Skip to main content


Vores gode ven Henrik ”Mau” Vindahl Andersen er død

I Hornbæk Idrætsforening og i Hornbæk som helhed, modtog vi søndag den 12. februar den triste meddelelse, at Henrik ”Mau” Vindahl Andersen er sovet stille ind på Arresødal kort efter sin 85 års fødselsdag.
Henrik ”Mau” Vindahl Andersen var Æresmedlem i Hornbæk IF, hvor han tillige var foreningens stolte fanebærer ved officielle lejligheder.
I Hornbæk IF var det primært fodbolden, der havde den altid muntre ”Mau Mau’s” bevågenhed.
Som senior blev det til en del førsteholdskampe, men det var primært i ledergerningen han satte sit aftryk i foreningen, og således var han i mange år en skattet holdleder for 1. holdet i 70’erne og 80’erne og hver sommer sørgede han for at banerne ved Drachmannsvej blev vandet ligesom han ofte stod for opkridtning af selvsamme. Det blev også til en hel del år som bestyrelsesmedlem i fodboldafdelingen og hovedafdelingen. Som frivillig var han en stor arbejdskraft, og mange Havnefester kan takke ham for, at VVS-installationerne virkede upåklageligt.
Henrik ”Mau” Vindahl Andersen var et kendt ansigt i Hornbæk, hvor han sammen med sin bror, Finn Vindahl Andersen, var med til at starte blikkenslagerfirmaet, FVA, der i dag er en af Hornbæks største virksomheder. Og trods sin fremskredne alder, så var han aktiv i blikkenslagerfaget indtil sygdom satte en stopper for et langt arbejdsliv for knap 2 år siden.
Vi er mange, der kommer til at savne hans muntre sind og hans hjælpsomhed. Ingen kunne som ”Mau Mau” få smilet frem med hans mange rim og ordspil, som han yndede at udtrykke ved både festlige lejligheder og på sidelinjen, når han ivrigt fulgte med i førsteholdets kampe.
Vores tanker går til Henriks hustru Birgit, med hvem han fik mange gode år og store rejseoplevelser, samt sønnen Nikolaj.
Æret være Henrik ”Mau” Vindahl Andersen’s minde

På vegne af
Hornbæk Idrætsforening

Peter Poulsen, Hovedformand & Michael Sørensen, Næstformand