som mod Sønderby: Bagud 3-4, 4 vundne singler var målet. Min single mod holdleder Else var henlagt til bane 6, og den var til gengæld så blød som spillede man strandpetanque. Det kunne Else ikke finde sig til rette med. Vores kampe plejer ellers at gå helt til stregen, men ikke denne gang. Jeg kunne heldigvis få “revanche” for de 2 tabte kampe til hende tidligere på aftenen og vandt 13-2. Holdet var bare så tæt på, og alle leverede en kæmpeflot indsats. De kampe vi tabte var med cifrene 11-13 og 12-13, så det vil jeg med god samvittighed betragte som en halv sejr.
Det endte med en sejr til Tributor på 7-6.
Det var godt gået af mit gæve team, Grethe, Else, feriebrune Janne, Aksel og Erling.
Næste opgave bliver den 14. juni kl. 19.00 mod Frederikssund på vores baner
Steffen
11. maj 2017
DGI HOLD 3 – SEJR TIL BADEBYEN OVER LANDSBYEN
Det var en kold og regnfuld aften. En passende beskrivelse til aftenen i går onsdag, da vi i sæsonens første kamp skulle møde holdet fra Sønderby. Efter en tur i A-rækken er de nu tilbage i den række vi spiller i, og gensynsglæden med de kendte ansigter var stor.
Lettere arret efter formiddagens petanque, godt hjulpet af dagens lette regn, var banerne lidt tunge og indimellem spillede de en et puds. Vi lagde ud med triplerne, som vi pænt delte. Doublerne faldt ud til Sønderbys fordel, de snuppede to ud af de tre, den ene dog med en snæver 13-12 sejr. Inden singlerne var opgaven klar: De førte med 4-3, og vi skulle vinde 4 af singlerne for at få sejren hjem. Mit gæve hold gik til opgaven med stor beslutsomhed og kampiver og det lykkedes os at vinde de nødvendige singler, således at vi kunne sende Sønderby på den lange tur hjem til gadekæret med et nederlag på 6-7 i bagagen. Forinden havde vi i pausen med stor fornøjelse nydt godt af Grethes fantasifulde hjemmebag, som bragte stor lykke blandt de våde og forfrosne spillere.
Stor tak for indsatsen til Else, Grethe, Erling, Aksel og Jesper S., endelig lykkedes det os at besejre Sønderby, som i vores tidligere møder altid har slået os noget så eftertrykkeligt.
Næste opgave bliver den 18. maj, hvor vi skal møde Tributor i Fredensborg.
Skal vi ikke nappe dem også?
Steffen
10. maj 2017
Samme triple konstellation sikrede sig klubmesterskabet for tredje gang
I lørdags på en sjælden varm og solrig forårsdag blev klubmesterskabet i triple spillet med blot otte deltagende hold. De fleste hold var gengangere fra sidste år, men nye hold havde heldigvis også fået mod på at deltage, ligesom enkelte hold havde skiftet en spiller ud.
Det gjaldt også for dagens vindere Mads, Morten og Rasmus. Morten var ikke med på holdet sidste år, da Mads og Rasmus vandt mesterskabet sammen med Bøtte. Ikke desto mindre har det føromtalte trekløver tidligere bevist, at de sammen formår at spille et solidt og stabilt spil, der flere gange har givet dem ikke blot medajler men også to flotte sejre, senest i 2013.
Mads, Morten og Rasmus vandt finalen 13-3 over Robert, Jørgen og mig selv. Vi havde hele dagen spillet godt, men i denne kamp formåede vi ikke at give drengene ret megen modstand. Det havde vi ellers gjort i den allerførste kamp i puljespillet, som vi ligeså godt kunne have vundet, med desværre tabte 12-13.
Kampen om 3. pladsen stod mellem Kirsten, Bjarne og Jesper mod Hanne, Niels og Bob. Denne kamp endte 13-9 i favør til Kirsten, Bjarne og Jesper.
Med to flotte sejre i rødvinsspillet kunne Anni, Irene og Henning tage hjem med hver 2 flasker rødvin, Yvonne, Else og Kaj vandt ligeledes på point hver en flaske rødvin.
Da turneringen var slut, havde alle hold spillet fem kampe. Det usædvanlige ved denne triple turnering var, at vi allerede var færdige kl. 14.30 uden at have spillet på tid. Det kan altså godt lade sig gøre!
Stort tillykke til alle vinderne.
Næste klubmesterskab, som er i mix double, spilles den 25. maj.
Kirsten
Billeder finder du i undermenuen
30. april 2017
Hornbæks hold har fået en fantastisk start på sæsonen
Holdturneringerne i DGI og DPF har kun været i gang i små to uger. Men allerede nu, hvor de fleste af holdene har været i kamp, viser resultaterne tydeligt, at vi har formået at slå klubbens store potentiale og format fast med syvtommersøm.
2. divisionsholdet vandt forrige søndag Nordkyst Cuppen. Ved SLT i går vandt holdet max. point med 3 holdsejre og ligger nu på en flot 2. plads i puljen, kun overgået af Læborg, der opnåede de samme point, men fik lidt mere i score.
I samme turnering lagde regionalholdet ud med at få 2 overbevisende holdsejre på 5-1 og et noget ærgerligt nederlag, men dette resultat til trods ligger holdet alligevel i top på en flot anden plads i puljen.
Veteranerne har blot spillet en enkelt kamp, som de til og med vandt.
Klubbens hold har ligeledes lagt sig i toppen af DGI turneringerne, et enkelt hold har spillet 2 kampe, tre hold har spillet 1 kamp, mens det sidste hold endnu ikke har været i kamp.
De mange flotte resultater giver mig en god fornemmelse og stor optimisme for resten af sæsonens kampe. Tak Hornbæk, I gør det så flot.
En meget tilfreds formand
Kirsten
23. april 2017
Hornbæk vandt en overlegen sejr i Nordkyst Cup
Nordkyst Cuppen blev i dag spillet på Tributors baner i Fredensborg. Da klubbens 1. hold ikke var i stand til at stille op fuldtalligt, havde holdleder Rasmus i dagens anledning hentet forstærkning fra 2. holdet. Det var et godt træk, for det gik over al forventning. Hornbæk vandt først 6-3 over Tributor, dernæst 5-4 over Gribskov og til sidst hentede vi en sejr hjem over Lynge på 8-1. Det er absolut godkendt!
Hornbæk vandt, Lynge blev nr. 2, Gribskov nr. 3 og Tributor nr. 4.
Kirsten

Hornbæks hold bestod af: Mads, Bubandt, Rasmus, Kirsten, Jeppe, Ingrid, Lasse, Grethe, Steffen og Bjørn

Lynges hold: Anne, Linda, Winnie, Jimmi, Erling, Lene, Flemming, Kenneth, Sidsel, Tine, Klaus og Mikkel
| 19. marts 2017 Referat fra generalforsamlingen lørdag den 18. marts 44 personer havde fundet vej til klubhuset for at deltage i årets Generalforsamling, der blev afholdt den 18. marts i Klubhuset. Det første (uofficielle) punkt på dagordenen, det fine brunchbord, blev trakteret efter alle kunstens regler, og kl. 10.20 kunne formanden erklære Generalforsamlingen for åbnet. Første officielle punkt på dagsordenen var valget af en ordstyrer, og valget faldt på Henning Jørgensen, som efter at have spøget lidt med hukommelsens formåen kunne huske hvad jobbet gik ud på og derefter konstatere, at Generalforsamlingen var indkaldt på lovlig vis og i henhold til vedtægterne. Derefter fulgte formandens beretning med en gennemgang af jubilæumsåret samt årets mange øvrige tiltag. Formandens beretning vil kunne læses i sin fulde ordlyd på klubbens hjemmeside. Derefter gennemgik Irene årets regnskab. En lille skønhedsfejl hvad angår en dato på regnskabet fik alle i forsamlingen til at trække kraftigt på smilebåndet. Regnskabet godkendt uden anmærkninger. Der var indkommet et forslag til diskussion, Joe havde foreslået, at præmierne i forbindelse med rødvinsturneringerne til påske og jul skulle bestå af hhv. en lammekølle og en and istedet for rødvin. Det viste sig at være en and, forslaget er taget til efterretning af bestyrelsen og en beslutning desangående vil blive taget af bestyrelsen. Der skulle foretages valg af bestyrelse, Strandpetanqueudvalg og revisor. Der var ikke anmeldt nogle modkandidater, så Kirsten Madsen, Morten Klausen, Gitte Pedersen, Rasmus Korsholm, Mads Rasmussen, suppleant Janne Bubandt samt baneudvalget (Lars Leo og Mads) blev alle enstemmigt genvalgt. Ligeså blev Erik Helmer genvalgt som revisor. Strandpetanqueudvalget nedsættes af bestyrelsen, dog gav Daniel tilsagn til deltagelse hvad angår P.R. og lign. Den “faste” stab med Peter Hansen m.fl. sørger som altid for opsætning af baner, godkendelse fra Naturstyrelsen etc., men personer til gennemførelse af selve arrangementet (points, resultater etc) skal findes. Under eventuelt fremførte Niels Serup, om vi ville have nogen indflydelse på skaterbanens tætte beliggenhed til vores nye baner/læskur. Den udbredte graffiti vi har oplevet kunne eventuelt eskalere med flere personer i området. Banerne tilhører kommunen og vi har ingen indflydelse på hvad der sker når der færdes andre mennesker på og omkring vores anlæg. Lasse foreslog at træning kunne finde sted om onsdagen i forbindelse med seniorernes spil. Mange af disse havde udtrykt ønske om træning. Irene bemærkede, at onsdagsspillet er for sjov, det er uforpligtende og primært socialt, folk kan komme og gå som de måtte have lyst til, og derfor skal der ikke tilføjes en forpligtelse til den dags aktiviteter. Træningen skal finde sted torsdag, men i hvilken form? Man kunne forestille sig et team af trænere, som kunne stille op på skift, uden forpligtelse. Træning er for alle, også for de der måtte have betænkeligheder hvad angår deres egen formåen i forhold til andre i klubben. Lasse fremførte at teknisk træning er nødvendig, kampe alene gør det ikke. Runa bragte spørgsmålet om de nye DGI/DPF regler op, til hvilket formanden kunne bemærke, at et link til reglerne var blevet sendt ud og at de vigtigste regler ville blve gennemgået senere før påbegyndelsen af rødvinsturneringen. Henning Serup spurgte, om vi skulle fortsætte med at spille på tid i rødvinsturneringerne, eller om vi skulle spille til kampen var færdig. Vi skal spille til kampen er færdig. Der var ikke flere spørgsmål eller mere på dagordenen, så kl. 11.10 kunne ordstyreren erklære generalforsamlingen, der havde været afviklet efter forskrifterne og i god ro og orden, for lukket. Dette var dog lige lidt for tidligt, idet udnævnelsen af Årets Spiller også hørte med til dagens emner. Formanden holdt sin begrundelsestale og valget for 2016 faldt på Mads Rasmussen, der foruden sit hverv med at passe og vedligeholde baner har indkasseret en imponerende høst af præmier i de 6 år, han har været medlem af klubben. Talen i sin fulde ordlyd vil være at finde på klubbens hjemmeside. Mødet hævet kl 11.20, hvorefter 24 af de 44 personer blev for at deltage i årets første rødvinsturnering, der blev afviklet i både regn og lidt slud og på nogle baner, der for nogles vedkommende var det rene mudderbad. Men som sædvanlig blev fanen holdt højt og humøret var ligeså i top. Som referent Steffen |
|
18. marts 2017
Årets spiller 2016
Det er mig en stor glæde, at jeg i dag kan overrække prisen til årets spiller 2016. Den person, der om lidt skal have overrakt prisen, har et helt særligt talent for petanque.
Prismodtageren blev først medlem af klubben i 2011, men lige siden er hans spillemæssige udvikling og formkurve kun gået en vej, og det er opad. Årets spiller kom med i klubben på samme tidspunkt som et par andre unge mennesker på initiativ af Lasse og Rasmus, der gerne ville skabe og udvikle et hold, der kunne begå sig på petanquebanen.
Personen, jeg taler om, og som jeg nu vil afsløre, er selvfølgelig Mads.
Mads, du opnåede allerede i din spæde start udi petanquesporten, altså i din første sæson, at spille dig til flotte resultater, du vandt så tidligt som i foråret 2 bronze medaljer ved klubmesterskaberne, i triple og i single, og ikke nok med det, så fik du sammen med holdet U20 en sikker 3. plads ved strandpetanque.
I de 6 år, du indtil nu har spillet petanque, har jeg talt din interne medalje høst til at indbefatte 16 medaljer:
• 6 Guld
• 2 Sølv
• 8 Bronze
Du mestrer spillet i rollen som indlægger, men det er i skytterollen, du virkelig har vist din styrke. Jeg mener uden sammenligning, at du i dag er klubbens bedste skytte.
Jeg har ved flere lejligheder haft fornøjelsen af at spille sammen med dig. Og det har hver gang været nogle udbytterige oplevelser.
Du er i dag medlem af bestyrelsen og har et ansvarsområde, der omhandler vedligeholdelse og pleje af vores baner. Det er et arbejde, du i høj grad tager seriøst, og som du gør aldeles fremragende.
Jeg ønsker dig et kæmpe stort tillykke med prisen som året spiller 2016, den er så fuld fortjent.
Kirsten

7. februar 2017
Topplacering til Hornbæk ved doubleturneringen i Gribskov
Blandt 24 hold hentede Ingrid og Runa en flot 2. plads hjem ved doubleturneringen i lørdags. Lige uden for præmierække - men på en absolut fornem 4. plads endte Mads og Rasmus.
Stort tillykke til alle med de fine placeringer.
Kirsten

7. januar 2017
GODT NYTÅR TIL ALLE
Spillekalenderen for 2017 ligger klar, du kan hente den opdaterede version her eller under menupunktet "Kalender"
Kirsten











