Skip to main content

Hornbæk Petanque’s årlige Strandpetanque stævne lørdag den 25/7-2020

Hornbæk Petanque afviklede for 26. gang sit traditionsrige strandpetanque stævne på stranden ved Hornbæk Havn.

Som følge af covid-19 pandemien var dette stævne ligesom mange andre stævner udsat til bedre tider eller helt aflyst. Men med nogen forsinkelse og meget kort varsel fik Hornbæk Petanque både tilladelse fra Naturstyrelsen samt sendt invitationer ud til tidligere deltagere. I alt 8 hold med hver seks spillere var tilmeldt og mødte op på denne med forudbestilte solskin pragtfulde lørdag, hvor alle kunne nyde de fine sand-i-tæer forhold.

Normalt tiltrækker denne turnering langt over 100 spillere, men dagens 48 spillere var nu også tilstrækkelig, idet vi fortsat måtte iagttage alle passende hensyn i relation til covid-19 anbefalingerne.

At spille strandpetanque er meget anderledes, end når der spilles på ”normale” baner. Udover selve konkurrencemomentet så var der lagt meget stor vægt på det sociale element i dagens arrangement. Elitespillere havde mixet hold med spillere med lidt eller ingen erfaring netop med det sigte, at det skulle være en hyggelig og sjov dag for alle. Og det var det også…ganske som altid!!

Der var naturligvis nogle vindere af dagens turnering. Det blev i A-cup’en det kombinerede hold fra Fredensborg Petanque og Hornbæk Petanque, som i dagens anledning kaldte sig for ”Grise Kysserne” referende til den lille farvede kugle, som alle kaster deres kugler efter. De vandt efter en hård kamp over ”Hajerne”, som var et rent Hornbæk hold. I B-cup’en vandt ”De Sorte Kugler” over ”The Bitch Boys”.

Der blev spillet petanque fra kl. 09:30 og helt indtil kl. 16:30, hvorefter vinpræmier blev uddelt til de deltagende hold.

Med venlig hilsen
Jørgen Timmann
Stævneleder

Link til artikel i Helsingør Dagblad

Tak til Suzette for billedeserien herunder

Kirsten Madsen

Kirsten Madsen

Petanque – Formand