Årets Hornbæk Havnefest, som blev afholdt i weekenden den 26. – 28. juli, blev atter en succes med mere end 13.500 betalende gæster på festpladsen.
Omsætningen nåede op på 3,8 mio. kr. og årets overskud landede på flotte 1.060.000 kr. Til sammenligning var omsætningen i 2023 på 3,4 mio. kr. med et overskud på 1.008.000 kr. Resultatet fortjener stor respekt, og med fokus på de mange frivillige der også i år hjalp til ved Havnefesten er blot at sige – TAK for en kæmpe indsats.
Med en omsætningsfremgang på 400.000 kr. kan det umiddelbart undre, hvorfor årets overskud ikke følger trop, men stort set er identisk med overskuddet i 2023. Forklaringen findes i omkostningerne forbundet med afholdelsen af Hornbæk Havnefest. Et er de forøgede priser på alle indkøb til boderne, men også udgifter til nye og nødvendige tiltag så dagens lys. Lad mig nævne et par stykker: Optimering af sikkerheden på pladsen med et forstærket sikkerhedsog vagthold samt en ny og langt mere robust indhegning af hele området. Optimering af sceneforholdene til de optrædende kunstnere samt ikke mindst et helt nyt og større Vise Vers telt. Forbedrede toiletfaciliteter er ligeledes en nødvendig omkostning som tynger på vægtskålen; i det hele taget har udgifterne i år været de største nogensinde i Havnefestens historie.
Godt 500 frivillige hjælpere var i år med til at gøre Hornbæk Havnefest til en succes. Endnu engang stor tak til alle der hjalp til – og en særlig tak til Havnefestkomitéen, til Hornbæk Bådeklub, Hornbæk Havneforening, Hornbæk Havn og Hornbæk Idrætsforening: Tak for et godt og konstruktivt samarbejde.
Regnskab og overskuddet blev offentliggjort på et brag af et Etterslet, som er festen for alle de frivillige til Havnefesten og som blev afholdt lørdag den 26. oktober i Hornbæk Hallen.
Havnefestkomitéen er allerede gået i gang med planlægningen af næste års Havnefest.
Vi ses til Hornbæk Havnefest 2025 – altid i uge 30 og sidste weekend i juli – 25.-26.-27. juli 2025.
Peter P.
Hovedformand