Velkommen til Hornbæk Lystfiskerforening Gedden
Vi er en lokal klub med ca. 200 medlemmer med eget klubhus og eget klubvand, Hornbæk Sø.
Gedden blev i sin tid stiftet i 1984 af lokale ålefiskere, som ønskede at gøre noget ved søens miljøtilstand, som desværre blev dårligere med svigtende fiskeri til følge.
I begyndelsen drejede arbejdet sig primært om miljøet omkring søen, og Gedden var årsag til, at Vesterbæk blev forsynet med åletrapper, så glasålene igen kunne finde vej til søen.
Desuden blev der gjort opmærksom på problemerne med overløb fra kloakkerne i byen, som ved kraftige regnskyl forurenede søen.
Den dag i dag ser vi resultatet, idet kloakkerne nu meget sjældent løber over grundet ombygning, ligesom Horneby Engsø er blevet etableret syd for søen.
I øvrigt er Horneby Engsø blevet et helt nyt miljø med masser af fiske- og dyreliv.
Som årene gik, fik lystfiskeriet en større og større plads i foreningen og vi tog, og tager, ofte sammen på ture rundt i landet, primært efter ørreder i å og langs kysten, men flere medlemmer fandt også sammen på ture til Alaska, Lapland m.fl.
Fiskeriet på søen fik også et opsving, primært centreret om geddefiskeriet, som blev krydret med sandart, som Gedden satte ud i 90’erne.
I dag er både miljøet og fiskeriet i Hornbæk Sø i stærk bedring.
Geddefiskeriet har vel ikke været bedre i nyere tid, og til 1. maj konkurrencen 2008 blev der landet over 40 gedder søen rundt.
Sandarten har slået sig fast med en ynglende bestand, men der bliver ikke fanget så mange voksne fisk, og dem der er, bør der værnes om. Dog kan man efterhånden være heldig at fange sandart på omkring de 5 kg.
Ved prøvefiskeri er der landet sandart på 5-20 cm, så det tegner godt for fremtiden, hvis bestanden kan slå sig fast.
Gedderne vokser støt, og der er ikke så langt mellem 5 kg’s fiskene.
Dog er det længe siden, at der er blevet landet en rigtig stor gedde, og den nyeste vel-dokumenterede storgedde blev landet i 1995 på 11 kg.
Den gedde var den største af en række fisk mellem 7-9 kg, som formentlig er gået til, men man ved jo aldrig.
Vi glæder os derfor over, at bestanden er på vej op.
Suderen er igen at finde i søen, og der er fanget eksemplarer på omkring 3 kg.
Suderen har tilsyneladende været væk i en årrække, men vi glæder os over de efterhånden mange nylige fangster af denne dejlige sportsfisk.
Brasenfiskeriet har altid været godt. Dagsfangster på 20 fisk omkring de 2-2½ kg er normalt, hvis man mestrer medefiskeriet.
Ålefiskeriet er i decideret særklasse, og har altid været et aktiv i Hornbæk Sø.
I perioden ca. 1990 – 2004 har vi årligt sat 7.000 stk. åleyngel ud i søen, og der er masser af fisk.
I maj landes som regel et par stykker i nærheden af 2 kg, men ellers ligger gennemsnittet højt på ca. ½ kg.
Skaller som agn sorterer de mindste ål fra, mens regnorm er en magnet til stegeål.
Desuden findes der skalle, rudskalle, aborre, hork samt enkelte karusser og græskarper i søen.
Husk at vi helst ser, at vores værdifulde rovfisk og fredfisk genudsættes, da Hornbæk Sø trods alt med sine 11 hektar er et skrøbeligt miljø, som hurtigt reagerer på overfiskeri.
Hjælp os alle til at bevare det gode miljø og fiskeri, og genudsæt din fangst hurtigt og nænsomt efter et par pletskud.
Vel mødt og Knæk & Bræk
