29. november 2014
Grethe Brandhøj blev helt fortjent Årets all-over mester 2014
Hun ønskes stort tillykke med mesterskabet.
Kirsten

En meget glad Grethe lykønskes af Steffen
17. november 2014
De gæve Veteraner
Først og fremmest, stort tillykke til diverse vindere af klubmesterskaber, guld og sølvvindere i DGI slutspil, 2. divisionsholdets fornemme sæson osv.
I det sidste nye nummer af klubbladet kan man se en række fremragende billeder af diverse vindere, ikke mindst et billede af De gæve Veteraner med deres bronzemedaljer og her vil den skarpsindige læser straks sige ”Det var sørme flot, men hvad var det lige de vandt bronze i”, så her kommer den ufortyndede udgave af historien.
For sådan ca. 20 år siden, efter at have startet Hornbæk Petanque etablerede Tom Stenstrup en petanquebane i sin baghave og for ikke ”kun” at spille med Fru Bodil håndplukkede han 8 mand til en lille, kan man sige, klub i klubben, nemlig ”Søndagsklubben”. Kun afbrudt af årlige julefrokoster, sommerfester og et par udlandstræningslejre er Søndagsklubbens medlemmer mødt op hver den anden søndag i måneden kl. 11 præcis for i 2-3 timer at dygtiggøre sig i Petanquespillets ædle kunst. Der er blevet trænet igennem og der har stort set ikke været tid til andre af livets fristelser i disse gyldne timer.
Efter små 20 års intens træning besluttede vi sidste år, at tiden var inde til at prøve kræfter med hold uden for 3100 og meldte os til DPF`s Veteran Cup 2013. En andenplads i indledende pulje kun slået af Amager P96 viste at formen var ved at være der, så selvfølgelig ville vi prøve igen i 2014.
Indledende runde 2014 blev vundet overbevisende og efter at have været oversidder i ottendedelsfinalerne, blev turneringens storfavorit Hvidovre, ikke mindst til deres egen store overraskelse, sendt hjem med en sæk på 5-1, og vi var dermed klar til Finalerunden, der bestod af Hornbæk og ikke mindre end 3 meget stærke Hedebohold.
I finalerunden, der blev spillet indendørs i Vipperød ved Holbæk, spiller man alle mod alle og ihukommende at Hedebo møder med en lang række tidligere landsholdsspillere, nordiske og danske mestre var ambitionen egentlig bare at præsentere Hornbæk så godt som muligt, og kunne vi snige os ind på en tredjeplads, ville dagen være perfekt.
Det startede da også grimt i 1. kamp mod Hedebo5 hvor 1. runde gav 2 nederlag i triple 1 og double 1 på 1-13 og 0-13 samt i double 2, 11-13. 2. runde gav også nederlag i triple3 på 6-13 og i singlen 11-13, men så lyste Jeppe, Jens Aage og Jens Frederiksen op og vandt triple2 13-11, hel seancen overstået på under 2 timer. Grimt, men slaget var langt fra slut.
Den anden kamp i runde 1 mellem Hedebo 1 og Hedebo 6 varede, siger og skriver 3½ time, dommeren skred til sidst ind og truede det ene hold med at fratage dem en kugle, hvis de ikke afviklede deres kast hurtigere, sådan!!
I ventetiden opstod der en mindre krise på vores hold, da det det gik op for tidl. overlærer m.m. Michael Schjørring, at aftensmaden klokken 18 formodentligt måtte udskydes til kl. 21. Ved fælles hjælp fik vi dog hurtigt MS op på hesten igen og i næste runde spillede han fremragende.
Næste kamp mod Hedebo 1 startede med en sejr på 13-9 i Triple 1 og nederlag på 4-13 i double 1 og 10-13 i double 2 i første runde. Nederlag på 6-13 i triple2 og så igen sejr på 13-8 i triple3 og 13-11 i single i 2. runde og dermed 1 point på kontoen.
Sidste runde blev den store oprejsning for vores lille undervurderede hold, Hedebo 6 der med en sejr over os ville blive vinder af DVC havde vist nok mentalt vundet kampen på forhånd og en sikker sejr til dem i triple 1 på 13-1 gjorde dem ikke mindre selvsikre, men så skal jeg love for, at Joe og Jens Frederiksen fik dem ned på jorden i double1, da de lammetævede deres modstandere 13-0, hvilket man ikke er så vandt til hos de ærede modstandere. Da så samtidig Jeppe og Jens Aage kørte en 13-11 sejr hjem, øjnede vi chancen for en uafgjort, der definitivt ville give os 3. pladsen. 2. runde startede med et nederlag til vores triple 3 på 8-13, men Joe fulgte godt op i singlen, der efter en meget tæt kamp endte med sejr til Joe på 13-11. Hermed var 3. pladsen sikker, da Hedebo 5 havde vundet over Hedebo 1, der således endte med 1 point.
Spændingen i hallen var ved at blive lidt høj, da alle fulgte vores sidste runde kamp Triple 2 med Jeppe, Jens Aage og Jens Frederiksen. I tilfælde af uafgjort ville Hedebo 6 vinde turneringen, men i tilfælde af Hornbæk sejr ville Hedebo 5 vinde.
Efter en træg start hvor vores drenge kom bagud voldsomt 12-4 åd gutterne sig stille og roligt ind på modstanderne og kunne til stor jubel fra os andre og ikke mindst fra Hedebo 5 sætte den sidste kugle ind til en sejr på 13-12 og dermed sammenlagt 4-2 til Hornbæk og en sikker 3. plads.
44 hold på landsplan deltog i DPF Veterancup 2014 så jo, vi er oprigtig stolte af vores bronzemedaljer.

Hornbæk Petanques veteranhold alias ”Søndagsklubben” består af: Tom Stenstrup Pedersen, Jens Frederiksen, Henning Jørgensen, Joe Johnston, Peter Hansen, Lasse Christensen, Michael Schjørring og Jens Aage Sørensen. Holdet har i turneringen desuden med stor fornøjelse fået hjælp af Bob Edmonds, Ewald Johansen og ikke mindst i finalen en fantastisk velspillende Jeppe Hammerich.
Så der kan man se, med målrettet træning en gang om måneden hele året i 20 år kan man komme rigtig langt, ikk?
På Veteranholdets vegne ønskes alle et behageligt efterår, god jul og godt nytår, og så ses vi til foråret.
Henning Jørgensen
31. oktober 2014
SENIORPETANQUE
Afslutningsmøde blev afholdt onsdag den 29. oktober for 34 fremmødte seniorpetanque spillere
Dagen startede med, at vi spillede 4 kamp omgange. Derefter gik vi i samlet trop op i klubhuset for at holde evalueringsmøde med spillere og træner for sæsonen 2014.
Vi havde alle medbragt mad. Stemningen var god og der blev drøftet ivrigt især efter lidt eau-de-vie.
Sæsonvinder blev følgende: 1. Anni, 2. Bob og 3. Jeanne. De blev hver belønnet med "un petit cadeau".
Irene fik overrakt blomster og lækker chokolade.
Til kaffen var der en flot lagkage, som Astrid skal have æren af.
Vi håber alle, at sæson 2015 bliver lige så god som 2014. Vi starter onsdag, den 1. april 2015.
God vinter
Irene
18. oktober 2014
BREAKING NEWS
Hornbæks Veteranhold er i dag, i Vipperød, blevet nr. 3 i DPF's Dansk Veteran Cup 2014, hvor 44 hold har deltaget på landsplan.Holdet bestod af Joe, Peter, Henning, Michael S., Jens F., Jens Aage og Jeppe.
Hornbæk Petanque er bare så stolt af jeres præstation, det er simpelthen så godt gået, et meget stort tillykke til "vores gamle drenge".
PS Stamspillerne Lasse og Tom er pt. på ferie , - synd for dem :)
Kirsten

Hornbæks glade veteranspillere, fotograf: Chalot
17. oktober 2014
En smuk efterårsdag gav perfekte rammer for klubmesterskabet i triple
Når vi spiller klubmesterskabs turneringer, bliver det som regel en lang dag. Det blev det også i lørdags, hvor 10 hold kæmpede om at blive blandt de fire bedste, der gik videre til mesterskabskampene, semifinalerne og ikke mindst finalekampen.
Morten, som var turneringsleder, havde ”puttet” alle hold i en stor pulje, hvor modstanderne for de fire indledende kampe blev fundet ved lodtrækning. Det hold, der gjorde sig bedst, var sidste års vindere, Mads, Morten og Rasmus, de vandt samtlige kampe med højest score. Derefter fulgte Jeppe, Lars Leo og Lasse - og Jeanne, Hanne og Niels. De vandt også alle fire kampe. Det sidste hold, der kvalificerede sig, var Runa, Ingrid og mig selv med 3 vundne kampe.
Jeg ved ikke hvorfor, men semifinalekampene, synes jeg, er altid noget særligt, måske fordi man som spiller virkelig sætter sig op for at tingene skal lykkes. Mit hold, ”kvindetriplen”, skulle møde de unge drenge, men den fordel ”drengene” havde spillet sig til i de indledende kampe, satte de helt over styr i semifinalen, hvor vi kvinder med godt spil og stabilt fokus vandt kampen med cifrene 13-6.
Jeppe, Lars Leo og Lasse vandt den anden semifinale over Jeanne, Hanne og Niels med cifrene 13-9.
Finalespillene blev hurtigt overstået, eftersom de to vindende hold kørte deres modstandere helt i sænk ved at vinde henholdsvis 13-0 og 13-3.
Guldvindere blev: Jeppe, Lars Leo og Lasse, sølv gik til: Runa, Ingrid og Kirsten, bronze til: Mads, Morten og Rasmus.
Sideløbende med finalespillene spillede de resterende seks hold en rødvinsturnering, og her fik tre af holdene nogle gode flasker med hjem. Vinderne blev Jane, Bob og Tage efterfulgt af Peter, Joe og Henning - og Jytte, Grethe og Morten.
Stort tillykke til alle vinderne, og tak til alle spillerne for en god dag, hvor vi også havde rig mulighed for at nyde det flotte efterårsvejr.
Kirsten
Billeder er lagt i undermenuen
26. september 2014
DPF Veterancup 2014
I sidste uge skrev jeg om Hornbæks succes i de forskellige turneringer. Jeg bliver simpelthen nødt til også at nævne veteranerne. Disse gamle drenge fra Tom Stenstrups baghave havde spillet sig til mellemrunden, blot en kamp fra finalerunden!!! Vi skulle møde Hvidovre 1, som er 10 gange bedre end os. Det er gamle divisionsspillere med rigtig mange års erfaring udi petanquespillet, og som rent faktisk træner og spiller meget året rundt i modsætning til os selv, vi går mere op i tredje halvleg med hyggeligt samvær!!!
Jeg havde forberedt drengene på, at vi kunne risikere en ordentlig endefuld, men også på at de skulle huske at nyde det og bare spille alt, det de kunne.
Vi har haft en rigtig god sæson, hvor vi i år vandt puljen, ubesejret, et stort fremskridt i forhold til sidste år.
Nu stod vi ansigt til ansigt med Hvidovre, jeg har aldrig set drengene være så koncentrerede. Det lyste ud af øjnene på dem, nu skulle den have alt, hvad den kunne trække, og de kæmpede alt, hvad de har lært. Efter første rundes 3 kampe, 1 triple og 2 doubler, stod det 3-0 i vores favør. Vi måtte knibe os selv i armen, hvad skete der lige der!!! Jeg er helt sikker på, at Hvidovre havde undervurderet os, de troede, at de bare skulle op til Hornbæk og slå bonderøvene!!! Presset var nu på deres skuldre, de kunne kun opnå uafgjort!!
Nu skulle vi til den anden runde, hvor der spilles 1 single og 2 tripler. Joe vinder hurtigt sin single, sejren er i hus, hvor er det bare stort!!! Nu kunne vi andre spille helt frit, dette var også nødvendigt, for den triple undertegnede var med i var bagud 12-0!!! Det lignede et regulært "æg". Det ville vi dog ikke have hængende på os, her tænker jeg på hån fra medspillere langt ud i fremtiden. Stille og roligt åd vi os ind på dem, og det endte med, at vi vandt 13-12, det var helt uvirkeligt!!! Hold k..t, hvor vi både har haft heldet, men også spillet rigtigt godt!!!
Kampen endte 5-1 til os, og nu skal vi spille finalestævne d.18/10, et eller andet sted i Danmark.
Tillykke drenge, for fanden hvor er I dygtige.
Lasse
22. september 2014
Finalespil DGI d.21/9-2014
Ingrids sekstete havde nået regionsfinalen, og denne finale skulle afvikles i Lynge. Vi blev modtaget med et dejligt morgenbord godt nok under trange forhold, for der var ikke siddepladser til alle. Værterne valgte at stå op, så alle gæsterne kunne sidde ned, se det er gæstfrihed!!
Nå, efter føromtalte dejlige morgenbord var alle klar til den store dyst, nu skulle der spilles petanque.
Vi skal lægge ud mod Lynge, dem vi måske "frygter" mest rent petanquemæssigt. Vi deler i porten, vi vinder triplen, men taber både single og double, 3 point til hver.
Næste kamp er mod Helsingør, dem har vi krammet på, dog med en lille skramme at vi tabte singlen, 5 point til kontoen, det så godt ud!!!
Sidste kamp for dagen var mod Tributor. Vi skulle bare vinde alle 3 kampe, så kunne vi pakke kufferten og tage til Aalborg og spille landsmesterskab. Det så godt ud langt hen af vejen, vi vandt både doublen og singlen, det var nu op til triplen at tage det sidste stik. Det blev en spændende kamp, hvor Hornbæk godt nok hængte lidt bagud hele tiden, men også formåede på den sidste kugle at holde sig inde i kampen. Dog kunne de ikke holde kadencen og måtte se sig slået 13-8. Lidt hen af vejen må vi nok tilskrive nederlaget til Helsingørs natteliv, men omvendt var der også kampe, som vi tabte, og som var uden indflydelse af føromtalte.
Det hele endte med, at Lynge skal til Aalborg, Hornbæk blev nr. 2 og skal til Østfinale, Tributor blev nr. 3 og Helsingør nr. 4.
Nu sidder jeg her og tænker, hold op, hvor har Hornbæk petanque haft en god sæson!!!
I DPF modtog vi sølvmedaljer første år i rækken, det er mere end godkendt, det er fantastisk!!
I DGI tog vi 1ste og 2en pladsen for kvartet, hvor det er Lars Leos hold, der skal repræsentere Nordsjælland og Hornbæk til landsmesterskabet, det er rigtigt flot og stort, tillykke!!!
I DGI sekstete nappede vi 2en pladsen og var lige ved og næsten. Det eneste minus er, hold da op, hvor undertegnede er træt af 2en pladser, men ellers en fantastisk sæson som forhåbentlig vil gentage sig i mange år frem.
Et stort tillykke til os selv.
Lasse
Billeder er lagt i undermenuen
20. september 2014
Sejr til Hornbæk 2
Efter bare at have eksisteret i tre sæsoner har Lars Leos kvartet hold spillet sig helt til tops i DGIs regionsturnering for firemands hold.
Frederikssund var vært ved finalestævnet, hvor vi indledte dagen med at få serveret et overdådigt morgenmåltid i hallens cafeteria. Ole Aagaard var stævneleder, og han styrede dagens program med fast hånd.
Første kamp, som var doubler, stod mellem de to Hornbæk hold, Lars Leos og Rasmus. Her vandt begge hold en double dvs. det stod a point 2-2. Lynge vandt begge sine kampe over Frederikssund, og havde altså spillet sig til 4 point.
Næste kamp var mod Lynge, her spillede vi triple og single. Frank fik fornøjelsen af at spille single mod Mikkel, men Mikkel var alligevel den stærkeste, selvom de fulgtes pænt ad i en stor del af kampen. Mads, Morten og jeg spillede triple mod Anita, Jan og Jimmi. Vores spil i denne kamp fungerede perfekt til stor frustration for modspillerne, der havde svært ved at få deres spil til at lykkes. Vi havde nu 5 point samlet. Rasmus hold vandt begge kampe mod Frederikssund, de havde nu 6 point i alt. Lynge havde på nuværende tidspunkt også 5 point.
Efter en luksuriøs frokost med højtbelagt smørrebrød skulle Hornbæk 2 møde Frederikssund. Det var igen doublekampe, der skulle spilles, og her brugte vi ikke lang tid på at få de sidste point i hus. Vi havde nu opnået 9 point.
Vi kunne ikke gøre mere, vi kunne kun vente på udfaldet af kampen mellem Hornbæk 1 og Lynge. Og den blev spændende at overvære. Det var tydeligt, at ingen af holdene ville give sig, så de to doubler trak noget i langdrag. Resultatet af den kamp blev en sejr til hvert af holdene, hvilket betød, at vi Hornbæk 2 havde vundet.
Lars Leos hold skal til Sønderjylland den 4. og 5. oktober og forsvare det landsmesterskab, som Hornbæk 1 sikrede sig sidste år.
Stort tillykke til Lars Leo og hans spillere.
Der var så blot det lille skår i glæden, at holdbossen var forhindret i at deltage i dag, Bøtte kunne desværre heller ikke være med, men både Frank og jeg var villige til at stille op som reserver. Så helt galt var det jo ikke.
Placeringer: Hornbæk 2, Hornbæk 1, Lynge og på sidstepladsen Frederikssund.
Tak til Frederikssund for et godt arrangement
Kirsten
Billeder er lagt i undermenuen
16. september 2014
DPF 4 runde i Hedebo 13/9 - 14/9
Vi havde store forventninger til denne weekend. Vi skulle bare vinde alle 5 kampe!!! Vejrudsigten havde lovet "Indian summer", det kunne simpelthen ikke gå galt.
Op til denne weekend havde vi lejet os ind på et vandrehjem i Ølby, ca. 10 km fra spillestedet i Karlslunde. Der skulle være fest oven på en forhåbentlig god lørdag i petanquespillets vold.
Jeg er nødt til at starte med DMI!!! Alle deres profetier om godt vejr holdt ikke stik, tværtimod. De skulle fyres hele banden!! Det høvlede ned hele lørdagen (50 mm), og det var imens vi spillede, føj for en klam omgang. Og var det ikke nok, så var der flere af os, der blev vækket om natten, pga. det stod ned i stænger!!! Der kom vel 30 mm!! og gæt engang, vi stod op til regnvejr i store mængder søndag. Alle baner stod under vand, da vi kom frem!! Men spilleudvalget i DPF valgte alligevel at gennemføre dagen. Eliten blev sendt i tørvejr, henholdsvis i "drivhuset" og i Høngs hal, 1ste og 2en divisionerne måtte spille "vandpolo".
Nå, tilbage til petanquespillet. Vi havde inden 4. runde nået vores målsætning for året, hvilket er rigtigt flot. Men mere vil have mere, så den nye målsætning var medaljer, og det fik vi, I DET PURESTE SØLV!!! Det er bare sk... godt gået!!
Meeeeen, jeg/vi må konstatere, at vi ikke formår at spille på vandpolo underlag, halvdelen af holdet var der bare ikke rigtigt i denne weekend. Det var rigtigt ærgerligt, da vi kunne have spillet en fed puljefinale mod KPK, hvis alt havde flasket sig.
Efterfølgende må jeg erkende, at selvom vi havde stået i en puljefinale mod KPK, så havde vi ikke kunne slå dem, de var et par niveauer over os!! Sådan er det, men det kunne have været sjovt.
Til trods for vejrguder og ringe petanquespil, så lover jeg jer, vi havde en rigtig god og sjov weekend!! med god mad på Skipperkroen ved Køge havn, og efterfest i forhallen på vandrehjemmet. Fed tur!!!!!!!!!
Tusinde tak drenge og piger.
Lasse

Sådan så nogle af Hedebos baner ud, da vi ventede på præmieoverrækkelsen. Fotograf: Ingrid
![]() |
![]() |
![]() |
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
3. september 2014
Kalenderen er blevet opdateret med enkelte ændringer, - Rødvin 8 og klubmesterskab i triple har byttet spilledage.
1. september 2014
DGI Regionsturneringen
Jeg syntes, der er god grund til at nævne lidt om vores deltagelse i DGI turneringen.
For ud af 5 deltagende hold er de 3 gået videre til finalestævnet, det er mere end godkendt. Det er helt fantastisk, ja, man må knibe sig selv i armen.
Ingrids sekstete har gjort rent bord med sejre i alle de kampe, holdet har deltaget i, det er mere end flot!!!
Rasmus`s kvartet har tilspillet sig adgang til finalestævnet for femte år i træk, det er eddermaneme stabilt.
Lars Leo`s kvartet har for andet år i træk formået at komme til samme stævne, stærkt gået!!!
Der er ikke ret mange andre klubber, der kan fremvise denne statistik. Jeg ved, at alle fem hold har kæmpet r...n ud af bukserne for at vinde deres kampe. Vi har simpelthen fået skabt en vinderkultur, der kan bringe os rigtigt langt, og det skal vores klub/jer selv være rigtig stolte af.
Lasse
30. august 2014
DGI HOLD 3 - HORNBÆK SPIDDET AF VIKINGEHORN
I går skulle vi spille den sidste kamp i puljen, denne gang mod Frederikssund, som vi i foråret havde besejret med 7-6. Deres baner består af dels 5 baner, som er meget hurtige og lettere uegnede til almindelige kast, der skal trilles til den store guldmedalje, dels 4 baner med et lag af knuste sten, som gør at man slet ikke kan trille, men skal kaste næsten helt op i grisen, for det er der, kuglen stopper. Den bane fik jeg fornøjelsen af i singlen.
Vi lagde ud med triplerne, som begge gik til Frederikssund. Ligeså med doublerne, hvor vi i begge havde et komfortabelt forspring, men alligevel måtte se os slået på målstregen. For ikke at få sløvet sanserne unødigt med kaffe, kage og andre nydelsesmidler gik vi derefter direkte til singlerne, og der lykkedes det os at pynte på resultatet, som blev en sejr til Frederikssund på 10-3.
Dette nedslående resultat til trods er vi dog ved sæsonafslutningen endt på en flot andenplads i puljen efter Farum, efterfulgt af Frederikssund og med Ølstykke på jumbopladsen.
Tak til Nelle, Grethe, Jeanne, Aksel og Erling, i stred som en flok beduiner i en sandstorm, denne gang lykkedes det ikke, men jeg synes vi har gjort det rigtig godt i år, takket være jeres flotte indsats, vores træningsaftner og, ikke mindst, jeres gode humør, som har været med til at skabe et rigtig fint sammenhold på holdet
Steffen
30. august 2014
Ungdommen sejrede ved klubmesterskabet i double
På en noget fugtig og råkold lørdag i august, nærmere bestemt den 23. august, spillede vi om klubmesterskabet i double. Morten var som sædvanlig ansvarlig for planlægningen af dagens kampe, og da der blot var tilmeldt ti hold, startede vi med at spille de første fire kampe i en stor pulje. Hvilke hold, der skulle møde hinanden, havde Morten på forhånd fundet ved ”blind” lodtrækning. De fire bedste hold gik derefter direkte videre til semifinalerne i kampen om medaljer. For de resterende seks hold var der sat rødvin på spil, så yderlige to kampe blev spillet helt i tråd med vores rødvinsturneringer.
Der var kun et hold, der vandt alle fire indledende kampe, det var Rasmus og hans nye makker i relation til klubmesterskab, Jonatan, som også kaldes Bøtte. De resterende hold, der havde kvalificeret sig med tre vundne kampe var: Frank og Morten, Jeanne og jeg, og Bob og Niels.
Semifinalekampene blev hurtigt spillet, her vandt Rasmus og Bøtte deres kamp 13-1, og Frank og Morten vandt 13-2.
Finalekampen blev noget mere spændende at overvære, men trods ihærdigt spil blev der alligevel ikke overladt mange chancer til Frank og Morten. Rasmus og Bøtte vandt med cifrene 13-7.
Klubmestrene for 2014 blev helt fortjent Rasmus og Bøtte. Det er for øvrigt 4. gang i træk, at Rasmus vinder klubmesterskabet, og første gang at Bøtte vinder en mesterskabstitel.
De øvrige placeringer fremgår af billedserien, der findes i undermenuen.
Tak for en dejlig dag, og stort tillykke til alle vinderne
Kirsten
14. august 2014
DGI HOLD 3 – ET LILLE SPARK FRA FARUM PARK
Igår drog vi til Farum for at spille den næstsidste kamp i runden på Ekskong Brixtoftes flotte Farum Park anlæg, hjemsted for FC Nordsjælland. I forbindelse med dette imponerende projekt har der uden tvivl været mange byggemøder og middage for at fejre det flotte resultat, sikkert ledsaget af strømme af Chateau Petrus. Efter dette var der tilsyneladende ingen penge tilovers til petanqueklubben, som har fået tildelt et hjørne ud for svømmehallen med 4 baner, hvoraf de to var meget bløde, de andre to hårde som cement, men begge anlæg belyst af projektører. Det betød, at da singlerne skulle spilles, måtte de, der var først færdige med doublerne, sætte sig til bords og indtage den meget velsmagende kringle, som en af de to mandlige spillere havde kreeret, og derefter spille de to første singler, så de andre kunne komme til. Det gik dog ganske fint.
Farum Petanque er en meget lille klub med kun 20 medlemmer, men størrelsen betyder heller ikke her noget, de spiller en rigtig god petanque. Flere af spillerne spiller også i 2. division, og holdet fører i vores pulje.
Vi lagde ud med triplerne, som begge gik til Farum med hhv. 13-7 og 13-9. Doublerne gik det bedre med, vi tegnede os for to af dem med cifrene 13-11 og 13-5. Så var det pausetid, og vi har måske inspireret dem ved deres besøg hos, for de diskede op med et meget flot arrangement. Petanque må være en populær sportsgren i Farum, folk til og fra fodboldanlægget og fra svømmehallen stoppede op og så på, og andre medlemmer af klubben heppede med på sidelinjen, selv dommeren fra en fodboldkamp fandt vej til anlægget, så det blev en meget social begivenhed hos nogle endog meget charmerende, rare og smilende Farum spillere. Af singlerne tog vi os af de to af dem, så vi måtte tage afsked med Farum efter en trods alt skøn sensommeraften og vende hjem med et nederlag på 4-9. Vi nåede bygrænsen ved ca 22.45 tiden.
Tak til Nelle, Grethe, Jane B., Erling og Aksel, I stred det bedste I kunne og gjorde allesammen en fin indsats.
Næste gang gælder det Frederikssund den 28. august på deres baner.
Steffen
12. august 2014
DPF 3. RUNDE 9. AUGUST - regionalholdet
I lørdags drog vi til Hillerød for at spille de sidste kampe i denne omgang. Hillerøds baner er ret så forskellige, nogle er MEGET bløde, andre så hårde, at man kun ved at trille kan være med. Og det er jo ret så kedeligt at spille på den måde. Lodtrækningen havde maget det således, at vores to første kampe skulle finde sted på de “bløde” baner. I den første kamp mødte vi Hillerød, og dem bankede vi ret hurtigt 5-1. Så kom turen til de kendte ansigter fra Gribskov, og dem har vi det tilsyneladende ikke så godt med, Da dagen startede, lå vi på en delt andenplads efter Slangerup, de to første hold i gruppen skulle gå videre til slutspillet i september om oprykning. Vi kæmpede bravt. men det var dem der trak det længste strå, og de vandt matchen 4-2.
Derefter kom turen til Slangerup, som tidligere på dagen måtte lide den tort at blive slået 6-0 af Hillerød, så det blev endnu en gang anskueliggjort, hvor dejlig uforudsigeligt petanquespillet er. På det tidspunkt valgte de truende skyer, der havde ligget over Hillerød og omegn i nogen tid, at åbne sig, og det væltede ned. Det gjorde de hårde baner lidt blødere og bedre at spille på, og denne match endte 3-3. En vundet kamp mere havde måske ændret billedet, men vi måtte se i øjnene, at det blev Gribskov, der skal spille om oprykning, vi bliver hvor vi er, men har allerede sadlet hesten, så den står klar til næste år.
En stor tak til Irene, Jeanne, Hanne, Henning, Niels, Erling og Aksel, I har bare gjort det så godt hele sæsonen. I har med jeres smittende humør og humor været med til at skabe en rigtig god stemning på holdet, både i “pitten” men ikke mindst har det været med til at styrke vores sammenhold, når vi har spillet de forskellige kampe. Tak skal I have, allesammen.
Steffen
11. august 2014
DPF 3. runde den 9. august - 2. divisionsholdet
Jeg må indrømme, jeg var spændt som en fjeder, kunne vi følge op på det fantastiske spil, vi havde leveret i de to første runder.
Denne Lørdag lavede vi 5 point ud af 6 mulige. Vi startede med P96, jeg havde sommerfugle i maven, og det havde mine medspillere også, vi var meget anspændte, ja, nærmest låste!!!
Men det var helt uden grund, vi kørte P96 ud af banen, 7-1 blev det, fantastisk. Dem havde jeg frygtet, da jeg ved, de kan spille rigtig godt petanque.
Næste kamp var mod Køge, som vi slog i sidste runde, denne gang måtte vi "nøjes" med uafgjort.
Sidste kamp var mod vores venner fra P3230, den endte med en sejr på 5-3.
Vi har simpelthen fået et kæmpe højt bundniveau, selvom vi ikke er træningsnarkomaner. Den blanding af unge og gamle vi er, er helt perfekt. Vi harmonerer rigtigt godt sammen, og det jeg hører fra andre klubber, vi møder er, at de er vildt misundelige på vores sammenhold, vores gode humør, med gode grin og et kom igen, når det ikke lige kører. Sidst men ikke mindst, "Dittemor" vores alles madmor. Hun står hver gang, vi har været ude at spille, og tryller den ene egnsret frem efter den anden, og alle er inviteret til "tredje halvleg" med mad, og rigtigt hyggeligt samvær. Tusinde tak fordi I, Ditte og Lars Leo, åbner jeres hjem for os, I er en stor del af vores succes.
Nu er det så tid til at kigge fremad. Vi har nået vores målsætning for sæsonen, nemlig at blive i 2 division, uanset hvad der sker i de sidste 2 runder, kan vi simpelthen ikke rykke ned!!!! Det er bare så flot!! Men det betyder ikke, at vi bare skal læne os tilbage og lade stå til. Vi sætter os et nyt mål, nemlig medaljer, vi skal på podiet og modtage hæder for en rigtig flot sæson, det må være ambitionen fremad.
Som Kirsten skrev til mig: "We are the champions", det lever vi op til!!!
Lasse
Hornbæk Open billeder er lagt på, - tekst kommer snart :)
31. juli 2014
LIS TÆNDTE LYS
Der var engang 3 lysmaster, som istedet for at stå på en øde landevej blev skænket til vores klub. De skulle stå og lyse på nogle glade spillere på vores nye anlæg. De lå meget længe hengemt i et hjørne og tænkte: “Hvornår mon vi kommer op at stå?”. Pludselig en dag skete der noget, der blev gravet tre dybe huller og trukket ledninger. Fint, tænkte de, nu varer det ikke længe. Og deri fik de ret. En mørk vinterdag i slutningen af november blev de trukket ud af deres gemmested, der kom en stor betonkanon og så blev de sat urokkeligt fast. Der stod de så og ventede på lamperne. De ankom i det tidlige forår, men ak, nogle usle personer med skumle hensigter havde kastet deres kærlighed på dem, og i nattens mulm og mørke forsvandt både personerne og lamperne. Nye lamper blev fremskaffet og gemt på et meget hemmeligt og sikkert sted. Endelig, i sidste uge, så de dagens lys, for da kom Stig med sin stige, og han og Henning steg til vejrs og satte dem fast i masterne. Ledningerne blev forbundet og i går kl. 22.00 kunne Lis trykke på kontakten og det store øjeblik oprandt, hvor ca. halvdelen af banerne oplystes af det blødeste og behageligste lys.
Se, det var en sand historie, og det er ganske vist!!!
En stor tak fra klubben til alle de personer, der har været med i dette projekt og gjort det muligt at gøre vores baner endnu flottere og endnu mere præsentable.
Steffen
6. juli 2014
STOR SUCCESS FOR ÅRETS STRANDPETANQUE
Hvis Danmarks smukkeste musikfestival afholdes i Skanderborg, må Danmarks ubetinget smukkeste petanquebane ligge i Hornbæk. Sagte bølgeskvulp i ørerne, melissand mellem tæerne, hvide mastodonter af krydstogtsskibe på vej til nye oplevelser, det er Strandpetanque i Hornbæk. Det havde de 16 hold, 8 fra Hornbæk og 8 udefra, også fundet ud af, da de indfandt sig lørdag den 5. juli for at dyste om årets petanquemesterskabstitel, som i år blev afholdt et nyt sted, nemlig på Hornbæk Lille Strand øst for havnen. Underlaget på dette sted var ret så meget anderledes end det vi hidtil har spillet på, stranden er mere flad og hård her, og det åbnede mulighed for at kunne trille, hvilket mange benyttede sig af.
Vejret viste sig fra sin allerpæneste sommerside, der stod en ret så kraftig vind ind fra søsiden, og det resulterede i, at de fleste af de opslåede telte, heriblandt dommerteltet, begav sig ud på større eller mindre luftture. Mange overlevede ikke, og efterhånden som dagen skred frem, sad folk i den fri luft, mens de havarerede telte lå mere eller mindre radbrækkede i sandet. Det blev der megen morskab ud af.
De 16 hold dystede dagen igennem og leverede nogle flotte og spændende kampe. Efter de indledende runder, hvor alle hold spillede 3 kampe, blev deltagerne delt op i en A-cup og B-cup. Resultatet af B-cuppen blev, at Elserne fra Tributor vandt. A-cuppens fjerdeplads tilfaldt Smølferne fra Helsingør efterfulgt af Hornbæks altid velspillende og festlige U-21 hold, andenpladsen blev, næsten traditionelt, indtaget af Hornbæks Bjørnebande, og førstepladsen tilfaldt, lige så traditionelt, Tributor fra Fredensborg, som tog titlen efter nogle meget spændende slutkampe mod Bjørnebanden.
Et stort tillykke til alle og tak til arrangørerne for en festlig og dejlig oplevelse.
Steffen
Billeder fra dagen ligger under menupunktet "Strandpetanque"
22. juni 2014
Singledronningen slog til igen
Klubmesterskabet i single blev først et officielt mesterskab i 2002. I årene forinden var singlekampene blot en enkelt i rækken af de mange rødvinsturneringer, som blev spillet henover sæsonen. Singlerne lå altid i forbindelse med det store Kræmmermarked på Idrætsanlægget omkring Skt. Hans. I 2001 var det Runa, der vandt (rødvins) singleturneringen, hvilket fik klubbens daværende skribent Svend Hermansen til at give hende tilnavnet ”Singledronning”. Den betegnelse er stadig gældende og ikke mindst relevant, når man ser på, hvad hun præsterede i går. Runa blev en uovertruffen puljevinder uden overhovedet at have kastet en kugle, inden turneringen gik i gang.
I cuppen var hendes første modstander Lasse, som hun lynhurtigt fik krammet på, idet hun vandt kampen 13-4. Næste modstander var Jeppe, her vandt hun kampen med blot et enkelt point 13-12.
Finalen stod mellem Runa og Frank. Den kamp var absolut værdig at se på. Runa kom godt fra start og lagde stærkt ud med at få et stort forspring på pointtavlen, men gradvist som kampen skred frem blev hendes forspring dog mindre og mindre, idet Frank fik styr på sit spil og tog de point, der lå lige foran ham, og som han kæmpede så hårdt for at få. Som tilskuer var det tydeligt at se, at kampens afgørelse afhang af de to spilleres mentale styrke, for teknisk og taktisk var de bestemt lige gode. Runa vandt med cifrene 13-9.
Runa vandt for øvrigt også guld i single i 2010.
Resultaterne blev: Guld Runa, sølv Frank og bronze Jeppe. Vinder af rødvinsturnering blev Bob med Morten på 2. pladsen. 20 spillere deltog i turneringen.
Stort tillykke til vinderne og tak til alle øvrige deltagere for en uforglemmelig dag, hvor mange spillere overraskede på det resultatmæssige plan.
Kirsten

Vinderne: Frank, Runa og Jeppe (læg lige mærke til, at begge de herrer går ned i knæ!)

Bob og Morten
16. juni 2014
DPF 2. runde d. 14/6-14
Jeg kan næsten ikke være inde i mig selv af stolthed, bliver simpelthen nødt til at forfatte et par ord om vores tur til Kirke Såby i 2. runde af DPF.
I denne 2. runde var vi for det første ramt af tre afbud, pga. bryllup og Le Mans. To skulle til bryllup og en til Le Mans, tre stamspillere, Lars Leo, Mads, sidst og ikke mindst Rasmus, vores mentor og holdejer. Samtidig var Ingrid også ved at melde afbud pga. skolejubilæum. Dette afbud blev dog klaret med en kammeratlig samtale over en flaske god rødvin, så var vi 10 spillere og havde muligheden for at skifte ud, hvilket er nødvendigt, da der spilles mange kampe på en sådan dag.
Det betød så også, at Morten havde debut som holdejer. Han indrømmede senere, at han var rigtig nervøs for, hvordan det skulle gå, "der var tale om tynd mave", da det er Rasmus, der normalt tager de svære beslutninger og gør skrivebordsarbejdet.
Det viser sig, at alle Mortens bekymringer bliver gjort til skamme. Den første kamp skal vi møde Køge, dem tæver vi ubesværet 6-2. Vi har forøvrigt altid problemer med den første kamp om morgenen, den indikerer tit og ofte, hvordan resten af dagen vil gå, så det tegnede godt.
Næste kamp er mod FIF, som efter 1. runde lå nummer 2 i puljen. På blændende petanquespil af Hornbæk pillede vi fuldstændig selvtilliden ud af dem. Uanset hvad de gjorde, var vi 2 skridt foran, de blev lammetævet 7-1, over and out!!!
Sidste kamp for dagen er mod Kirke Såby, hjemmeholdet. Den sidste kamp er der, hvor man er ved at være træt, og det kan blive en rodet afære, og det endda mod hjemmeholdet, som kender forholdene. Det viser sig også efter, vi har spillet de 3 tripler, har vi tabt 2, og vundet en efter en lang og sej kamp. Der står nu 2-1 til Kirke Såby, og vi er presset. Vi skal nu vinde 4 ud af fem kampe!! 4 doubler og 1 single. Alle er opsatte på at gøre arbejdet færdigt, og det gør vi så overbevisende, at de må føle i Kirke Såby, at de virkelig fik røvfuld!! 3 doubler ender 13-0, og en 13-1, desværre taber vi singlen, kampen ender 5-3 til Hornbæk.
Vi hiver alle 6 point hjem på en meget overbevisende måde og ligger nu nummer 2 efter KPK. Det er mere end godkendt piger og drenge.
På vejen hjem i bilen snakkede vi, om nivauet var faldet i 2 division i forhold til de andre gange, vi har været der, det er det måske, men vi blev enige om, at det er også er os, der er blevet bedre, meget bedre!!! Vi har samlet et homogent team, og uanset hvem vi sætter ind, bidrager denne med noget. Efterfølgende har vi fået Jeppe med i truppen, det betyder, at vi har endnu flere strenge at spille på, så det tegner rigtigt fornuftigt.
Til sidst, husk nu at få armene ned igen for turneringen er ikke slut endnu.
Kh. Lasse
15. juni 2014
Invitation til Hornbæk Open - doubleturnering finder du her eller under menupunktet Hornbæk Open
15. juni 2014
GODT RESULTAT FOR REGIONALHOLDET
Solen skinnede, flagene smældede, anlægget viste sig fra sin pæneste side og blæsten pustede sig åndeløs, da anden runde i AL Bank Sommerlandsturnering skulle afvikles lørdag. Hornbæk var vært, og 35 spillere indfandt sig i højt humør og med stor gensynsglæde til den fine morgenmad, som klubben bød på. Der var fire hold, som skulle igennem dagens kampe, Slangerup, Hillerød, Gribskov og Hornbæk.
Dagen startede fint, første modstander Gribskov blev sendt tilbage til bænkene efter en sejr til os på 4-2. Efter indtagelse af frokost, som foregik mellem kampene, skulle vi møde Slangerup. Dem har vi det ikke så godt med, og vi måtte indkassere en dukkert på 1-5. Men efterhånden har vi fået dem luret af, så mon ikke det skulle lykkes næste gang?? Hillerød og Gribskov spillede nogle marathonkampe, så det var først sent på eftermiddagen. at sidste runde kunne påbegyndes. Modstanderen var Hillerød, og dem gjorde vi kål på med en sejr på 5-1.
Det blev en lang, men herlig dag med masser af god petanque fra alle hold, først kl. 18.30 kunne vi vende hjem til domicilerne.
Gårsdagens resultat betyder, at holdet deler andenpladsen i puljen med Gribskov.
Tak til Jeanne, Irene, Hanne, Niels, Henning, Erling og Aksel for jeres formidable indsats, I gjorde det bare så godt.
Steffen
12. juni 2014
DGI Hold 3
Der var sol over Hornbæk og vores flotte baner, da vi i går for anden gang i runden skulle møde Ølstykke. Selvom det havde regnet lidt i løbet af dagen, havde det ikke haft nogen større effekt, banerne var knastørre. Vi lagde ud med triplerne, Grethe, Aksel og Erling kom vist ud for et one-time-wonder, idet de havde ført 4-0, så fik modstanderne 1 point og derefter 2 x 6 points, og så var den kamp forbi. Nelle, Jeanne og jeg selv gjorde dog gengæld, vi vandt 13-1.
Af de 3 doubler tog vi os af de 2, og så var stillingen inden triplerne 4-3 i vores favør. Efter en pause, hvor alle spillere slikkede sig om munden ved synet af Nelles hjemmebagte vidunder af en chokoladekage og bagefter kunne konstatere, at den lå godt i maven, gik vi ud til singlerne. De var også a piece of cake, idet vi vandt de 5 af dem. Da Ølstykke havde bedt om at starte kl. 18.00 istedet for som normalt kl. 19.00, var hele seancen forbi kl. 20.15. Vi kunne derefter fordele os over lokalområdet efter en god petanqueaften, der endte med en sejr til os på 9-4, samme cifre som vi vandt den første kamp med.
Tak til jer alle, I leverede endnu en gang en formidabel indsats. Og tak, Nelle, for din fine kage.
Første kamp efter sommerferien er 13. august mod Farum på deres baner.
Steffen
3. juni 2014
Invitationen til årets strandpetanque lørdag den 5. juli 2014 er lagt på hjemmesiden, du finder den i undermenuen "Strandpetanque"
Kirsten
31. maj 2014
Klubmesterskab i mix på Kr. Himmelfarts dag
Stort tillykke til samtlige vindere og tak til alle deltagerne for en forrygende og fantastisk dag på vores baner.
Billeder af vinderne finder du i undermenuen, resultaterne finder du her
Kirsten
22. maj 2014
SEJR TIL DGI HOLD 3 OVER FREDERIKSSUND
I den tredje kamp i runden skulle vi i går møde Frederikssund. Hornbæk havde sørget for det gode vejr, solen skinnede det bedste den havde lært, det blæste ganske lidt og banerne var fine, hårde og sine steder lettere opkørt, hvilket passede os fint. Vi lagde ud med triplerne, Jeanne, Nelle og jeg kunne slet ikke finde fodslag og måtte indkassere et nederlag på 3-13. Bedre gik det for Grethe, Aksel og Erling, det lignede længe en sejr til dem, men de måtte se sig slået på målstregen, 13-12 til Frederikssund.
Så tog pokker ved os allesammen, for det kunne da ikke være rigtigt, at vi sådan skulle fejes ud. Det blev til tre sejre til os i doublerne, ganske overbevisende endda, to kampe endte13-1 og en 13-3. I pausen fik vi tanket depoter og tankerne op, budskabet var klart, 4-3 til Frederikssund betød mindst 4 vundne singler for at vi kunne vinde kampen. Da 5 af de 6 singler var spillet, stod det 6-6 og afgørelsen lå hos Nelle, som klarede opgaven og sin kamp med bravour med en flot sejr og dermed en sejr til Hornbæk på 7-6.
Kl 21.30 kunne vi tage afsked med de gæve Frederikssundspillere, der begav sig tilbage til byen ved fjorden sikkert uden megen trut i hornene.
Næste kamp 11. juni kl. 18.00 på hjemmebane mod Ølstykke
Tak til alle for en formidabel indsats, I gjorde det bare så godt.
Steffen
8. maj 2014
DGI – HOLD 3
I går havde vi besøg af Farum, hvis hold bestod af 5 damer og en enkelt hane. To af spillerne på holdet spiller også i 2. division i DPF regi.
Det havde regnet det meste af dagen, men henimod aften skilte skyerne sig, regnen ophørte og solen kiggede frem. Et perfekt petanquevejr. Banerne var MEGET tunge og sine steder ret så bløde, så det gjaldt om at komme udover det bløde punkt, så kuglen ikke stoppede og blev liggende som en vingeskudt fugl.
Vi lagde ud med triplerne, hvoraf vi tog os af en hver. Nelle, Jeanne og jeg havde et ganske komfortabelt forspring, og selvom vi kun fik et point ad gangen, lignede det længe en sejr på 13-1. Men ved stillingen 11-1 gik vi i stå, vi kunne simpelthen ikke få de sidste 2 points, til gengæld gik de til modstanderne. De nåede helt op til 8, før vi kunne lukke og slukke kampen. Doublerne gik til Farum, alle tre, og så var situationen helt klar før singlerne. Mindst 5 singler skulle vindes for at vi kunne vinde kampen, kunne vi gentage kunststykket fra Ølstykke kampen? Desværre ikke denne gang, det blev til 3 singlesejre til os, og kampen endte 8-5 i Farums favør.
Mange af kampene var lange og seje, så først kl 22.15 kunne vi slukke for aftenbelysningen.
Tak Grethe, Nelle, Jeanne, Aksel og Erling for jeres indsats, næste gang, 21. maj, gælder det Frederikssund på hjemmebane.
Steffen
27. april 2014
Lars Leo har i dag fået Idrætsforeningens Idræts - og Kulturpris 2014
Bestyrelsen besluttede sidste år på et af vores møder, at vi ville indstille Lars Leo som kandidat til Idrætsforeningens Idræts - og Kulturpris 2014. Det er Hovedafdelingens forretningsudvalg, der tager den endelige beslutning, om hvem prisen skal gå til. Tirsdag aften fik jeg så den glædelige besked, at Lars Leo var blevet valgt.
Peter Poulsen bad mig om at udarbejde et "talepapir", han kunne bruge ved prisoverrækkelsen, det kommer her:
"Lars Leo har haft sin gang i Hornbæk Idrætsforening i adskillige år, og i hver eneste af de underafdelinger han har været en del af, har han hver gang formået at sætte et stort og uforglemmeligt aftryk. Det hænger uden tvivl sammen med hans varme og glade personlighed og ikke mindst det store engagement han altid lægger for dagen i det frivillige arbejde. I de sidste mange år har petanqueafdelingen haft den store glæde og fornøjelse af at have ham i vores ”stald”.
I årene forinden - og udenfor petanque har Lars Leo bl.a. haft følgende frivillige opgaver i Idrætsforeningen:
a) Holdleder i fodboldafdelingen
b) Hovedsponsor ved Familiedag på Idrætsanlægget (2004)
c) Chef for oldboysholdet (fodbold)
d) Frivillig ved Jubilæumsfesten (2008)
e) Bandesponsor v. fodboldkampe
f) Etablering af skur til grill til Fodboldens Venners pølsesalg (sammen med Peter Hansen)
g) Hjælper til stadighed FV med praktiske opgaver som f.eks. at lægge gulv i hallen til indendørs kræmmermarked samt at grille og sælge pølser ved 1. holdets hjemmekampe.
Lars Leo er ubetinget Hornbæk Petanques største sponsor. Han har foræret os mange arbejdstimer, som også inkluderer hans store og dyre entreprenørmaskiner til de adskillige anlægsarbejder, vi i årenes løb har haft brug for at få etableret. For blot at nævne nogle af opgaverne:
1) Udgravning og anlæggelse i klubbens nye baner (2006)
2) Etablering af fliseanlæg ved nye baner (2008)
3) Støbearbejde ved etablering af overdækket terrasse ved nye baner (2011)
4) Etablering af ”Dronningetrappen” på skråning til vores nye baner (2013)
5) Nedgravning af elkabler samt støbning af fundament til lysmaster på nye baner (2013)
Alle disse frivillige arbejder har Lars Leo selvfølgelig ikke lavet på egen hånd, men han har været primus motor for alle projekterne.
Derudover har Lars Leo to gange sponsoreret det mobile toilet, som Naturstyrelsen har påbudt, at klubben sætter op, når strandpetanquestævnet afholdes på stranden 1. lørdag i juli.
Lars Leo har desuden været så gavmild, at han har sponsoreret klubtrøjer til 1. holdets spillere. Et hold, han også selv er en del af.
Som petanquespiller har Lars Leo også opnået at få stor anerkendelse. Han var en del af klubbens kvartethold, der blev DGI Landsmestre i 2010.
Lars Leo er i dag holdleder for sit eget kvartethold, som i 2013 gjorde det så godt, at det vandt puljen i DGI’s regionsturnering.
Lars Leo er en ildsjæl, der brænder igennem. Han er en usædvanlig en af slagsen, og det er derfor en stor glæde, at HIF’s Forretningsudvalg har valgt at give netop ham Idrætsforeningens Idræts – og Kulturpris 2014."
Kirsten

En meget glad prisvinder
24. april 2014
ØLSTYKKE GIK I STYKKER
I går spillede vi sæsonens første kamp i DGI regi, den skulle stå mod Ølstykke, som holder til i nogle dejlige omgivelser på et anlæg der paradoksalt nok hedder Græstedgård. Der var også turnering med nogle 4-mandshold, så vi var blevet tildelt de sidste 6 af de ialt 12 baner, anlægget består af, de 4 af dem med en overflade meget lig vores eget, de 2 bedst egnet til at trille på.
Vejret var ikke specielt venligt, solen og foråret havde gemt sig godt, det regnede det meste af tiden.
Vi lagde ud med triplerne hvoraf vi vandt en hver. Doublerne blev fordelt med to til Ølstykke og en til os. Derefter holdt vi en lille pause i klubbens fine lokaler, holdlederen havde huseret i køkkenet og frembragt en imponerende kage, som blev indtaget med stor lyst af samtlige halvvåde spillere. Budskabet til mine spillere var klart: Ølstykke førte med 4-3, og vi skulle vinde minimum 4 singler for at kunne vinde kampen. Jeg ved ikke hvad der skete, for det ville de da ikke nøjes med, så resultatet blev, at vi gik ud og vandt alle 6 singler, ret overbevisende endda og kunne sætte kurs mod Hornbæk med en sejr på 9-4 i bagagen. Stemningen og cigarføringen var høj, og vi nåede indenfor byporten kl 22.45, godt brugte og ret tilfredse med resultatet.
Tak for jeres flotte indsats, Nelle, Jeanne, Grethe, Erling og Aksel.
Næste kamp 7. maj kl. 19.00, hvor vi får besøg af Farum.
Steffen
14. april 2014
Arbejdsdag blev til mere end blot "havearbejde"
Det var ikke noget behageligt syn, der mødte os på idrætsanlægget lørdag formiddag. Der havde tilsyneladende været fest, men bestemt ikke på den måde, de fleste opfatter som en festlig komsammen. På store dele af anlægget lå glasskår spredt rundt omkring fra utallige smadrede flasker, også på vores nye baner og især under halvtaget, hvor man må formode, at gerningsmændene har været samlet.
Da oprydningsarbejdet var klaret, kunne vi gå i gang med det arbejde, Lasse havde planlagt for dagen. Det blev til at par hyggelige timer for de (alt for få) medlemmer, der var mødt frem.
Kirsten
Billeder fra dagen finder du i undermenuen
8. april 2014
Spilleplanerne for holdspil for den kommende sæson, det gælder både DPF og DGI er linket til de respektive hold og findes under menupunktet "Hold turneringer"
8. april 2014
Hornbæk blev suveræne vindere af Nordkyst cuppen
I lørdags drog 1. holdet til Lynge for at spille Nordkyst cup. Det var ikke mere end 3 grader, da vi tog af sted om morgenen, og samtidig var vinden, som må betegnes som stiv kuling med til at gøre dagen overordentlig kold. Vinden stilnede dog af noget senere, men så tog regnen lige så stille over. Vi var både kolde og våde, da vi endelig kunne tage hjem med en velfortjent sejr sidst på eftermiddagen. Hornbæk vandt alle tre holdkampe.
Resultatet blev:
1. Hornbæk
2. Gribskov
3. Lynge
4. Tributor
Kirsten
25. marts 2014
Jeg har her i 2014 fået bevilliget kr. 3.750,-fra §18 Tildelingsudvalget. Ældre og Sundhed, Helsingør Kommune efter min ansøgning af 13.02.2014.. Beløbet skal bruges til indkøb af trøjer til senior-petanquespillere. Der er del, der ikke har disse trøjer.
Så det er op med hænderne. JUHU.
K.h. Irene
24. marts 2014
REFERAT AF GENERALFORSAMLING I HORNBÆK PETANQUE KLUB 22. MARTS 2014
42 medlemmer var mødt, bestyrelsen var fuldtallig, i alt 47 personer
Et flot brunchbord var blevet sat op, som alle nød godt af.
Mødet startede kl. 10.30, hvor formanden bød velkommen samt med valg af ordstyrer, Henning S. blev valgt. Han kunne konstatere, at indkaldelsen til generalforsamlingen var udsendt rettidigt i henhold til vedtægterne. Derefter fulgte formandens årsberetning, hvis fulde ordlyd vil være at finde på klubbens hjemmeside. Derefter fremlagde Irene regnskabet for 2013, som viste et overskud på ca kr. 3.600,00. Med i regnskabet var dog ikke en regning fra Lars Leo for materialer til etablering af lysmaster på de nye baner, den var først fremkommet efter at regnskabet var blevet lavet. Forventet udgift 5.000 kr. Regnskab revideret og godkendt af Erik Helmer. En lille forklaring om udgiften til gaver fulgte, da mange af vores medlemmer er nået et godt stykke over konfirmationsalderen, er der ofte både runde fødselsdage, sølv-og guldbryllupper samt andre mærkedage, som Irene med ildhu holder styr på og på klubbens vegne markerer med en flaske rødvin el.lign. Sidste år havde der således været mange mærkedage.
Under punktet indkomne forslag havde Lasse bragt spørgsmålet om et højere kontingent op. Inden han startede sin argumentation for dette, gjorde ordstyreren ham opmærksom på, at det kun er bestyrelsen, der kan bestemme kontingentets størrelse, der kan ikke stemmes om det blandt medlemmerne. Formanden bemærkede, at forslaget vil blive taget op på et kommende bestyrelsesmøde. Lasse forklarede derefter sit forslag med, at forhøjelsen skulle bruges som en “buffer” til fremtidige vedligeholdelsesudgifter, såfremt vi ikke længere kunne gøre brug af gratis arbejdskraft samt hans og Lars Leo’s adgang til materiel. En minigraver koster kr 1300,00 om dagen, dertil skal lægges prisen for en operatør. Erik Helmer bemærkede, at en forhøjelse på f.eks. 100,00 kr. ville give klubben en ekstraindtægt på ca. kr. 7.000 pr år
De medlemmer, der var på valg i år, havde alle ønsket genvalg, og det blev enstemmigt vedtaget, efter at ordstyreren havde bemærket, at ingen af de tilstedeværende var blevet yngre siden sidste år og således alle var over 16 år samt at kun de, der havde betalt kontingent, var berettiget til at stemme. Bestyrelsen fortsætter derfor som hidtil, og også Erik Helmer som revisor blev genvalgt.
Sidste punkt på dagsordenen var eventuelt, og her blev spørgsmålet om Strandpetanque bragt op. I betragtning af, at både parkeringsplads og stranden på vores sædvanlige spillested har lidt kraftigt efter Bodils hærgen i december, kunne man måske overveje at flytte spillestedet tættere på havnen, hvor der også ville være bedre toiletforhold, så vi kunne undgå udgiften til leje af toiletter, samt at deltagerne kunne frekventere havnekiosken og byens forretninger i forbindelse med nødvendige indkøb. Samtidig ville det kunne tiltrække flere tilskuere og dermed måske skærpe interessen for spillet, i stil med strandhåndbold og volley, som afholdes 1 gang om året med ret så mange tilskuere. Der er stadig stemning for at vi skal fortsætte med Strandpetanque, trods sidste års lidt magre fremmøde af hold udefra. Hornbæk stillede med 12 hold, og kun 2 hold kom udefra. Strandpetanque er en super social og hyggelig dag, og rammerne, dagen afholdes i, findes ikke smukkere nogetsteds. Formanden bemærkede, at Strandpetanque er for alle, idet der ikke kræves medlemskab af en petanqueklub for at deltage. Rasmus opfordrede til at vi alle gør lidt lobbyarbejde, en kvik bemærkning fra hans side til Bjarke kæreste har resulteret i, at hun har samlet 3 hold til sommerens turnering.
Strandpetanqueudvalget, bestående af Erik, Lasse og Henning J. blev forøget med 1 medlem, idet Bjørn gerne ville være med i dette udvalg. Der vil blive kigget på de forskellige muligheder for spillested etc.
Derefter var mødet officielt forbi, der var dog et punkt tilbage, nemlig udvælgelsen af årets spiller. Denne gang var valget faldet på Bjarke, som modtog prisen med stoisk ro og et lille skævt smil, meget betegnende for ham, som han er på banen. Formandens begrundelse og billeder findes på klubbens hjemmeside.
Referent Steffen
22. marts 2014
Kirsten
Billeder fra prisoverrækkelsen: Jeanne
22. marts 2014
Kalenderen er blevet opdateret. Version 3 finder du under menupunktet "Kalender".
2. marts 2014
Dagsorden til generalforsamlingen finder du her
30. december 2013
GENERALFORSAMLING 2014
Sæt allerede nu kryds i kalenderen. Sæsonen starter, helt som vi plejer, med generalforsamling inkl. brunch lørdag den 22. marts 2014, kl. 10.00 for efterfølgende at fortsætte med årets 1. rødvinsturnering.
Dagsordenen til den ordinære generalforsamling følger senere og vil blive lagt på nettet senest 14 dage før.
Første version af spillekalenderen 2014 er færdig, du finder den under menupunktet "Kalender".
Kirsten
30. december 2013
Strandpetanque bliver aldrig mere helt det samme
Vi husker alle orkanen Bodil, der rasede i begyndelse af december og ikke mindst de talrige og voldsomme ødelæggelser, den forårsagede. Det var ikke blot Hornbæk Havn, der blev fuldstændig smadret, stranden øst for havnen, hvor vi afholder vores årlige standpetanquestævne, ser i dag meget anderledes ud. Nogle steder har havet taget ca. 10 meter af kysten, den ene halvdel af parkeringspladsen er forsvundet, klitterne er væk, buske og anden vegetation er blevet revet op, adskillige træer er væltede efter at vandet har skyllet al sand og jord væk, så rødderne nu er fritliggende. Se bare billederne her:
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse. Fotografer: Kirsten (strandpetanque) og Jørgen T. (1. juledag)












