Lines første skaller
Det var dagen, hvor jeg sammen med min yngste datter Line tog til søen for at fange skaller. Tasken var udover diverse fiskesager pakket med siddeunderlag, saftevand og en pose guf, for der skulle rigtig hygges. Line er 3½ år og glædede sig helt vildt. Til at sætte på krogen havde vi gravet lidt orm og lavet melklister sødet ”hemmeligt” med honning, hvilket Line troede mest på, da det smagte dejligt sødt. Og nu stod vi så ved bredden og riggede til, alt imens solen bagte skønt og et par udlagte foderkugler af gryn forhåbentlig lokkede skaller til. Det hele tegnede meget fint.
Ud med prop og snøre og nu var det blot at vente. Trods sin alder har Line stor tålmodighed og forstod fint, at det gjaldt om først at give tilslag, når proppen gik ned. Det var superhyggeligt, og det gode saftevand, småkagerne og vingummierne gjorde ventetiden til en leg. Med et var der nysgerrige nap på den søde melklister… Nå, der blev stille på ny, ind med snøren og nyt dej på og ud igen. Line var helt klar. Også med et gik proppen ned, et lynsnart løft med stangen, og fisken var på. Line gav den hele armen, og selvom der blev strittet godt imod i den anden ende, kom den fineste rudskalle snart ind. Lines første fisk var en realitet, og hun var simpelthen megastolt og helt elektrisk. Fisken kom ned i den hvide spand, så den rigtig kunne betragtes. Samtidig kom proppen med dej på krog på plads igen, og roen sænkede sig på ny.
Line holdt stolt øje med sin fangst, men var der ikke små, spæde nøk på ny?… Pluff, proppen forsvandt, tilslag og nok en sprællende krabat på krogen. Line kæmpede den flot i land, denne gang en pæn stor rudskalle, og håndterede for alvor situationen som nyslåen fisker. Stor begejstring, og fisken kom ned til sin fætter i spanden. Ja, hvor var det godt, men herefter var det svært at få flere fisk i tale, så inden længe pakkede vi vore sager, genudsatte fiskene og drog hjemover. Den aften blev der talt mest om Lines fine rudskaller, og denne særlige dej af hemmeligt honningsødet melklister, der rigtig fik skallerne til hugge. Ja, det var i sandhed en mægtig tur.
Line holdt stolt øje med sin fangst, men var der ikke små, spæde nøk på ny?… Pluff, proppen forsvandt, tilslag og nok en sprællende krabat på krogen. Line kæmpede den flot i land, denne gang en pæn stor rudskalle, og håndterede for alvor situationen som nyslåen fisker. Stor begejstring, og fisken kom ned til sin fætter i spanden. Ja, hvor var det godt, men herefter var det svært at få flere fisk i tale, så inden længe pakkede vi vore sager, genudsatte fiskene og drog hjemover. Den aften blev der talt mest om Lines fine rudskaller, og denne særlige dej af hemmeligt honningsødet melklister, der rigtig fik skallerne til hugge. Ja, det var i sandhed en mægtig tur.
Per Gørtz, Lines far
