HORNBÆK OPEN anno 2008
 
Først i november bød kalenderen på Geddens fiskekonkurrence Hornbæk Open i Hornbæk Sø. Fiskeriet gjaldt søens lurende gedder, der gennem de seneste år er vokset både i antal og størrelse, og da søen samtidig gennem oktober havde kaste pænt med fisk af sig (der blev genudsat), var forventningerne store til denne traditionsrige fiskedag ved klubbens vand.
 
Dagen åbnede med fantastisk vejr oven på halvårets første nattefrost. Forholdene var nærmest optimale. Den første nattefrost skaber opklaring i vore søer, og netop kombinationen af fortsat relativt lunt vand og klarere vand trigger gedden til hug, så alt tegnede godt. Klubben havde skaffet morgenbrød og friskbrygget kaffe til indtagelse under indskrivningen forud for konkurrencens start kl. 8.00. Tilmeldingen var overvældende og talte knapt 40 fiskeklare lystfiskere, heraf otte juniorer. Stemningen var god og alle var tydeligvis klar-parate til det store sats.


Hornbæk Open  Hornbæk Open Hornbæk Open Hornbæk Open
Så startede konkurrencen, og hver især fandt en plads eller favoritplads langs søens bredder, alt imens to indvejere spidsede ørerne for fisk, der skulle vejes for efterfølgende genudsætning. Og der blev virkelig gået til fiskeriet, alt imens det pragtfulde vejr bare fortsatte og fortsatte. Søen lå blank som et spejl, og morgenluftens råkølige klarhed blev gradvist afløst af varmen fra novembersolen, der fandt vej gennem den lette dis. Men der var ligesom langt i mellem huggene og råb om vægt og fisk til vejning. Der blev både anvendt det bedste isenkram af kunstagn, levende og døde agnfisk, men trods en særdeles målrettet indsats fra selv den yngste junior til de mest garvede blandt deltagerne blev der kun fanget en gedde. Fiskene var bare ikke i hugget denne dag, hvilket som bekendt ofte er et klassisk element ved lystfiskeri. Dagens ene gedde stod Bjørn for, der om nogen kender søen som sin 
egen bukselomme.

Hornbæk Open Hornbæk Open Hornbæk Open



Gedden vejede 2,6 kg og indløste en fin fiskestang i 1. præmie og et fiskehjul som første fisk på land. Et størst tillykke skal lyde til årets ”Champ” til Hornbæk Open. Samtidig skal Jan og Bo’s Fiskeshop takkes for sponsorhjælp til præmierne.
 
Efter dagens fiskeri bød Gedden traditionen tro på varm gryderet i klublokalet til alle interesserede blandt deltagerne, hvilket næsten er en lige så stor del af arrangementet. Gedden takker for en rigtig dejlig dag, det store fremmøde og den fine indstilling blandt dagens deltagere.
 
På bestyrelsens vegne
Per Gørtz
Print | Back | Top

Sidst opdateret 25. januar 2009