8. December 2013
![]() |
Hornbæk Petanque ønsker alle Glædelig Jul og Godt Nytår Vi ses igen i 2014 |
![]() |
1. december 2013
Sæsonafslutning
I går lørdag blev årets sidste rødvinsturnering spillet. Den markerede samtidig afslutningen på en lang og resultatmæssig meget flot sæson - især for flere af klubbens hold. Det kommer I naturligvis til at høre mere om i min årsberetning.
Det er også ved denne sidste turnering, at klubben fejrer den spiller, der samlet set har opnået flest point i de rødvinsturneringer, vi har spillet henover sæsonen. Titlen er ”All-over mester”, men jeg synes egentlig, at ”Rødvinsmester” er en bedre betegnelse.
Der var knap så megen spænding i år om resultatet. Allerede inden de sidste turneringer løb af stabelen, stod det helt klart, hvem der ville vinde. Runa havde spillet sig til så mange point, at hun ikke kunne slås eller hentes, om man vil. Runa kunne ikke deltage i lørdags, men hun mødte alligevel op for at modtage den præmie, som det er blevet tradition for nemlig Georg Jensens juleuro.
Runa ønskes hermed et stort tillykke med sejren. Det er tredje gang, at Runa vinder. Flot, flot præstation.
Inden spillene gik i gang blev nogle af klubbens mest arbejdsomme, aktive og frivillige medlemmer belønnet med en gaveæske med indhold af tre flasker god rødvin.
Det var: Peter H. og Knud, der havde lavet gelænderet ved ”Dronningetrappen”, Lars Leo og Henning i forbindelse med etableringen af lysanlæg på vores nye baner og til sidst Lasse, der altid sørger for, at vores baner er i tip-top stand samt ikke mindst var primus motor for at slutspillene ved DPF’s landsturnering tilfaldt Hornbæk.
Lars Leo og Bjarke havde tidligere på året fået doneret en middag af klubben for deres arbejde i forbindelse med udgravning og etablering af trappen.
Tak skal I have alle sammen, uden jeres engagement ville klubben ikke være helt den samme.
Kirsten

Rødvinsmester Runa lykønkses af Irene

Dagens vindere: Janne, Tage, Anni og Ingrid
1. december 2013
Etablering og opsætning af lysmaster
Klubben har længe ønsket sig at få endnu et lysanlæg etableret på banerne, sådan at begge baner kan benyttes efter mørkets frembrud. Det ønske er nu endelig ved at blive realiseret.
Lysmasterne har vi haft liggende i et længere stykke tid, og for blot 2 måneder siden var vi så heldige, at Helsingør Kommune forærede os de tre projektører, vi manglede.
Klubbens storentreprenør Lars Leo Jensen har sammen med Dyhl Electric været primus motor i anlægsarbejdet. Elkablerne blev som det første lagt i jorden for et par uger siden, og i fredags blev fundamentet til masterne så støbt.
Jeg vil på klubbens vegne sige stor tak til vores sponsorer Lars Leo og hans firma Sundbyg, Dyhl Electric samt Hans Henrik Schmidt fra Helsingør Kommunes Idrætsanlæg. Også stor tak til Henning Serup for opsætning af lys under og ved den overdækkede terrasse.
Kirsten
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Billedserie fra arbejdet i fredags
3. november 2013
Afslutning for seniorpetanque
30. oktober var sidste spilledag for seniorpetanque-spillerne. 30 spillere mødte op og vi startede med at spille 4 omgange petanque, inden vi i samlet trop gik op i klubhuset med vores medbragte mad.
Under spisningen holdt vi evaluering over sæsonen 2013 og vi var alle enige om, at det havde været en god spillemæssig sæsonen.
Der var præmier til de tre bedste spillere og det var: nr. 1 Bob Emmonds med 217 p., nr. 2 Inger Skaarup med 185 p. og nr. 3 Janne Bubandt Jensen med 184. Alle de flotte gaver var sponsoreret af "Krusemynte". Stor tak for det.
Jeanne Simonsen fik årets flidspræmie. Jeanne har deltaget 29 gange ud af 30. Flot.
Under kaffen aftalte vi taktik for næste sæson, som starter den 2. april 2014, kl. 10.00.
Jeg modtog en flot buket blomster, som jeg siger mange tak for og samtidig en stor tak til alle spillerne for en rigtig god sæson.
Irene
Billeder finder du i undermenuen
6. oktober 2013
BREAKING NEWS: Hornbæk er i dag blevet Landsmestre
Lasses beretning kan du læse her. Og du kan læse mere her.Billeder finder du i undermenuen
6. oktober 2013
DGI Østfinale for kvartethold
Hornbæk lagde i går baner til DGIs Østfinale. Alle seks hold, der deltog, repræsenterede DGIs regioner øst for Storbælt inkl. Bornholm. Kendetegnende for holdene var, at de alle havde spillet sig til en 2. plads i de respektive regionale finalespil, der afslutter en lang sæson.
Vinderholdet blev Korsør fra Vestsjælland, nr. 2 Roskilde og nr. 3 Gribskov fra Nordsjælland.
DGI Nordsjælland var vært for arrangementet. En stor tak til Tage, som var turneringsleder. Tak til Bob, som hjalp til med oprydning, tak til Pia i klubhuset for skøn forplejning og sidst men ikke mindst en meget stor tak til Lasse, der forinden havde klargjort vores baner.
Kirsten
![]() |
![]() |
![]() |
| Tage Stenbæk | Vinderholdet fra Korsør | 2. plads Roskilde |
Klik på billederne for at se dem istor størrelse
1. oktober 2013
Klubmesterskab i triple, den 28.9.2013
Så oprandt dagen for Hornbæk Petanques sidste mesterskabsspil i året 2013 og i alt syv hold havde tilmeldt sig til dagens strabadser. Dette medførte et lidt specielt gruppespil hvor alle hold skulle trække et nummer, og dette afgjorde hvem deres modstandere ville blive i de fire gruppekampe hvert hold skulle igennem. Når gruppespillet var overstået, ville de fire bedste hold blive sendt direkte i semifinalerne og de resterende tre ville få lov til at spille en lille rødvinsturnering, hvor samtlige hold bliver præmieret med gode flasker.
Dermed var der lagt op til et uforudsigeligt gruppespil, hvor holdende kom til at møde hinanden på kryds og på tværs indtil de fire bedste hold var blevet fundet. På grund af turneringens form var det desværre sådan, at der i hver spillerunde var et hold der skulle sidde over, dette hold fik en automatisk sejr på 13-7 for den kamp.
Hen over dagen var der to hold der skilte sig ud; Runa, Ingrid og Lasse der med solidt spil, samt flotte enkeltmandspræstationer endte gruppespillet med en score på fire sejre og nul nederlag. Holdet Daniel, Joe og Peter endte gruppespillet med den samme score efter en kamp som oversidder, samt tre flotte kampe hvor højt humør og præcise indlæg var kendetegnet for deres spil.
Dermed var første og andenpladsen til semifinalerne fundet, tredjepladsen blev taget af Mads, Morten og Rasmus, hvor Bubandt, Jane og Bob tog fjerdepladsen, nu kunne rødvins-spillet og semifinalerne gå i gang. Begge semifinaler startede i højt tempo hvor begge af de topseedede hold tog en stor føring, Runa, Ingrid og Lasse formåede at holde Bubandt, Jane og Bob bag sig og var dermed klar til finalen. I den anden kamp kom Daniel, Joe og Peter godt fra start, men måtte til sidst se Mads, Morten og Rasmus tage en snæver sejr.
Samtidigt med var der tæt spil i rødvinsturneringen hvor alle holdende spillede lige op med hinanden, for til sidst at ende med at Kirsten, Inger og Tage stod som vindere.
I finalen endte det, efter en noget ensidet affære, med at drengene tog sejren hjem og dermed vandt klubmesterskabet for det andet år i træk. Derimod var kampen om bronzemedaljen meget mere tæt og til sidst lykkedes det Daniel, Joe og Peter at hive sejren hjem.
Det skal nævnes at Irene havde snakket med Krusemynte som havde lovet at sponsere ekstra præmier til fjerdepladsen samt rødvinsspillet, og dermed gik samtlige deltagere fra dagens turnering hjem med flotte præmier efter en lang dag med petanque.
Morten
Billeder fra dagen finder du i undermenuen
25. september 2013
Her kommer en lille beretning fra en fantastisk weekend i petanquespillets vold
Weekenden d. 21/9-22/9 var der slutspil i DPF regi. Det handlede for Hornbæks vedkommende om årets målsætning, nemlig oprykning til 2 division, og det lykkedes til fulde - fantastisk.
Forud for denne weekend på næsten hjemmebane (grusbanen i Ålsgårde) opdagede jeg, at DPF ikke havde nogen steder at afvikle dette store stævne. Jeg tjattede lidt frem og tilbage med formanden for DPF's turneringsudvalg om muligheden for at afvikle det hos os.
I første omgang var Kalundborg blevet tilbudt stævnet, men afslog dette, da deres grusbane var omlagt til kunstgræsbane. Det samme gjorde sig gældende for Tune petanqueklub. Deres grusbane var også inddraget til kunstgræs, - grusbaner er efterhånden en mangelvare. Som sagt fik vi værtskabet til denne store weekend. Jeg var eddermandme stolt på klubbens vegne, til gengæld havde jeg ikke gjort mig tanker om, hvor stort et arbejde det er at lave et sådan stævne.
Der skulle skriftlig ansøgning til Helsingør kommune samt Nordkysthallen om lån af deres grusbane, - lave aftale med forpagteren af cafeteriaet om mad og priser, samt hvor folk kunne træde af på naturens vegne. Alt dette lykkedes, fordi disse mennesker er meget samarbejdsvillige, tusinde tak for det.
Det næste er alt det praktiske omkring dette stævne, alle de mennesker der stiller op til at arbejde for fællesskabet, hold da op hvor er jeg stolt, - det kunne absolut ikke lade sig gøre uden jer !!!!
Vi startede Torsdag med at lave baner, skuffe for ukrudt og rive dem samt sætte snore. Fredag kørte vi ud og satte telte op, og i det hele taget være klar til den store weekend.
Lørdag var den store dag, hvor alt skulle klappe, alle mødte op ved 8 tiden (kampstart kl. 10.00). Vi skulle sætte måltavler op som det allersidste, dette var dog gjort da vi mødte op!!
Jørgen Timmann fra Tributor, hvor vi havde lånt tavlerne, havde allerede sat dem op sammen med Kirsten og Michael Svendsen!!! Tusinde tak for hjælpen Jørgen, det er bare så stort, at vi kan hjælpe hinanden.
Målsætningen var oprykning for os, folk var tændte, nogle lidt overtændte, alt i alt en god start for weekenden!! Første kamp er mod Hedebo, den vinder vi stort med 6-2, vi er nu kommet godt fra start. Næste kamp er mod Åstrup, den formår vi også at vinde 6-2. Vi har nu nået målsætningen om at rykke op!!!! Vi er meget tilfredse med vores indsats, men hvor var glæden og begejstringen henne!!! Jeg går ud fra, at folk var mentalt trætte, for vi skulle spille en kamp mere mod P96, der kom vi ned på jorden igen!!! Vi tabte 6-2, men stadigvæk hvor var den festlige stemning henne!!!
Søndag skulle vi så spille medaljespil. Jeg kunne se på folk, at de var lidt slidte, men tændte, det så godt ud. Vi skal møde Vennerne om at komme i finalen. Vi lægger ud med at vinde 2 ud af 3 tripler, det er sgu godkendt!! Men efter anden runde havde vi tabt 3 doubler samt singlen, ØV, vi taber kampen 5-3, den burde vi have vundet.
Vi skal nu spille om bronzemedaljer. Vi skal møde Køge, jeg ved ikke lige, hvad der skete, men vi lammetæver dem med 8-0!!! Det må have været en trods reaktion!! Vi spillede bare rigtigt godt, havde vi bare spillet sådan i den første kamp, var vi endt i finalen. Det tegner godt for fremtiden.
Kirsten havde opfordret folk til at komme ud og støtte holdet i deres bestræbelser på at rykke op i 2 division, og det gjorde folk begge dage. Hvor er det fedt med den opbakning I gav, alt blev kommenteret, rost, klappet af, hvor er det bare stort, at I gav jer tid til at komme ud og heppe, det gav vinger.
Til sidst vil jeg lige fortælle, at vi blev meget rost af DPF for vores fine arbejde med hele arrangementet, og at det var rigtigt fint, at stævnet blev lagt ud til andre end de sædvanlige.
Eneste minus ved denne weekend var, at vi desværre ikke kunne afholde dette stævne hjemme på vores eget rigtigt dejlige anlæg og tjent en skilling på det rigtigt store arbejde, der er blevet lagt for dagen.
Tusinde tak til alle for en fantastisk weekend
Lasse

24. september 2013
Fantastisk weekend – stor oplevelse
Hornbæk vinder bronze i DM for holdspil i DK-serien
Slutspillet i DPF’s sommerlandsturnering for Danmarksserien og Regionalserien blev spillet i weekenden i Ålsgårde. Slutspillet er samtidig et uofficielt Danmarksmesterskab for hold i de respektive rækker.
At slutspillet denne gang kom til Hornbæk skyldtes ene og alene en god ide og et enestående flot lobby arbejde, som vi kan takke Lasse for.
Det kræver megen plads at lave så stort et arrangement, når 150 spillere fra hele landet skal spille mod hinanden. Den plads har vi desværre ikke til rådighed på Hornbæk Idrætsanlæg, så Ålsgårde blev i stedet det naturlige valg, hvor vi med lethed kunne lave de efterspurgte 50 baner på grusbanen.
For Hornbæks hold drejede lørdagen sig først og fremmest om at spille sig til oprykning til 2. division. Det lykkedes gudskelov. Holdet vandt de to første kampe med cifrene 6-2 mod Hedebo og derefter 7-1 mod Åstrup. Oprykningen var dermed helt sikker. Sidste modstander, Amager P96, havde også vundet sine to indledende kampe, så resultatet af denne sidste kamp ville ikke have nogen afgørende betydning for vores videre forløb. Amager P96 skulle vise sig at være en hård nyser, for den kamp tabte vi 2-6.
Medaljerne var i fokus ved søndagens spil. Her tabte Hornbæk desværre den første kamp mod Vennerne fra Djursland. Spørgsmålet var så bare, om bronzen kunne tilfalde Hornbæk i den efterfølgende kamp mod Køge. Spillerne på Køges hold havde lige spillet uafgjort mod Amager P96 - og tabt i point, så de var tydeligvis skuffede. Deres frustration blev selvfølgelig udnyttet, - og da triplekampene var vel overstået, var Hornbæks hold allerede nået et stort stykke hen af vejen mod det endelige mål om metal. De sidste fem kampe skulle bare vindes, det blev de også, selv om to af doublerne blev nogle tidsrøvere af rang, og som egentlig kunne blive hvad som helst i resultat. Sejren var i hus, Hornbæk havde vundet en bronzemedalje. En tredje plads blandt 24 velspillende hold på landsplan, det må siges at være ganske godt gået!
Jeg skal sent glemme den gejst og den vilje spillerne på Hornbæk holdet udviste. Der er ingen tvivl om, at spillerne er meget bevidste om, at så længe de er på, så ved de præcis, hvor fokus skal være.
En tanke, der strejfede mig, da slutspillet var vel overstået, var, at det faktisk kun tager fem minutter at rydde op: dvs. at fjerne samtlige markeringssnore fra grusbanen, bære borde/bænke til trailer, nedtage telte, pakke måltavler og rydde affald af vejen.
Det kan ikke gøres hverken bedre eller hurtigere. Alle spillere og andre frivillige i klubben skal have en meget stor tak for deres indsats. Vi gør det meget gerne igen på et andet tidspunkt, ikke?
Resultater finder du her
Kirsten
21. september 2013
Breaking News: Hornbæk har i dag sikret sig oprykning til 2. division
Kirsten29. august 2013
DGI HOLD 3 SIDSTE SÆSONKAMP
6 lokale landsbyboere i højt humør og 14 ænder i gåsegang var mødt op for at se petanque i går aftes, da vi skulle spille vores sidste sæsonkamp mod Sønderby. Vores hold bestod af Jeanne, Nelle, Erik Jessen, Henning, Aksel og jeg selv. Omgivelserne er som tidligere omtalt helt perfekte, har vi det flotte og velplejede anlæg, kan der her tales om petanque i romantiske rammer i den lille landsby med knap 200 huse.
Banerne er ret så fine, dog lidt bløde på midten og ellers MEGET hårde. Typisk trillebaner, som det var tydeligt de lokalkendte mestrede ret så godt. På den ene bane udgør et stort træ banden, ca. 1 m inde på banen. Vi lagde ud med triplerne, som vi efter tætte kampe måtte se os slået i. Derefter doublerne, som vi vandt den ene af, og herefter var den klare opgave, at vi skulle vinde alle seks singler for at kunne vinde matchen. Den tyggede vi så lidt på, sammen med de hjemmebagte boller med ligeledes hjemmegjort marmelade, som en af de spillende damer havde begået. Det lykkedes os at vinde to singler, og efter en trods alt hyggelig aften, som vi selvfølgelig gerne havde set et andet udfald på, kunne vi vende fronten mod Hornbæk. 10-3 blev det til Sønderby.
Det har været en sæson med op-og nedture, men jeg vil gerne takke mit hold for en fin indsats hele vejen igennem, og, ikke mindst, for nogle gode petanque aftener i jeres hyggelige selskab.
Steffen
18. august 2013
For tredje år i træk vinder Rasmus klubmesterskabet i double, denne gang med ny makker
Se flere billeder i undermenuen
15. august 2013
DGI HOLD 3 FEJEDE FERSLEV UD
Befolkningstallet i Ferslev var dalet drastisk igår, da 6 af landsbyens indbyggere havde begivet sig til Hornbæk for at spille næstsidste kamp i denne runde. Da en af kvartetterne også skulle spille, og de sidste 2-3 baner på det gamle anlæg stod under vand, blev vi enige om at vi skulle benytte det nye anlæg, og blev det for mørkt kunne vi flytte ned og spille de sidste kampe med lys. Det blev aldrig aktuelt.
Af den grund havde vi byttet lidt om på rækkefølgen af kampe og lagde derfor ud med singlerne, vores normalt svage punkt, men jeg skal love for, der skete noget her. Efter de var spillet, stod der 5-1 til os, og det endda ret hurtigt. Så det var jo et ganske fornuftigt udgangspunkt, før vi gik i gang med triplerne. Dem vandt vi den ene af, Aksel, Henning og jeg selv sørgede for en Fannysejr på 13-0. En lille pause til optankning og lidt snak, før vi gik ud til doublerne, som vi vandt den ene af, endnu en gang med 13-0. Slutresultatet blev 8-5 til os, og vi ligger nu på en 3. plads i puljen.
Knejsende som haner kunne vi lukke og slukke kl. 20.30 og være tilfredse med det gode resultat, som vi gerne skulle gentage, når vi den 28. ds. begiver os til Sønderby for at spille den sidste kamp.
En stor tak til mit hold for en formidabel indsats, I var bare gode.
Steffen
13. august 2013
Hornbæk gjorde rent bord i Kalundborg
Allerede efter sommerlandsturneringens 2. runde havde Hornbæk spillet sig til så mange point, at holdet havde sikret sig en plads til slutspillet om oprykning til 2. division. Det var derfor bare en formsag at køre til Kalundborg, hvor de sidste to kampe skulle spilles.
Da Gentofte i sidste øjeblik havde trukket deres hold ud af turneringen, startede vi dagen med en oversidder kamp. Det gav os selvklart noget ekstra tid til at træne og til at få spillet os ind på banerne. Med det udgangspunkt in mente burde holdet have præsteret langt bedre i første runde af kampen mod Rødovre, end det gjorde. Vi tabte to af de tre tripler. Den ene triple tabte vi tilmed meget stort. Uha da. Der blev ændret i nogle af spiller konstellationerne, og det gav pote. I den efterfølgende runde vandt vi alle kampene, heraf nogle meget stort og en enkelt kun lige til øllet. Men pyt, vi havde sejret med en score på 6-2.
Sidste modstander var Jonstrup. Hornbæk havde lidt svært ved at omstille sig til det nye baneunderlag af skærver, men da vi først havde spillet os ind, kørte vi fuldstændig Jonstrup over ende. Kampresultatet blev 7-1.
Hold da op, det blev en stor dag for Hornbæk. Vi var glade og stolte og måske også lidt selvfede på den gode og positive måde.
Næste store udfordring bliver slutspillet, som spilles i weekenden den 21. og 22. september. Måske på hjemmebane i Apperup? Det er ikke helt afgjort endnu.
Holdet bestod af: Bjørn, Bjarke, Daniel, Mads, Morten, Jonatan, Lars Leo, Rasmus, Lasse, Ingrid, Runa og mig selv.
Tak skal I have alle sammen for en dejlig og berigende dag. Hornbæk fik endnu en gang vist petanquedanmark, hvad vi formår.
Kirsten
12. august 2013
REGIONALHOLDET FORBLIVER I REGIONALRÆKKEN
Lørdag skulle vi spille den sidste kamp i DPF’s sommerlandsturnering på banerne i Gribskov. Efter det gode resultat i juni lå vi på en delt førsteplads med Hillerød, så forventningerne var store og efter vores træningsrunde i torsdags var alle opsat på at levere en præstation, som om muligt ville bringe os videre til kvalifikationen i september om oprykning til Danmarksserien.
Vores hold bestod af Inger, Jeanne, Tage, Bob, Peter, Erling, Aksel og jeg selv og vi stred alle sammen bravt, men det var ikke lige vores dag. Der var ikke meget, der ville lykkes for nogen af os, og slutresultatet blev derfor, at vi måtte se os slået af hhv. Gribskov, Slangerup og Hillerød med de samme cifre, 4-2, hvilket bragte os på en 3. plads i puljen.
Selvom det jo er ens for alle, vil jeg ikke undlade at bemærke, at det var nogle højst besynderlige baner at spille på. De baner, vi fik tildelt, bulede opad på midten, de skrånende sider ledte tankerne hen på en norsk skiløjpe, og det betød, at skulle man ramme midti, måtte man skrue sit kast kraftigt ud til en af siderne, for at den skulle ende som tilsigtet, hvilket krævede nogen tilvænning. Samtidig var de hårde som cement. Dette er ikke ment som en undskyldning, men blot som en konstatering. Sammenlignet med vore egne var de mildt sagt ikke særlig gode.
Vi kunne endnu en gang notere, at vores petanqueanlæg bare er superflot, der kunne i hvert fald dette spillested lære noget. Området omkring banerne var fyldt med ukrudt og, ikke mindst, masser af brændenælder, en buskrydder à la Lasse ville have gjort underværker her.
Tak til mit hold for en super indsats i løbet af sæsonen, I gjorde det rigtig godt alle sammen.
Steffen
8. august 2013
DGI HOLD 3 – IGEN EN LIGE VED OG NÆSTEN
Efter sommerpausen tog vi i går hul på den sidste del i rækken af kampe, og på denne skønne og lune sommerdag begav vi os mod Frederikssund. Holdet bestod af Lis, Nelle, Erling, Henning; Aksel og jeg selv. Den sidste kamp var endt med en sejr på 7-6 til Frederikssund, så vi var indstillet på, at de cifre kunne vi lige så godt få byttet om på.
Det blev til nogle gode og spændende kampe på et underlag, der føltes som var der lige fyldt beton på, så hårdt var det. I triplerne vandt vi den ene kamp med 13-12. De samme cifre blev det i den ene double, og så stod det 4-3 til hjemmeholdet, før vi gik ud til singlerne, som vi skulle vinde fire af for at kunne vinde matchen. Inden da blev vi beværtet med nogle enorme lagkager, hele to af slagsen, som der dog ikke var meget tilbage af, da vi var færdige. Lidt kaffe til at opkvikke sanserne, så var vi klar. Alle kæmpede bravt for sagen, denne gang skulle det lykkes. Jeg blev anbragt på en bane med et ganske andet underlag end det, jeg efterhånden havde vænnet mig til, denne gang var det løs slagger, så kuglen stoppede nogle gange, som var der blevet trukket i nødbremsen. Men ganske sjovt at prøve, og lidt af en udfordring. Vi kunne trække os sejrrigt ud af tre kampe, så slutresultatet blev endnu en gang en sejr til de gæve Frederikssundborgere på 7-6.
En dejlig aften med velspillet petanque, tak til mit hold for jeres fine indsats.
Næste gang bliver den 14. august, hvor vi får besøg af holdet fra Ferslev..
Steffen
4. august 2013
Hornbæk Open i strålende sol - og lummervarme
Gribskov blev mest vindende klub med fire placeringer
Det er altid noget af et puslespil at arrangere en turnering, der er så stor som Hornbæk Open. Spændvidden på deltagernes kunnen og erfaring varierer helt fra den nye og uprøvede spiller til den garvede og meget præcise landsholdsspiller. Det skal der naturligvis tages hensyn til, når puljerne planlægges. Det skal helst være sådan, at alle har noget at spille for uanset niveau. Og det tror jeg lykkedes meget godt i går.
De to Gribskov hold, Trine Horn og Jimmy Christiansen, og Rune Jørgensen og Thormod Jørgensen, måtte begge ud i indspil til A-cuppen. Da de endelig havde kvalificeret sig, var der heller intet, der kunne stoppe deres vej til toppen. I kvartfinalen slog de henholdsvis Merete og Christian Andersen-Nielsen, sidste års vindere, og landsholdsspilleren Daniel Presutti og hans makker Maria Kristensen, der ellers havde vundet alle tre puljekampe med en score på 36.
Det blev et par spændende finale kampe, hvor Trine og Jimmy til sidst måtte overgive sig til det velspillende hold fra KPK, Ulrik Løye og Tari Roodsari. Rune og Thormod spillede sig til en flot 3. plads ved at vinde 13-10 over Sidsel og Mikkel fra Lynge.
Bedste Hornbæk hold blev Runa og Frank, der efter indspil til A-cuppen røg ud af turneringen i kvartfinalen.
Resultatlisten med de øvrige placeringer i Hornbæk Open finder du her.
Det er ikke første gang, at vi har haft besøg af de fransktalende herrer fra KPK. Gutterne er sjove og festlige og ikke mindst meget larmende. Det kræver derfor sin mand at kunne lukke fuldstændig af, når man spiller kamp. Det kunne Gribskov spillerne i går.
For at et sådan arrangement kan løbe af stabelen, er det selvfølgelig nødvendigt med medlemmernes opbakning. Ikke kun de medlemmer, der deltog i turneringen men også alle de andre. Her vil jeg især fremhæve Irene, Peter, Knud og Henning for deres store indsats på selve dagen.
Tak skal I have alle sammen, - og også stort tillykke til alle vinderne.
Kirsten
Billeder af vinderne finder du under menupunktet Hornbæk Open
22. juni 2013
Gulddrengen vinder mesterskabet i single
Rasmus Korsholm har spillet petanque, siden han lærte at gå. I dag, som voksen, spiller han fremragende petanque. Han har en sikker kastestil og et lige så godt øje for de taktiske finesser, der højner spillet, og som ofte er altafgørende for, om en kamp vindes eller tabes.
Ved dagens mesterskab i single var Rasmus den eneste, der vandt alle sine kampe. Hans største udfordring var helt sikkert Mads i finalekampen. Begge de unge drenge var dybt koncentrerede under kampen, men det var Rasmus, der klart var den mest sikre spiller, når kuglerne skulle kastes, uanset det var skud eller indlæg. Rasmus vandt kampen 13-9.
Gulddreng, det er et ord og en beskrivelse, jeg lige har fundet på. Rasmus har i årenes løb vundet adskillige medaljer ved klubmesterskaberne. I 2012 blev det til hele tre guldmedaljer: Klubmester i mix-double, double og triple, kun singlen glippede for ham.
- Guld til Rasmus
- Sølv til Mads
- Bronze til Frank
Stort tillykke til alle vinderne
Kirsten
FAKTA: 20 glade og opsatte spillere deltog i klubmesterskabet i single
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
| En glad guldvinder Rasmus | Sølvmedalje Mads | Bronzemedalje Frank | Rødvinsvindere: Ingrid, Morten og Runa |
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
20. juni
DGI HOLD 3 – DE SENESTE MERITER
Torsdag den 13. juni skulle vi møde Sønderby. Det var en skøn sommeraften, som alle nød at kunne spille petanque i. Vi har hidtil kunnet slå dem, men da vi besøgte dem sidste år, lykkedes det ikke, så vi var opsat på at nu skulle det være. Vi deltes om triplerne og Hornbæk tog sig af to af de tre doubler, så inden vi gik til singlerne, skulle vi ”bare” vinde tre af dem, så ville sejren være hjemme. Jeg ved ikke hvad der sker, så man har sådan en melding i baghovedet, men den gik bare ikke. De viste sig at være vores overmænd på singlefronten, vi vandt bare en single, og måtte slukøret tage afsked med Sønderbyborgerne, som uden tvivl havde mange rappe bemærkninger at fyre af til gadekærets ænder, da de omsider vendte hjem til deres lokale matrikel. 8-5 til dem.
I går skulle vi så i ilden igen, denne gang mod Ølstykke, der havde slået os de seneste to gange, sidste gang dog kun 7-6. Selvom det regnede og rumlede lidt om eftermiddagen, udeblev både skybrud og tordenvejr, da vi startede om aftenen, og det blev et perfekt spillevejr. Banerne var ret så tunge, men at være på hjemmebane efter at have spillet på deres til tider ret så uberegnelige baner fik os til at føle os som fisk i et akvarium, det gik bare rigtig godt og viste sig at være til vores fordel. Vi lagde ud med at vinde begge tripler samt to af doublerne, i den ene var Erling og Aksel endnu en gang kraftigt bagud, denne gang med 0-7, men så tog de gæve Hornebyborgere fat på plan B og vendte kampen til en sejr på 13-8. Så det så ganske fornuftigt ud inden singlerne, vi skulle blot vinde en for at vinde kampen. I al beskedenhed sørgede jeg for det, 13-0 blev det, ret så hurtigt. Så var det bare ned ad bjerget for resten af holdet, det blev til yderligere tre sejre og vi kunne sige farvel til Ølstykke og lukke og slukke med en dejlig sejr i posen på 10-3. Nu ligger vi pænt i midten af puljen, foran både Sønderby og Ølstykke, et godt udgangspunkt inden næste kamp, som er mod Frederikssund den 7. august, på deres baner
Steffen
17. juni 2013
Kære alle
Efter denne weekend i holdets tjeneste må jeg indrømme, at det er svært at få armene ned. Jeg går rundt med en følelse af at være uovervindelig. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men jeg tror, det må være den samme.
Ikke nok med at 1. holdet var så ”uvenlige” at vinde alle deres kampe, men sørme om ikke 2. holdet også vandt alle deres kampe, så de ligger på en delt førsteplads i deres række. Det er bare så stort og flot, at der næsten ikke kan sættes ord på.
For 1. holdets vedkomne er vi sikre på at komme til finalestævnet i september som minimum 2'er, der er kun et hold, som kan fravriste os førstepladsen. Så husk at afsætte den 21-22/9 til petanque!
For 2. holdets vedkomne skal I bare fortsætte den gode stime, I har gang i, for så skal I også ud og spille oprykningsspil i september.
For begges holds vedkomne er jeg sikker på, at det er vores bundniveau, der er blevet hævet betragteligt. Da vi jo ikke er træningsnarkomaner og forbedrer vores spil der igennem, ja, så må forbedringen ligge i, at så mange spiller DGI og rødvinsturnering.
Udfordringen ligger nu i at holde den gode form ved lige henover sommeren! I DPF er vi gået på sommerferie, og om et par runder i DGI går vi også på sommerferie. Denne ferie varer over en måned, så jeg håber ikke, vi går helt i stå, det ville eddermandme være ærgerligt, når det lige pt. går så godt!
Til sidst vil jeg også her lige sige tak til Irene og Henning Serup. De stillede op på dagen og servicerede alle, der var på anlægget til ug x og slange.
Jeg prøver at få armene ned, inden vi skal spille 3. runde i DPF (august).
Kh.
Lasse
PS Også en tak til PH og Knud Kudsk for det fantastiske gelænder samt indhegning af skraldestativ ved den royale trappe. Nu er der også et royalt gelænder, - dronningens trappe er fuldendt.
16. juni 2013
REGIONALHOLDET
Efter fredagens heftige regnvejr var der i løbet af natten indtruffet et lille mirakel, så solen lørdag morgen skinnede fra en skyfri himmel, som om den vidste at der skulle være petanquestævne i Hornbæk.
Flagene vajede over det uden tvivl flotteste og mest velplejede petanqueanlæg nord for Alperne (de rigtige, ikke de fynske) og var klar til at modtage ca. 100 spillere, der skulle fordeles mellem Danmarksserien og Regionalholdet. Vi havde fået tildelt ”det gamle” anlæg og banerne var efter fredagens regn rigtig gode, især de sidste baner var lidt bløde i det. Efterhånden som dagen gik og solen og blæsten havde fået lov til at gøre deres, tørrede de og blev til lettere trillebaner.
Vores hold bestod af Jane, Inger, Jeanne, Tage, Bob, Erling, Peter, som var debutant på holdet, og jeg selv. Vi lagde ud mod Slangerup, som ved stævnet i april havde fejet os ud af banen med en sejr på 5-1. Det var tid for revanche, og vi fejede derfor dem ud af banen med en sejr med samme cifre. Ganske overbevisende endda, to af kampene endte med en sejr på 13-1. Så var grunden lagt til optimisme før den næste kamp mod Gribskov, som vi havde slået 4-2 i Slangerup. Det viste sig at blive en ”piece of cake match”, som endte med en sejr til os på 5-1. I den ene double var Erling og Peter kommet bagud 0-6, men fik alligevel vendt det til en sejr på 13-7. Så det så ganske fornuftigt ud før vi skulle i ilden mod Hillerød, som på det tidspunkt lå alene på førstepladsen i puljen. Holdet var opsat på sejr, de var som en flok utæmmede cirkusheste og gik til opgaven med en entusiasme og gejst, som ville gøre Morten Olsen misundelig. Det endte med en sejr til os på 4-2 efter nogle ganske så spændende og intense kampe. Jeanne og jeg kom bagud 0-7 mod nogle meget nøjagtige og dygtige indlæggere og bombere, men så tog vi os sammen og begyndte at spille petanque. Det endte med en sejr til os på 13-12. I den sidste triple var vi bagud 8-7, men på en eller anden måde, vi fandt aldrig ud af hvordan, fik vi 6 kugler ind og vandt matchen.
Denne herlige dag bragte os op på en delt førsteplads med Hillerød. En stor tak til holdet for en forrygende dag og for jeres uovertrufne kampånd og fine indstilling.
Og miraklet varede ved, da den sidste kamp var spillet, havde solen ligesom os brugt al sin energi, og det satte ind med et skybrud af den anden verden. Men det kunne vi jo være ligeglade med.
Steffen
16. juni 2013
Det betaler sig at have hjemmebanefordel
Ved sommerlandsturneringens 2. runde i går præsterede Hornbæks to hold at spille petanque på et meget højt niveau. Begge hold var hele dagen tændte og ikke til at skyde igennem, troen på sejr var til stede hele tiden. Det viste resultaterne også tydeligt.
Allerede inden dagens kampe førte Danmarksserieholdet puljen, men efter gårsdagens kampe har det øget forspringet til de øvrige deltagende hold betydeligt. Det ligner nu en sikker plads til slutspillene i september om oprykning til 2. division.
Regionalholdet formåede at spille sig op til en delt 1. plads i puljen. Hvis den stilling kan bibeholdes efter 3. runde, skal holdet spille om oprykning til Danmarksserien til september.
Hornbæk Petanque har to hold, vi kan være stolte af.
Resultater kan følges på Petanque Portalen.
Kirsten
Billeder fra dagen er lagt i undermenuen.
16. juni 2013
NYE TRØJER TIL REGIONALHOLDET
Murermester Jens OIe Jensen har endnu en gang vist sig fra sin velvillige og rundhåndede side og har sponsoreret nogle flotte mørkeblå spilletrøjer til regionalholdet, så vi i det mindste hvad angår påklædning kan præsentere os på pæneste vis, når vi er ude at spille.
Billedet er fra overdragelsen i tirsdags, med den glade giver på højre fløj, behørigt iført sin murertrøje.
Tak til Jens Ole fra hele holdet
Steffen

10. juni 2013
Arbejdsdag på vores dejlige anlæg
Jeg vil her igennem takke og rose de mennesker, der havde valgt at bruge denne Søndag til at shine vores dejlige anlæg op.
Alle der stillede op, var unge mennesker mellem 56-75 år, (men hvor f….. blev de rigtige unge af).
Jeg har ikke helt tal på, hvor mange der mødte op, men en 13-15 stykker vil jeg tro. Disse mennesker knoklede, så det var en fryd med at beskære, klippe hæk, luge ukrudt, lægge fliser, vaske bænkesæt af, selvfølgelig med indlagte drikkepauser.
Vi er så heldige, at der er nogle mennesker i klubben, der har adgang til maskiner og andet grej, samt ikke mindst lysten til at lave et stykke frivilligt arbejde. Og sammenlagt med dem, der kun har deres arbejdskraft at tilbyde, giver det en utrolig stærk enhed.
Lars Leo har i den forgangne uge sammen med sin tro væbner (Bjarke), lavet den ny trappe op til de ”nye” baner, og hvilken trappe! Den er simpelthen dronningeværdig, som Irene udtrykte det, ”når man står på toppen af trappen, får man virkelig lyst til at give en royal hilsen” Ja, der mangler vel bare en rød løber!!
Takket være disse føromtalte mennesker, har vi nu igen det ultimativt flotteste anlæg i kongeriget Danmark, jeg har jo ikke set alle anlæg i Danmark, men jeg har set en del, og det bestyrker min tro på, at vi har det flotteste anlæg. I hvert fald står det rigtigt klar til at modtage en masse petanquespillere den komne weekend (15/6).
Jeg skylder lige at fortælle, at selvom vi har knoklet, er det jo også socialt super. Vi får byttet en masse løgnehistorier, samt ikke mindst den dejlige frokost, som klubben er vært for.
Endnu en gang tak
Lasse
6. juni 2013
| Formiddagspetanque i DGIs regi blev afholdt hos os i Hornbæk med deltagelse af 29 spillere fra diverse klubber her i Nordsjælland. Vi selv deltog med 12 spillere, der alle mødte op kl. 9.00 for at ordne banerne, der var temmelig groet til med ukrudt. Vaske borde og bænke af og som meget vigtigt lave kaffe. Vejret var det bedst tænkelige og alle var som sædvanlig i godt humør og god spillelyst. 2 runder før frokost og en efter. Dagens resultat blev: 1. plads: Ruth Kaas, Lynge-Uggerløse 2. plads: Ervin Cortsen, Helsingør 3. plads: Per Kvist, Hornbæk Irene Klik på billederne for at se dem i stor størrelse (fotograf: Jeanne Simonsen) |
Stævneleder Hans Jørgen Jacobsen
Dagens vindere
|
3. juni 2013
Veteranholdet on-tour!
Weekenden 31/5 – 2/6 (forlænget)
Meningen med denne tur var, træningslejr. Dette hold er opstået via Toms baghave, og har eksisteret i 18 år! Det vil sige, at det er nogle meget rutinerede herrer, der har spillet en gang om måneden, året rundt, uanset vejrets finurligheder.
Disse mennesker har jeg bearbejdet i gennem alle disse år, til at gå et skridt videre. Det er så endelig lykkedes. Jubiiiiii. De har alle sagt ja til den udfordring at spille med i veteranturneringen under DPF. Efter 18 år er det sociale jo på plads, vi elsker hinandens samvær, hvor også vores ægtefæller har det godt sammen, i det hele taget en rigtig god cocktail for at få et hold op at køre.
Disse mennesker er meget selvsikre, der er vel tale om verdensmestre udi petanque, ifølge dem selv! Vi har været på ture før, men denne gang tænkte jeg: ”Nu skal de fandeme testes”, og som sagt så gjort. Jeg havde til denne weekend desværre fået 3 afbud, for med den fremskredne alder vi har, er der jo rigtigt mange andre ting, børnebørn, venner på besøg og så en person, der absolut ikke kan lide Sverige i hvert fald ikke sammen med os!
Peter Hansen har en ødegård i Småland, lidt primitiv efter danske standarder, lokum i gården med udkig til naturen, vandet skal hentes ved brønden, dog er der indlagt el. Man siger, at hvis man ikke lugter lidt af ged efter en weekend, så har man ikke været rigtigt i Sverige. Nå, men denne ødegård dannede denne weekend omdrejningspunkt for vores træningslejr, og hvilken en weekend! Ups jeg glemte lige at nævne, at denne ødegård har en af de flotteste petanquebaner i Sverige.
Vejret var helt perfekt, 26 grader både fredag og lørdag. Vi spillede petanque i rigtig mange timer begge dage. Lørdag startede med, at jeg kom med min overraskelse, nemlig at nu skulle de ”testes”. Den havde de ikke lige set komme. Testen har jeg fundet på DGIs hjemmeside, ”Petanquenålen”. Den består af 6 øvelser, som giver et antal point pr. korrekt gennemført øvelse.
Denne første test viste med al tydelighed, at der ikke var nogen verdensmestre blandt os (he he). Der fik jeg skovlen under dem! Kun en af dem formåede at spille sig til bronze nålen! Efterfølgende spillede vi en masse kampe, hvor jeg kunne se, at de blev bedre og bedre. De havde nu fundet af, at opvarmning er alfa omega for at kunne levere et godt resultat. Så langt, så godt!
Søndag skulle der testes igen, denne gang ville de ikke teste før lidt opvarmning, og en enkelt kamp. Jeg vil her rose den entusiasme drengene lagde for dagen, de gik virkelig op i det, resultatet endte med at yderligere 4 tog bronze nålen. Sikke en udvikling, jeg er vel det, man kan kalde pave stolt. Det kan altså betale sig at træne.
6 kokkehuer for forplejning og indkvartering
6 kugler for petanquespillet
6 smiley’s for humøret
Samlet vurdering: Rigtig fed weekend, med ret til at blive efterfulgt :-o).
Lasse
3. juni 2013
SEJR TIL DGI HOLD 3 – ENDELIG!
På årets næstsidste forårsdag begav vi os på en mindre udflugt til Ferslev, som vi skulle møde i sæsonens tredje kamp. Efter en mindre byrundtur (kirken og kroen) fandt vi idrætsanlægget, hvor petanquebanerne lå. Der var tre af slagsen, hver på ca. 5x15 meter, som blev delt op, da vi skulle spille singler. De var ret så hårde og til tider lettere uberegnelige, så der skulle enten trilles eller kastes meget forsigtigt, til tider begge dele. Vores hold bestod af Alice, Jeanne, Erling, Henning, Aksel og jeg selv.
Triplerne gik godt, Alice, Jeanne og Erling vandt 13-6 og vi andre 13-8 efter en chokstart, hvor vi kom bagud 0-4, men så havde vi luret dem af og tog to hurtige omgange med 6 kugler i vores favør, og så var der skabt luft. Så det så ret fornuftigt ud før doublerne, og det gjorde sådan set også efter, selvom vi tabte dem alle tre 7-13, 10-13, 8-13. Vi skulle vinde minimum 3 singler for at vinde matchen. Skulle det lykkes eller skulle det atter blive en lige-ved-og-næsten?
Det lykkedes denne gang, pigerne måtte se sig slået, men så måtte drengene jo træde til og det blev til fire sejre til dem.
Det var svært at køre hjem, hænderne ville ikke ned på rattet, men med høj cigarføring og opløftet stemning kunne vi ankomme til lokalområdet ved 22.30 tiden med en sejr på 8-5 i bagagen.
Tak til mit hold for en flot indsats.
Næste gang gælder det Sønderby, den 13. juni på hjemmebane.
Steffen

Glade vindere: Aksel, Erling, Henning, Jeanne, Steffen og Alice
31. maj 2013
Invitationen til Strandpetanque 2013 er nu lagt på nettet. Du finder den under menupunktet "Strandpetanque".
16. maj 2013
DGI Hold 3
Alt var lagt an til en dejlig aften i går, da vi skulle møde Frederikssund på hjemmebane. Solen skinnede det bedste, den havde lært, fuglene sang i kor og for sig selv, banerne var nyfriserede, og selvom vi indimellem måtte plante fødderne kraftigt i jorden for ikke at blive taget med af den kraftige blæst, kunne det ikke være et bedre petanquevejr.
Vi lagde ud med triplerne, hvoraf vi tog os af en hver. Lis, Alice og Erling måtte se sig slået 3-13, og Henning, Aksel og jeg selv vandt, 13-5 blev det til. I doublerne så det tilsvarende godt ud, Lis og Erling 13-12 efter en meget spændende afslutning, Henning og jeg selv 13-2, og Aksel og Alice 3-13. Tage Stenbæk var med på Frederikssunds hold, og han spiller som bekendt ret så godt.
Så var det tid til en pause og optankning og vi gik til singlerne med krum hals, tre skulle vindes for at vi kunne vinde selve kampen. Det blev, igen, en lige ved og næsten, for vi formåede desværre kun at vinde de to af dem, og de gæve vikinger, som vi ellers gerne havde set returnere til Frederikssund med nedadbøjede horn, kunne forlade Hornbæk ved 21.30 tiden med en sejr på 7-6 i bagagen.
Alle på holdet kæmpede bravt for sejren, men som bekendt kan de små marginaler ofte have store konsekvenser og være med til at bestemme, hvem der vinder en kamp.
Vi kommer igen, næste gang mod Ferslev den 30. maj på udebane.
Steffen
12. maj 2013
Medaljehøst til klubbens unge spillere
De yngste medlemmer af klubben spillede sig til tops sammen med deres makkere i klubmesterskabet i mix-double
Årets første klubmesterskab blev afviklet Kr. Himmelfarts dag på en til at begynde med vindstille og lummer dag. Det varede dog ikke ved, for sidst på formiddagen trak sorte skyer ind over med et voldsomt skybrud til følge. Regnen væltede ned i store strømme, og kampene måtte derfor afbrydes, indtil uvejret med lyn og torden havde passeret forbi. Det tog ca. en halvtimes tid.
Morten havde fordelt de tolv deltagende hold i tre indledende puljer, hvoraf de otte bedste hold gik videre til selve mesterskabet. De resterende fire hold spillede om seks flasker rødvin.
De fire hold, der overbevisende havde spillet sig til semifinalerne, var også de hold, der skulle kæmpe om medaljerne. Det var alle spillere utrolig bevidste om, hvilket semifinalekampene også bar præg af. Alle var ivrige efter en sejr. Jeanne og Morten vandt knebent over Runa og Rasmus, der var kommet så dårligt fra start, at de var bagud 0-8. Alligevel formåede de to at spille sig op til et hæderligt nederlag på 11-13. I den anden semifinalekamp tilfaldt pointene holdene på skift, Ingrid og Lasse, og Mads og jeg. Sejren kunne være gået begge veje. Men i sidste runde og med sidste kugle fik Mads og jeg endelig det sidste eftertragtede point ved at flytte grisen væk fra den kugle, der lå til point. Vi vandt kampen 13-11.
Finalekampene blev derimod hurtigt overstået. Runa og Rasmus spillede sig til en bronzemedalje ved at vinde over Ingrid og Lasse med cifrene 13-3. Mads og jeg havde heller ikke de store problemer med at vinde over Jeanne og Morten, vi vandt kampen 13-9.
Rødvinsspillet blev helt som ventet vundet af Gitte og Joe, der endelig havde fået deres spil til at køre. Hvad der derimod var overraskende, var de store nederlag, de to spillere fik i samtlige deres kampe i puljespillet.
Dagens tre vindende hold spillede også sammen sidste år. Man kan så altid diskutere, om det var de unge drenge eller de ældre piger, der tog det første skridt. Valgene gav i hvert fald fuldt hus til vores unge dygtige spillere.
Samtlige vindere ønskes stort tillykke.
Kirsten
Deltagere var: Runa og Rasmus, Lis og Knud, Jeanne og Morten, Hanne og Niels, Ingrid og Lasse, Inger og Tage, Liv og Peter, Kirsten og Mads, Gitte og Joe, Nelle og Erling, Mona og Steffen og Irene og Henning.
Billeder fra dagen er lagt i undermenuen
20. april 2013
DPF Danmarksserie
Første runde!!!! Vi vidste ikke rigtigt, hvor vi stod rent formmæssigt, men vi havde til dagen taget de spillere med, som holdejerne, Rasmus og Morten, syntes var de stærkeste her op til den nye sæson. Det er ikke, fordi vi har trampet træningsbanerne ned her op til sæsonen, det er i hvert tilfælde ikke vores skyld, hvis ormene er trådt flade. Med nogle få undtagelser har vi brillieret med vores fravær, hele vinteren!!!!! Derfor er det så meget større, at vi rent faktisk går hen og laver 5 point ud af 6 mulige.
Første kamp mod Rødovre vinder vi efter en sejtrækker 5-3, en rigtig god start. Næste kamp mod Kalundborg ender uafgjort 4-4. Den havde vi ellers i vores hule hånd, da den sidste double, Ingrid og Bjarke, desværre ender 13-12 til vores modstander. Øv-øv-øv, de mister desværre overblikket. Jeg ved ikke, om det var os på sidelinjen, der fjernede deres momentum, måske!!!!
Sidste kamp er mod Helsingør, dem lammetæver vi 6-2, over and out!!!!
Fremadrettet har holdejerne tilkendegivet, at man bliver bedømt/udtaget på dagsform og møde til træning. Hvilket jeg syntes er en rigtig god ide. Håber, at alle vil tage den til sig.
Jeg vil lige nævne to spillere, som skilte sig ud denne dag, nemlig Lars Leo og Bjarke, de spillede gudepetanque, så der ikke var et øje tørt, det var en fornøjelse at være skytte på den triple.
Til sidst, det med at fremhæve nogle spillere frem for andre, er normalt ikke min stil, da det er en holdsport, og det er holdet, der i sidste ende trækker sejren hjem, men jeg syntes alligevel, det er helt på sin plads at fremhæve de to.
Hele holdet fortjener stor ros for en formidabel dag i den nye t-shirt, som SUNDBYG v/Lars Leo Jensen har sponsoreret, - for gud hvilken gang.
Tak for en fed dag.
Lasse
Holdet bestod af: Ingrid, Runa, Kirsten, Lasse, Rasmus, Lars Leo, Daniel, Bjarke, Jonatan, Mads og Morten.
(Holdet ligger på en klar og flot 1. plads efter 1. runde)
20. april 2013
DPF - regionalhold
Dengang jeg drog af sted - Inger, Jeanne, Jane, Bob, Tage, Aksel og Erling ville med. Nemlig for at spille den første kamp i DPF-sommerlandsturneringen i Slangerup. Anlægget bestod af 8 baner, og de udgjorde mildest talt lidt af en udfordring. De var stenhårde og samtidig så sandede på midten, at tankerne uden besvær gik til vores strandpetanque. Derfor afhang resultaterne i mange af kampene af, hvem der var den bedste triller. Selvom det var ens for alle, gav det måske Slangerup en lille fordel, da de kendte banerne og deres løjerligheder i forvejen.
I den første kamp mod Gribskov vandt vi 2 doubler, en triple og singlen, med et slutresultat på 4-2 i vores favør. Derefter gjaldt det Slangerup, og de fik os ret hurtigt ned på jorden igen. Eneste sejr gik til Erling og Aksel i doublen. 5-1 til Slangerup. Ikke så godt. I den sidste kamp mod Hillerød gik det bedre, og efter 1. runde kunne vi gå ud til 2. runde vel vidende, at 3 vundne kampe her ville give os uafgjort. Det blev desværre kun til to, og Hillerød kunne skrive en 4-2 sejr på deres resultatliste.
Tak til mit hold for en flot indsats.
Næste kamp i denne runde bliver den 15. juni, hvor vi sammen med det andet licenshold skal være værter ved dagens arrangement.
Steffen

Regionalholdet i Slangerup
19. april 2013
Veteran
Som nogen er bekendt med, har jeg startet et veteranhold op baseret på spillere, som spiller hos Tom Stenstrup Petersen en gang om måneden året rundt.
Vi skulle møde Hedebo 7, ja de har 7 veteranhold!!!! Og vi var meget spændte, for kunne vi lave et resultat, så vi kunne gå hjem med en god følelse af, at vi kunne være med, når den nu stod på konkurrencepetanque!!!!!! Alle glædede sig helt vildt, hvilket jeg ikke havde forstillet mig, da jeg fremlagde forslaget om at spille med i denne turnering. Men alle har taget handsken op og syntes, at det var et rigtigt godt forslag.
Vi havde lidt problemer med nogle af de ældste spillere denne dag, da de har nået en stærkt fremskreden alder (de kan ikke huske), hvilket resulterede i, at vi måtte ringe til dem for lige at gøre dem opmærksom på, at det var i dag, de skulle spille.
De nåede dog alle frem inden kampen gik i gang. Selve kampen gik simpelthen bare godt, vi vandt en sikker sejr på 4-2, de to kampe vi tabte, var meget tætte, og kunne være endt til hvad side, det skulle være. Det var en absolut godkendt debut.
Holdejer Lasse
17. april 2013
DGI hold 3
Gårsdagens dejlige forårsaften dannede en fin ramme om sæsonens første kamp, som skulle stå mod Ølstykke på deres baner. Som beskrevet i forbindelse med tidligere kampe består deres anlæg af 12 baner, opdelt med 4 baner med hver sin slags belægning. Vores kampe blev spillet på underlag af en lidt sandet karakter samt en belægning ikke ulig vores egen. Holdet bestod af Lis, Jeanne, Erling, Henning, Aksel og jeg selv.
Vi tabte de 2 tripler, Jeanne, Lis og Erling 10-13, og Henning, Aksel og jeg selv 7-13. Det gik straks meget bedre i doublerne, hvoraf vi vandt to. Lis og Aksel var bagud 2-10, men så syntes Lis, at det måske var på tide at tage sig sammen, så det gjorde de. Det blev en flot 13-10 sejr til vores hold. Efter en nogenlunde jævnbyrdig kamp, hvor modstanderne bragte sig foran ved hjælp af nogle skarpe indlæg og meget præcise bombninger, fandt Henning og jeg storspillet frem, og da indlæggene og bombningerne pludselig udeblev, kunne vi hive en god sejr på 13-10 hjem. Jeanne og Erling måtte se sig slået 10-13.
Så var der pause med hjemmegjort kage og tilbehør. Før singlerne var situationen den, at kunne vi vinde fem af singlerne, havde vi vundet kampen. Det vidste spillerne, og de kæmpede bravt for sagen.
Det lykkedes – dog kun næsten. Jeanne vandt 13-5, Lis 13-12, Aksel 13-6 og jeg selv efter en gyser mod føromtalte skarpe indlægger 13-12. Erling havde tabt sin 9-13, og så måtte vi sætte vores lid til Henning, som desværre måtte se sig slået 8-13. Så det hele endte med en snæver sejr til Ølstykke på 7-6.
Ved 22.00 tiden kunne vi sætte kurs mod Hornbæk efter en alt i alt flot indsats af holdet.
Næste kamp er 15. maj kl. 19.00 mod Frederikssund på hjemmebane.
Steffen

DGI hold 3: stående: Erling og Aksel, siddende: Jeanne, Lis, holdbossen Steffen og Henning
10. april 2013
Linkene til spilleplanerne for DPF's Sommerlandsturnering og Dansk Veteran Cup er nu gjort aktive. I skrivende stund er ingen af turneringerne kommet på Petanque Portalen, så de links hviler indtil videre.
En god og glædelig nyhed: Hornbæk har fået hjemmebane i landsturneringen den 15. juni 2013. Det gælder for begge vores hold.
Kirsten
3. april 2013
Referat fra generalforsamlingen
23. marts afholdtes den årlige general forsamling, denne gang i ”det gamle klubhus”. 35 personer plus bestyrelsen deltog, 40 i alt.
Henning Serup blev valgt til dirigent, og han kunne straks konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, at der ingen tilstedeværende var under 16 år, og at kun de, der havde indbetalt kontingent, havde stemmeret.
Derefter aflagde formanden sin årsberetning, som i sin fulde ordlyd kan ses på vores hjemmeside.
Strandpetanque affødte kommentarer fra flere deltagere, Henning Jørgensen fremførte, at Strandpetanque var vores hjertebarn, og at der skulle gøres en indsats for at bevare denne begivenhed. Måske kunne antallet af hold øges ved at udbyde turneringen til firmaer.
Regnskabet blev fremlagt, der var ingen bemærkninger hertil, regnskabet godkendt. Erik Helmer genvalgt som revisor.
Der var ikke indkommet forslag, men bestyrelsen tog problematikken omkring Strandpetanque op, idet den ønskede et udvalg, som kunne tage sig af at arrangere og gennemføre arrangementet. Henning Jørgensen og Joe meldte sig, og ligeledes Erik Helmer. Skulle det være en ”folkedag” eller hvordan skulle det gribes an for at lokke folk til. Den generelle holdning var, at det er vigtigt at bevare turneringen. Vi venter spændt på udspillet.
På valg var formanden og Morten, som begge blev genvalgt, ligeledes Gitte Helmer.
Eventuelt: På grund af det forholdsvis lille antal deltagere til vinterfesten blev det fremført, om vi skulle droppe vinterfesten for i stedet at lave den om til en sommerfest. Der syntes at være delte meninger om dette, dog viste en afstemning ved håndsoprækning et klart ønske om en bibeholdelse af festen i sin nuværende form og til afholdelse i vinterhalvåret. Runa spurgte, om det kunne være en god ide at invitere klubber med udefra, f.eks. Gribskov.
Lasse ville se på mulighederne for afholdelse af en ”aktionsdag” i løbet af sommeren, i stil med den, der blev afholdt for 4-5 år siden, hvor vi spillede golf, skød med bue og pil, spillede lidt petanque og fejrede vore evner bagefter med mad, musik og andre festligheder i et opslået telt.
Efter generalforsamlingen blev årets spiller udnævnt, titlen gik til Jeanne Simonsen, formandens ord i forbindelse hermed er at finde på vores hjemmeside.
Mødet hævet.
Steffen
23. marts 2013
Årets spiller 2012 blev Jeanne Simonsen
Kirsten
19. marts 2013
Spillekalenderen for 2013 er blevet revideret. Midnatspetanque er flyttet en uge frem pga. sammenfald med Hornbæk Havnefest.
17. januar 2013
Spillekalenderen for 2013 finder du her og under menupunktet "Kalender".
17. januar 2013
| Der indkaldes hermed til ordinær Generalforsamling i Hornbæk Petanque Lørdag den 23. marts 2013, kl. 10.00 i klubhuset Dagsorden ifølge Lovene 1) Valg af dirigent 2) Formandens beretning 3) Godkendelse af regnskab 4) Indkomne forslag 5) Valg af bestyrelse og revisor På valg er: Kirsten Madsen (ønsker genvalg) Morten Klausen (ønsker genvalg) Gitte Pedersen (ønsker genvalg) 6) Eventuelt Eventuelle forslag skal være formanden i hænde senest torsdag den 14. marts 2013 kl. 10.00 Prisen til Årets Spiller 2012 vil blive uddelt lige efter generalforsamlingen Der vil som altid blive serveret brunch Efter generalforsamlingen spilles årets første rødvinsturnering På bestyrelsens vegne Kirsten Madsen Formand |


















