Årets Havnefest blev atter en økonomisk succes, og det kommer nu ungdommen i Hornbæk Idrætsforening til gode.
Julen er som bekendt ”Hjerternes Fest”, men det er også højtiden, hvor der deles gaver ud. Og på et nyligt hovedbestyrelsesmøde i Hornbæk IF kunne formand, Peter Poulsen, uddele ikke færre end 140.000 kr. til ungdomsarbejdet i idrætsforeningens mange afdelinger.
De mange penge luner gevaldigt i nogle af afdelingerne, og der er ingen tvivl om, at det store frivillige arbejde i forbindelse med Havnefesten nu bærer frugt i både fodbold-, håndbold-, gymnastik-, badminton-, tennis-, basket-, skytte- og golf-afdelingen, der ud fra en fordelingsnøgle, får et klækkeligt tilskud til ungdomsarbejdet.
Formand Peter Poulsen var både glad og stolt over at kunne uddele de mange penge, men gjorde samtidig opmærksom på, at Ungdomsfonden i Hornbæk IF også har fået en økonomisk indsprøjtning. Derfor undlod han ikke at opfordre afdelingerne til at søge om yderligere målrettede tilskud til gavn og glæde for ungdommen.
2024 er så småt ved at rinde ud, og Hornbæk Idrætsforening har igen i år markeret sig på bedste vis i mange sammenhænge, og hvor sammenhold og fællesskab forsat er i højsædet i foreningen.
Uden de mange frivillige, ledere, trænere, instruktører, klubhusværter og andre hjælperes store indsats ville meget af vores arbejde slet ikke kunne lade sig gøre.
Hornbæk Idrætsforening ønsker alle en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår – og på gensyn til nye sportslige og kulturelle oplevelser i 2025 og hvor vi igen håber på din hjælpsomhed.