Skip to main content

80 glade mennesker var mødt op lørdag d. 6/7-2019, til trods for en meget ustabil vejrudsigt.

Man siger ”alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”, men hvad betyder det, når vi har med petanquespillere at gøre. De har bare grejet til alt slags vejr. Dog skal det siges, at vejret langtfra blev så vådt som spået. Ganske få regnbyger om formiddagen, hen på eftermiddagen klarede det op, dog med en del blæst. Blæsten betød, at et stort telt måtte lade livet, men det blev ryddet op med højt humør, og et smil på læben. Et kendetegn for hele dagen.

Op til denne dag havde petanquebestyrelsen besluttet, at vi ville prøve at spille en kvartetturnering, modsat de andre år, hvor vi har spillet sekstete. Det skabte en del debat, ikke bare i vores klub, men også i andre klubber, men folk besindede sig.

Jeg kan kun sige, det blev en super fantastisk dag på stranden, med højt humør, god musik, og ikke mindst, fantastisk godt petanquespil i rigtig mange af kampene.

Som uprøvet arrangør af strandpetanque stævnet vil jeg meget seriøst takke dem, der har gjort det muligt, at stævnet blev en succes:

Først vil jeg takke Rex Vine ved Carsten Rex for en fantastisk behandling og rigtig gode rabatter, for de smukt indpakkede rigtigt gode vine, som blev leveret på stranden. Tusinde tak.

Tak til Jørgen Timmann for det store arbejde med at lave puljeskemaer, uden ham havde turneringen ikke blevet til ret meget. Også tak for at du samlede et hold i 11 time, så vi blev 20 hold.

Tak til Morten Klausen for hjælp med cupskemaerne.

Også en stor tak til Jeppe for de meget flotte plakater, som er blevet hængt op rundt omkring.

Sidst men ikke mindst, tak til de mennesker der trofast møder op på stranden for at stille telte og baner op, uden jer spillede vi ikke strandpetanque.

Så til dagens resultater:

A Cup: Finalen stod mellem 2 Hornbækhold, U21 mod The Bitch Boys. De unge drenge og piger spillede så godt, at de blev mistænkt for at have indtaget præstationsfremmende midler 😊. Det samme gjaldt for pensionistholdet, men modsat U21 holdet, som var helt oppe at køre, var de bare trætte og slidte, de havde nok taget for meget 😊

A Cup: nr. 1 U21, – nr. 2 The Bitch Boys og nr. 3 La Familia (vores Svenske venner)

B Cup: nr. 1 Vorterne (holdet der kom med i 11 time), – nr. 2 U24 og nr. 3 U23

C Cup: nr. 1 Transisters og nr. 2 Iskuglerne

Som I kan læse af resultaterne, tog 3 ud af 4 af U-holdene præmier ved denne turnering, så til næste års strandpetanque vil der komme uanmeldt dopingtest 😊 Det er rigtigt godt gået at I kan samle 4 hold, hvor 3 af dem tager præmier.

Efter en rigtig dejlig dag på stranden, sammen med glade og positive mennesker, og godt petanquespil, så er der det sure tilbage. Nedtagning af telte og baner samt indsamling af affald. Jeg har aldrig oplevet en så hurtig rengøring af stranden, hold nu op hvor det gik hurtigt. Tak til jer for at stranden blev efterladt så flot.

Det eneste, der kunne afsløre, at der var afholdt dette stævne, det var fodsporene i sandet.

Tusinde tak for hjælpen alle sammen, vi ses til næste år.

Bedste Petanque hilsner

Lasse

Kirsten Madsen

Kirsten Madsen

Petanque – Formand