Skip to main content

I går den 28. august 2021 havde Petanque afdelingen i Hornbæk Idrætsforening 30 års fødselsdag.
I den forbindelse udnævnte Hovedafdelingen i Hornbæk Idrætsforening et nyt Æresmedlem af Hornbæk Idrætsforening- nemlig Peter Hansen.
Nedenfor kan min tale i forbindelse med udnævnelsen læses.

Bh.
Peter P.
Hovedformand

Udnævnelse af nyt Æresmedlem af Hornbæk Idrætsforening – Lørdag den 28. august 2021

Kære alle sammen
Det her en meget speciel dag i Hornbæk Idrætsforenings 113. årige historie. Vi skal nemlig ha’ udnævnt et nyt æresmedlem i HIF.
Pt. er der syv nulevende medlemmer, der har fået denne ærefulde titel og det er Ralf Nielsen, Thomas Jørgensen, Henrik Vindahl Andersen, Henrik Behrend, Peter Storminger, Elle Svendsen og Flemming Vindahl Andersen.
I dag skal vi så tilføje endnu et æresmedlem i denne eksklusive lille ”klub”.
Der er tale om en meget ydmyg person, der nu i mere end 50 år har ydet en kæmpe frivillig indsats i vores store og meget omfattende forening. Det hele begyndte med fodbold, hvor han med sit fighterhjerte og solide tilgang til spillet fik debut på førsteholdet som en stout højre back.
Det fortælles, at han på vej til det gamle anlæg på Bøghsvej forud for debut’en, måtte en tur ind på Kanonen, hvor en snaps og en wiibroe-pilsner fortrængte de værste nerver.
Efter at fodbolden blev lagt på hylden pga. bøvl med bentøjet blev petanquespillet en stor del af de sportslige udfoldelser.
Både petanque og fodbold har i høj grad nydt godt af hans frivillige indsats – specielt når det handlede om håndteringen af hammer og søm.
Utallige timer er blevet brugt på vores fine anlæg, og tidligere var han en meget værdifuld arbejdskraft til fagens fest, havnefesten, sommerfester og kræmmermarkeder.
Det hører også med til historien, at han i høj grad var medvirkende til at lystfiskerforeningen, Gedden, så dagens lys i 1984, og de første mange år var han med i bestyrelsen, som i 1991 i samarbejde med kommunen fik etableret klubhus i kælderen på det gamle børnehjem på Bøghsvej, og i mange år var han således med til vedligeholde og passe klubhuset.
I 2010 modtog han prisen som Årets Spiller i petanque afdelingen og i 2005 fik han Hornbæk IF’s Idræts- og Kulturpris.
For år tilbage var du god til fodbold senere så også til petanque og fiskeri og du har altid være god med søm, skruer og hammer og så har jeg også en personlig erfaring med, at du også er super god på det grønne klæde – nemlig til billard.
Jeg tror, det er gået op for de fleste, at vi her i dag skal overrække beviset som nyt æresmedlem i HIF til ingen ringere end Peter Hansen.
Jeg har ikke ord for dit fantastiske arbejde her på idrætsanlægget, det er ganske enkelt helt helt usædvanligt og bemærkelsesværdigt, og ingen fortjener denne hædersbevisning mere end dig.
Det er med oprigtig glæde og ikke mindst stor taknemmelig, at jeg nu kan udnævne Peter Hansen til foreningens 8. nulevende Æresmedlem.
Endnu engang hjertelig til lykke og husk det forpligtiger at være Æresmedlem i en forening som vores, men det er jeg helt sikker på at du også kan leve op til.

https://sn.dk/Helsingoer/Han-blev-det-8-aeresmedlem-i-stor-idraetsforening-/artikel/1466584

https://helsingordagblad.dk/artikel/peter-troede-han-bare-skulle-se-p%C3%A5-der-tog-de-fusen-p%C3%A5-mig