JUNIORSIDEN – Det er sjovt at fiske…
 
Sommeren har budt på en del fiskeri med børnene i vores lokale vande. Et par skønne sommeraftner i juli bragte os på Hornbæk Sø efter gedder med skaller som levende agn. Den første tur var med min søn Andreas og hans gode ven Anton, der for alvor skulle prøve kræfter med søens krokodiller. Vejret var helt ideelt, humøret højt, og te og andre lækkerier var medbragt til ventetiden ombord. Efter at have roet rundt to-tre timer, og lige før det for alvor blev mørkt, huggede det omsider resolut på Andreas flåd. Skallen var taget af en af de glubske gedder, der snart løb af sted og trak flåd og rig under. Pulsen steg, og Andreas gav modhug med kraftig modstand i den anden ende, store plask og en modvillig krabat, der strittede godt imod og gav flere udløb, inden den kom i nettet. En flot gedde på 3 kg og to megastolte drenge fuldendte en dejlig aften på søen. Gedden var drengenes premieregedde i Hornbæk Sø, hvilket ikke gjorde oplevelsen mindre.

juniorsiden2 
 
På den næste aftentur var det optakten med fiskeriet efter agnskaller, der gav dramatik. Sammen med min datter Mie var vi taget til vores sædvanligvis gode sted med skaller, og efter at have udlagt et par foderkugler af gryn og majs begyndte der at ske noget. Et par skaller kom snart op og havnede i spanden med iltpumpe. Det tegnede fint, men lige med et forsvinder flåddet, - lynhurtigt tilslag, efterfulgt af et fuldstændigt vanvittigt udløb, der flår linen af hjulet og får vores spinkle medestang til at flekse helt vildt. En af søens store sudere havde hugget og gav den nu fuld speed. Jamen, det var helt fantastisk, og lige netop suderen er en utrolig fighter. Snart kom situationen dog nogenlunde under kontrol, og efter nok et par glimrende udløb blev denne flotte og kraftfulde brune karpefisk nærmest kanet ind og op på det tørre. Mie var totalt overrasket og utrolig stolt af denne fine sidegevinst på anslået 1.600-1.700 g, der efter et par pletskud varsomt blev genudsat. Den efterfølgende aftentur på Hornbæk Sø og trods fine, store agnskaller gav dog ingen gedder, men hvad gjorde det, når et ellers uanseeligt skallefiskeri havde givet en sådan fin bonusfisk, i øvrigt den første suder til Mie.
Per Gørtz
 Juniorsiden1
Print | Back | Top

Sidst opdateret 22. september 2008